10 apr Flokken vokser – mød vores nye gedekid
Vi er tilbage efter en dejlig – og blæsende – forlænget påskeweekend!
I ugens nyhedsbrev kan du læse om Full Host-elevernes påsketur til Göteborg i Sverige, møde vores nyfødte gedekid og blive klogere på, hvilken sportsgren der kunne tage trofæet og titlen som nordjyske mestre med hjem til Ranum.
God læselyst!
Full Host elever på påsketur til Goteborg
For vores Full Host-elever blev påsken til et dejligt og oplevelsesrigt besøg i Göteborg i Sverige. Vejret var køligt og regnfuldt, men solen tittede heldigvis frem ind imellem og gav eleverne nogle hyggelige stunder i byen.
Stormen Dave lagde også et uventet twist på turen – færgeafgangene blev aflyst, hvilket betød, at eleverne fik en ekstra dag i Sverige. Det gav samtidig en perfekt anledning til, at Santiago kunne fejre sin fødselsdag på svensk grund med hele gruppen.
Ud over byens seværdigheder fik eleverne også tid til at udforske lokale caféer, shoppe og opleve Göteborgs pulserende atmosfære, hvilket gjorde påsken til en både sjov og mindeværdig tur.




Hils på vores nye gedekid
Vi har fået udvidet flokken på Ranum Efterskole – og nej, det er ikke eleverne, vi taler om! Vores geder har nemlig fået de sødeste gedekid lørdag før påskesøndag.
Det er en spændende nyhed for alle, men især for de elever, der har valgt faget Greenfingers – et fag, hvor man lærer at passe dyr og planter og udnytte de råvarer, man får ud af det.
Du kan høre mere om faget fra Johanne og Tobias i videoen herunder.



Ranum vinder Nordjyske Mesterskaber i Basketball
Sejr til Ranum!
I år har vi samlet et helt fantastisk basketballhold, og de viste virkelig deres færdigheder til ugens Nordjyske Mesterskaber i Haverslev. Holdet spillede sig ubesejret gennem alle fem kampe og kunne tage titlen som Nordjyske Mestre med hjem til Ranum.
Kæmpe tillykke – hvor er I seje!


Frokosten blev serveret i forårssolen
I denne uge havde vi besøg af et stort hold kursister fra efterskoler i Nordjylland. Det betød, at vores elever til frokost ikke kunne være i spisesalen – heldigvis! Hele frokosten blev rykket udenfor i det dejlige solskin, og kartoffelsalat, frikadeller og juice blev nydt i alle hjørner af skolen.



Hvordan ser fremtidens efterskole ud?
Det spørgsmål stillede fremtidsforsker Henrik Good Hovgaard på det forårskursus, som Ranum Efterskole i år stod i spidsen for. Her samlede vi ansatte fra alle Nordjyllands efterskoler til en fælles læringsdag, hvor der var mulighed for at sparre med hinanden og lære af hinandens forskellige måder at gøre tingene på.
Henrik Hovgaard gav blandt andet et dybere perspektiv på den kommende skolereform, og hvordan den vil løfte tankerne om elev- og lærerinddragelse samt demokrati i fagene. En praksis, vi i mange år allerede har arbejdet med på Ranum Efterskole, og som vi ser en stor værdi i.
At have en demokratibaseret skole stiller krav til både de ansatte, men i høj grad også til eleverne om at deltage aktivt og vise engagement.
Tak for besøget til alle!

Bålhygge i Ranumhus
En skøn forårsaften i Ranumhus samlede en stor flok elever sig omkring bålet for at riste skumfiduser. Det er dejligt at opleve, hvordan eleverne i høj grad søger hinanden, og vi kan tydeligt mærke, at Kulturfagsrejserne har styrket fællesskabet og for mange også udvidet vennekredsen.
Desværre var der ikke skumfiduser nok til alle de elever, der pludselig dukkede op – men det tager vi bare som en god anledning til at gentage succesen med endnu en hyggelig bålaften en anden dag.



Kong vinter er tilbage!
Man skulle næsten tro, at billedet her var taget i januar, da sneen lagde sig som et tykt tæppe over hele Danmark – men det er det langt fra. For selvom ugen har budt på tocifrede plusgrader i dagtimerne, besluttede vejret sig alligevel for at skrue lidt op for vinterstemningen igen fredag.
Det er nu også meget hyggeligt – men mon ikke de fleste af os håber, det kun er for en kort stund, så vi snart kan komme ud og bruge udearealerne igen, spille volley og fodbold og slænge os i hængekøjerne udenfor husene.

Verden rundt med Ranum på Kultur – og Familiedagen
Inden længe holder vi kultur- og familiedag på efterskolen, og vi glæder os helt vildt til at se jer alle og dele vores spændende eventyr samt alt det, vi har lært. Dagen starter kl. 10:00, og resten af programmet kan du se herunder. Glæd jer til at rejse verden rundt med Ranum og opleve alt fra skolebesøg og jungleudforskning til arbejdet med det vilde koralrev og dans i Afrika.
Du kan også nyde en lækker frokost med dine nærmeste, prøve lykken i tombolaen og være heldig at vinde nogle af de fantastiske præmier, vi har taget med hjem fra vores rejser. Alle indtægter går ubeskåret til vores venskabsskoler i de lande, vi besøger.
Vi ses den 19.04.26!

Forstanderens klumme
Kære læser
Det var fantastisk at holde påskeferie, og selvom stormen ruskede og sled flere tagsten af vores gamle tegltage, så klarede vi os godt igennem uden større skader. Eleverne mødte ind til det mest fantastiske forårsvejr, og straks var der liv på alle plænerne. Eleverne mødte også ind til de sidste store valg af profilfag og aktivitetsfag. Det er bare en unik proces, som både giver store drømme og lidt ondt i maven. Der er meget på spil, og det er gået op for rigtig mange elever, at der ikke er mange uger tilbage af skoleåret. Det er altså sidste chance for at danne nye profilfagsfællesskaber og komme ud på ekspedition.
I denne uge har vi også afholdt et forårskursus for alle ansatte ved de nordjyske efterskoler. Det var første gang, vi var vært for dette kursus, og det var dejligt at opleve de mange gæsters reaktioner ved oplevelsen af vores store skole. Vi er reelt flere ansatte, end der er elever på mange af de øvrige skoler. Dagen bød bl.a. på et spændende oplæg ved fremtidsforsker (futurist) Henrik Good Hovgaard. Hans reference for fremtidens efterskole og den bevægelse, som skoleformen står overfor, med større inddragelse af elever og ansatte i et stadigt stigende forandringspræget samfund, var Ranum Efterskole College og vores fokus på at danne meningsfulde fællesskaber gennem demokratiske valgprocesser, som starter med, at elever og ansatte selv har indflydelse på forslagene til aktivitet og mål. Herligt!
Det kræver også ufatteligt meget arbejde og dialog at sikre denne åbne proces blandt de godt 500 unge og 100 ansatte, men det er det hele værd, når udbyttet er mere engagement, ejerskab og motivation hos de mange elever, som oplever glæden ved at tage ansvar for at bruge friheden, lærer at træffe egne bevidste valg og tør bruge deres stemme.
I denne weekend er der “Venneweekend”, og med godt 500 unge på skolen bliver der fuld gang i nye venskaber og masser af aktivitet. I den følgende weekend er der søndag kultur- og familiedag, hvor de mange kulturfagshold præsenterer deres rejseoplevelser for deres familier. Efterfølgende er der mulighed for at prøve efterskolelivet for familien i en række aktiviteter.
Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander
Det sker:
Kalender
Venneweekend 11.04.26 – 12.04.26
Songkran (Thailand) 13.04.26
Foto yearbook 16.04.26
Kultur familiedag 19.04.26
Musikweekend 02.05.26
Skriftlige prøver 04.05.26
Nye elevers dag 10.05.26
Kristi Himmelfart helligdag 14.05.26
Sommercamps for alle aldre
Er du mellem 14–17 år, får du her en unik mulighed for at udfolde dig socialt, udvikle nye kompetencer og prøve en masse sjove og udfordrende aktiviteter. Det handler om fællesskab, oplevelser og minder for livet.
Som noget helt nyt i år lancerer vi også en bedsteforældre-camp. Her kan bedsteforældre og børnebørn tage på en uges ophold sammen med god forplejning hele ugen, spændende udflugter og hyggelige aktiviteter for alle aldre.
Vi besøger blandt andet Limfjordsmuseet i Løgstør og tager på en historisk tur til Livø. Derudover byder ugen på masser af aktiviteter, man kan nyde sammen på tværs af generationer.
Vi glæder os til en sommer fyldt med fællesskab og gode oplevelser.


Følg os på de sociale medier
Facebook – Instagram – TikTok – YouTube