Ranums stærkeste drenge er blevet slået til riddere

Igen, igen har der været masser af vilde oplevelser for vores elever – men meget vildere bliver det nok ikke, end da vores stærke drenge fra Fit for Life fik deres sværd dåb og blev slået til riddere i Nørresundby.

Og det er langt fra det eneste, der er sket i løbet af ugen. Outdoor-weekend, skydive og en spændende dagstur til TV2 Nord har også været på programmet.

Alt det – og meget mere – kan du læse om i ugens nyhedsbrev.

God læselyst!

Outdoor weekend

Weekenden blev tilbragt i den friske luft med masser af nye oplevelser – og for de fleste elever også aktiviteter, de aldrig havde prøvet før.

Et stort hold tog bussen til Aggersund, hvor dagen stod på lejrliv og bålhygge. Temaet var Nak & Æd, så eleverne hoppede i vandet iført våddragter og snorkler på jagt efter dagens fangst. Det lykkedes at få en god portion krabber med tilbage til land, som blev kogt over bålet og forvandlet til en lækker krabbebisque med en dyb og fyldig smag af havet.

Andre havde planlagt en dag på Vilsted Sø i kajakker og kanoer, men vinden viste sig at være lige lovlig kraftig til en tur på vandet. Planerne blev derfor ændret, og turen gik i stedet til Fosdalen, hvor eleverne fik en god vandretur gennem det smukke og kuperede landskab.

I Aars deltog en mindre gruppe elever i et mountainbikestævne, hvor der var mulighed for at vælge mellem ruter på 30 og 50 km. Vores gruppe kastede sig over 30 km-ruten, men fik lidt mere, end de havde regnet med. De kørte nemlig forkert undervejs og endte med at få en del ekstra kilometer i benene.

Frit fald fra 4000 meter!

De allermodigste elever tog springet fra 4.000 meters højde og susede gennem luften side om side med deres kammerater, inden de landede sikkert på jorden igen. Det blev en dag fyldt med adrenalin, mod og store oplevelser, hvor flere elever fik udfordret deres egne grænser og oplevede, at de kunne mere, end de måske selv havde troet.

Foredrag ved militæranalytiker Mikkel Storm Jensen

Verden forandrer sig hastigt, og det kan være svært at følge med i de mange udviklinger, der sker omkring os. Derfor havde vi mandag besøg af militæranalytiker Mikkel Storm Jensen, som gav eleverne en kort og aktuel opdatering på den spændte situation mellem Rusland og Europa samt de øvrige stormagters indflydelse på verdenssituationen.

Der var også god tid til spørgsmål fra eleverne, som fik mulighed for at blive klogere på både den aktuelle situation og de mulige konsekvenser for fremtiden.

Tak for besøget.

Medie- og SoMe-holdet på besøg hos TV2 Nord

Medie- og SoMe-holdet havde en spændende og lærerig eftermiddag hos TV2 Nord. Eleverne fik et indblik i alt fra udstyr, redaktionelt arbejde og produktion til det, der for mange blev dagens højdepunkt: at stå i TV-studiet og prøve kræfter som værter foran prompteren. En eftermiddag med masser af inspiration, nye indtryk og mulighed for at opleve mediebranchen helt tæt på.

Stor tak til TV2 Nord for at tage imod os og give eleverne en spændende og lærerig oplevelse.

Niels Lan Doky – Jazz koncert

Som aftenaktivitet blev alle elever inviteret til jazzkoncert i festsalen, og uanset om man normalt er til jazz eller ej, blev det en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.

Den danske pianist og komponist Niels Lan Doky er internationalt anerkendt og har gennem sin karriere spillet på scener verden over. Som ung studerede han jazz på Berklee College of Music i Boston, og siden har han spillet sammen med nogle af jazzmusikkens allerstørste legender.

Ridder for en dag

Der var bred enighed om, at det her var både vildt, overvældende og for nogle også en smule grænseoverskridende. Onsdag eftermiddag lagde Fit for Life nemlig vejen forbi Iron Wolves i Nørresundby, hvor der dyrkes den spektakulære kampsport Buhurt.

Buhurt handler kort fortalt om at kæmpe i ægte rustning med middelalderlige våben som sværd, skjolde og økser. Det er fuldkontakt, så der bliver virkelig gået til den – selvfølgelig under organiserede regler og med fokus på sikkerhed.

Vores elever startede dog lidt mere forsigtigt ud. De blev introduceret til forskellige kampsportsteknikker, som også kendes fra eksempelvis MMA, inden det for alvor blev tid til at finde kampgejsten frem. Herefter kom alle mand i rustning. Dog ikke den tunge jernrustning, som Iron Wolves normalt konkurrerer i, men en lettere udgave med ekstra polstring og skumsværd, så alle kunne være med.

Og så gik kampen ellers i gang.

Drengene tog udfordringen op og leverede en brag af en kamp – blåt hold mod sort. Der blev kæmpet, råbt og gået til den, og det var uden tvivl en oplevelse, som både elever og undervisere sent vil glemme.

Hjemmehos

Torsdag var en helt særlig dag, da vi afholdt Hjemmehos. Hjemmehos er en dag, hvor eleverne besøger deres kontaktgruppelærer og forhåbentlig får mulighed for at lære både læreren og hinanden endnu bedre at kende gennem madlavning, hyggelige stunder og sjove aktiviteter.

Som efterskolelærer får man ofte et helt særligt og tæt bånd til sine elever – og ikke mindst til sin kontaktgruppe, som man bruger rigtig meget tid sammen med gennem året. Hjemmehos giver derfor eleverne mulighed for at få et lille indblik i lærerens liv uden for skolen. Måske møder de familien eller husdyrene, ser hjemmet eller opdager nye fælles interesser.

Nogle kontaktgrupper bliver på skolen, hvis læreren ikke har mulighed for at have eleverne hjemme, eller der er andre praktiske årsager. Det vigtigste er dog ikke, hvor dagen foregår, men at man er sammen og får skabt nogle gode minder.

Og det blev det bestemt til.

Nikotinprodukter blandt unge

Som vi også har skrevet om i tidligere nyhedsbreve, er nikotin et stort problem blandt mange unge mennesker. Det er heller ingen hemmelighed, at vi allerede på dette års elevhold har fundet og konfiskeret nikotinprodukter. Derfor vil vi endnu en gang opfordre jer som forældre til at tage en snak med jeres barn om nikotin og de konsekvenser, der kan være forbundet med brugen.

Frederik, som for to uger siden holdt et oplæg om nikotin for vores elever, har lavet en video målrettet både jer forældre og eleverne. Her sætter han fokus på nikotin, og hvorfor det er vigtigt, at vi sammen hjælper de unge med at træffe gode valg.

I kan se videoerne via linket herunder.

Forældre video her

Elev video her

Efterskolernes dag

Den 27. september kl. 10–17 åbner vi dørene til Ranum Efterskole College i forbindelse med Efterskolernes Dag.

Vores elever står klar til at vise rundt, fortælle om hverdagen og give et ærligt indblik i, hvordan det er at være elev på Ranum.

Med mere end 50 fag er der masser af muligheder for at sammensætte et skoleskema, der passer til den enkelte elevs interesser og nysgerrighed. På dagen kan I blandt andet prøve kræfter med krea, sejlads, design og dans og få en smagsprøve på nogle af de mange fag og aktiviteter, der er en del af livet på Ranum.

Der bliver selvfølgelig også mulighed for at opleve den gode mad, den hyggelige stemning og ikke mindst det særlige efterskolefællesskab.

Tilmelding til Efterskolernes Dag

Vi glæder os til at se jer!

Forstanderens klumme

De unge scorede i år det laveste niveau i PISA-undersøgelsen nogensinde. Resultatet ramte landets politikere, uddannelsesfolk og forældre som en mur – både af frustration og dårlig samvittighed. Hvor ligger ansvaret – og skylden? Er det de sociale medier, udbredelsen af smartphones, skolereformer, der fjernede det faglige fokus ift. moderne performancekulturer?

I efterskolen har vi også oplevet et skred i fagligheden og oplevet, at de unge forventer edutainment – at undervisningen skal udløse lige så meget dopamin som de sociale medier på f.eks. TikTok etc.

I Kompas 10. klasse ”Politik og Samfund” gav de dårlige PISA-resultater anledning til, at læreren gav eleverne opgaven at komme med deres svar på, hvordan vi kan styrke de unges læse- og regnefærdigheder. En flok troppede op på mit kontor, og i bedste Ranum-tilgang fik vi udviklet en skabelon for undersøgelsen og en målsætning om at evaluere deres bud i et fællesskab mellem elever, lærere og ledelse. Bare det, at de unge selv griber chancen for at undersøge, hvordan undervisningen kan føre til bedre læse- og regnefærdigheder, er et udtryk for, at de besidder flere og – relevante kompetencer end PISA-undersøgelsen undersøger.

I den kommende weekend har vi Vilsted Sø Sponsorløb og Familiedag. Vi glæder os meget til at se de godt 900 tilmeldte familiemedlemmer og til at fortælle om de forestående valg af kulturfag og rejser til 2. periode.

Rigtig god weekend til alle.

Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander

Det sker:
Kalender

  • Familiedag Vilsted Sø Sponsorløb 12.09.26
  • Koncert EMI WIDE 22.09.26
  • Efterskolernes dag 27.09.26
  • Profilfagsrejser 03.10.26
  • Efterårsferie 12.10.26
  • Gensynsdag for tidligere elever 24.10.26
  • Performance weekend 31.10.26

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College