Besøg fra Kina og modtagelsen af en pris

Der er i denne uge blevet læst op og afholdt skriftlige eksaminer, og hvad er bedre end at nyde solen sammen med sine venner efter en lang eksamen? Det synes at være en klar fælles holdning, for der bliver i den grad hygget på skolens udearealer.

Derudover har vi haft besøg af vores kinesiske venskabsskole og modtaget en pris. Hvad det er for en pris, kan du læse meget mere om i ugens nyhedsbrev.

God læselyst!

Sommervejr skabte glæde i weekenden

Weekenden viste sig fra sin bedste side med sommerligt vejr og temperaturer omkring 25 grader. Det satte gang i både solbadning, rulleskøjteløb, badeture og masser af hygge rundt omkring på skolen.

Se den sjove video herunder, hvor eleverne giver den gas med vandpjaskeri og konkurrencer på glidebanen.

BOAT SHOW DENMARK i Fredericia Marina

Vi havde også en fantastisk weekend på bådmessen! Tusind tak til alle de seje børn, der sprang i vores dykkertank og prøvede at trække vejret under vand – det var så fedt at se jeres mod og nysgerrighed.

Også en stor tak til alle jer, der kiggede forbi til en snak om efterskolelivet, og hvordan man kan kombinere vandsport og sejlads i hverdagen. Det har været en fornøjelse at møde jer alle!

Kinesisk venskabsskole besøg

Vi har i denne uge haft fornøjelsen af at have besøg af vores venskabsskole, Overseas Chinese Academy of Chiway (OCAC) fra Kina.
OCAC er et internationalt skolefællesskab med afdelinger bl.a. i Suzhou og Wuxi, som kombinerer den kinesiske læreplan med internationale programmer som IB.
Vi ser det som en klar styrke, når vi mødes på tværs af kulturer, for så styrker vi vores forståelse for hinanden, udfordrer vores perspektiver og udvikler de kulturelle antenner, der er så vigtige i en globaliseret verden – både for dem og for os. Foruden at bruge nogle dage på skolen har de haft dagsture til blandt andet Aros og den gamle by i Aarhus.

Coral Restoration har modtaget en pris fra PADI

Vores dygtig og hårdtarbejdende team i Coral Restoration har modtaget en PADI Award for Outstanding Contribution to Ocean Conservation.

Det er en stor anerkendelse af det arbejde, vi hver dag laver med marineliv, havmiljø og bæredygtighed. Prisen er et vigtigt skulderklap til de engagerede undervisere, der arbejder målrettet for at give eleverne viden, oplevelser og forståelse for verdens klima- og miljøudfordringer i havene.

Vi er meget stolte af det stærke faglige og praktiske miljø, der er opbygget omkring marine science på Ranum – og af de elever, der vælger et år med dykning, forskning og læring om livet under havets overflade.

En stor tak til PADI for anerkendelsen – og til alle elever og undervisere, der hver dag er med til at gøre en forskel.

Skriftlige eksaminer i engelsk, dansk og matematik

Det er igen den tid på året, hvor eksamener fylder meget i hverdagen, og hvor både spænding og sommerfugle i maven er en naturlig del af oplevelsen.

I denne uge har der været skriftlige eksaminer i engelsk, matematik og dansk. Mange elever mødte velforberedte op med både programmer, computere, opladere, snacks og de nødvendige hjælpemidler klar til dagen. For andre blev det en god påmindelse om, hvor vigtigt det er at være godt forberedt.

Uanset udgangspunkt er eksamensperioden en vigtig del af lærings- og dannelsesprocessen, hvor eleverne får erfaringer, de kan tage med sig videre.

FGU lavede et brag af en performance

Tirsdag havde vi besøg af FGU (forberende uddannelse) i skolens festsal.

De leverede en flot og energifyldt performance med både musik, skuespil og dans. Forestillingen tog udgangspunkt i det at være ung og gå på efterskole – med fokus på venskaber, kærester, fællesskab og de mange oplevelser og udfordringer, der følger med livet i et ungdomsmiljø.

En stor tak for en inspirerende og humoristisk oplevelse.

Forårets varme får alle i det gode humør

Sikke en dejlig tid vi er i lige nu, og som vi går i møde de kommende uger. Der er fuld gang i skolens aktiviteter, og vi mærker tydeligt en stor lyst til at bruge udearealerne – hvad enten det er på volleybanerne, i hyggelige kroge, omkring bålet om aftenen eller til en fodboldkamp mellem husene.

Det er skønt med forårsstemning og alt det liv, der følger med.

Sascha vinder DM i Skills

I år blev Danmarks Mesterskaberne i Skills afholdt i Nordjylland, og førstepladsen gik til en mediegrafiker, vi kender særligt godt – nemlig Sascha.

For to år siden var Sascha i lære som mediegrafiker på Ranum Efterskole College, hvor vi havde fornøjelsen af at følge hendes udvikling både fagligt og personligt.

Det er en stor glæde at se tidligere elever og lærlinge tage skridtet videre og skabe flotte resultater i deres karriere. Vi er stolte af at kunne være med til at give unge mennesker et godt afsæt – både i uddannelse og på vej ind på arbejdsmarkedet.

Stort tillykke til Sascha med det flotte resultat.

Årets Dream Festival bliver stablet på benene!

Projektklassen er rykket udenfor i solen og er i fuld gang med forberedelserne til årets Dream Festival. Festivalen afholdes hvert år og er et stort samlingspunkt for alle elever i den sidste uge inden skoleåret slutter.

Projektklassen viser endnu engang stor handlekraft og engagement, som de har gjort flere gange i løbet af skoleåret. De arbejder blandt andet med skilte, bannere og kreative idéer, der skal være med til at give festivalen den bedst mulige ramme og stemning.

Hvem elsker ikke en god cookie?

Inch fra Thailand og Sebastian fra USA har gennem hele vinterhalvåret skabt hyggelige cookieaftener, hvor de har bagt cookies til skolens øvrige elever.

I går, torsdag, blev den sidste cookieaften afholdt, inden sommerens mange arrangementer på skolen tager over.

En stor tak til de to engagerede elever for deres indsats – og se lige den fantastiske opbakning, de får fra de andre elever.

Forstanderens klumme

Kære læser

I denne uge sprang de japanske kirsebærtræer ud, og hele området står nu grønt, smukt og klar til at byde det kommende elevhold og deres familier velkommen til Nye Elevers Dag på søndag.

Det er en særlig dag, hvor det nuværende elevhold på mange måder ”krydser deres eget spor”. Mange husker stadig spændingen ved selv at skulle møde deres kommende efterskolekammerater for første gang, og derfor er de også klar til at tage godt imod de nye elever og være med til at give dem en rigtig god dag.

De skriftlige prøver er kommet godt fra start, og vi har heldigvis undgået de udfordringer med afviklingen af 9. klasses prøverne, som flere steder i landet har oplevet. Det skyldes blandt andet et stærkt samarbejde mellem prøvelærere, IT, kontor, køkken og ledelse, som sammen får det hele til at fungere.

I disse dage er det også tid til at finde galla-partnere, og opfindsomheden er stor. En pige blev spurgt af sin kæreste i en sky af lyserøde blomster og med en stor buket i hånden. Rygtet om eventen var sluppet ud på forhånd, så mange andre elever – især pigerne – var mødt op for at følge med. Samtidig var det den sidste aften, hvor eleverne serverede Ranum-cookies, og det hele udviklede sig til endnu en hyggelig og fællesskabsfyldt oplevelse i efterskoleåret.

Ikke alle finder eller tør invitere en anden elev til galla, og det er helt okay. Lærerne sørger for, at alle får en partner til lancier og dans gennem hele gallaaftenen.

Vi ser nu frem til en fantastisk weekend og en stor Nye Elevers Dag, inden vi går ind i en kort uge, hvor eleverne allerede får fri onsdag eftermiddag.

Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander

Det sker:
Kalender

Nye elevers dag 10.05.26

Kristi Himmelfart helligdag 14.05.26

2. klasse dag 20.05.26

Sidste skoledag 22.05.26

Pinse 23.05.26 – 25.05.26

Profilfagsudflugt 26.05.26 – 28.05.26

Vandsportsweekend 30.05.26 – 31.05.26

Mundtlige prøver 01.06.26 – 02.06.26

Galla 11.06.26

Ranum Derby 12.06.26

Outdoor weekend 13.06.26 – 14.06.26

Hente ting/familieaften 21.06.26

Profilfags dagstur 22.06.26

House Cup 23.06.26

Hjemme hos kontaktlæreren 24.06.26

Pizza Run 25.06.26

Dream Festival 26.06.26

Dimission 27.06.26

Sommercamps for alle aldre

Er du mellem 14–17 år, får du her en unik mulighed for at udfolde dig socialt, udvikle nye kompetencer og prøve en masse sjove og udfordrende aktiviteter. Det handler om fællesskab, oplevelser og minder for livet.

Som noget helt nyt i år lancerer vi også en bedsteforældre-camp. Her kan bedsteforældre og børnebørn tage på en uges ophold sammen med god forplejning hele ugen, spændende udflugter og hyggelige aktiviteter for alle aldre.

Vi besøger blandt andet Limfjordsmuseet i Løgstør og tager på en historisk tur til Livø. Derudover byder ugen på masser af aktiviteter, man kan nyde sammen på tværs af generationer.

Vi glæder os til en sommer fyldt med fællesskab og gode oplevelser.

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College