Den store påskejagt

Den sidste uge i marts har virkelig vist sig fra sin bedste side!

Vi har haft skønt solskin i Ranum, køkkenet har forkælet os med en fantastisk påsketapas, gækkebrevslegene har været på sit højeste – og den store påskejagt er blevet fuldendt.

Derudover kan du også læse om vores nye fag, som vi netop har lanceret, og hvor tilmeldingen lige er åbnet.

Rigtig god påskeferie til alle

God læselyst

Mit navn det står med prikker…

..pas på det ikke stikker.

Weekenden har stået på ægte påskehygge, hvor mange af eleverne har klippet gækkebreve og overrasket både hinanden og lærerne med små, finurlige hilsner.

Som lærer på en efterskole med over 500 elever kan det være lidt af en udfordring at gætte, hvem gækkebrevet er fra – men til gengæld bliver chancen for et påskeæg bare endnu større.

Helt nyt fag på Ranum!

Vi lancerer et splinternyt fag på efterskolen – og tilmeldingen åbner lige netop i dag den 01.04.26! Et fag perfekt til dig, der elsker at dykke, men helst undgår krabber, vandmænd og hajer.

Se med i videoen herunder og hør, hvad det nye fag går ud på:

Lækker tirsdagstapas

Der er dage, hvor køkkenet laver rigtig dejlig mad… og så er der dage, hvor de virkelig overgår sig selv!

Tirsdag forkælede køkkenet os alle med påsketapas – vi nød det!

Den store påskejagt

Påskejagt er for alle – især dem, der elsker fangeleg og chokolade!

Traditionen tro blev påskeharer og kyllinger sluppet løs på skolens område, og elevernes opgave var naturligvis at fange dem.

Samtidig havde de gemt mere end 1000 påskeæg rundt omkring på hele skolen – i buske, på fodboldbaner, i klasselokaler, på værelser, i gangarealer, køkkener og kontorer – klar til at blive fundet.

Kort sagt: den vildeste påskejagt, de fleste nok nogensinde kommer til at opleve!

Det vindende hold samlede 168 påskeæg til sammen – stort tillykke!

Forstanderens klumme

Kære læser

Påskeugen på landets efterskoler er altid kort – men bestemt ikke kedelig. Selvom flere forældre har bedt deres elev fri til familiens påskerejse eller lidt luft efter kulturrejserne, oplever vi, at langt de fleste både elever og forældre har forståelse for, at de tre dage også er skoledage.

Vi har brugt dagene på at samle op og gøre klar til den forestående prøveperiode. De internationale prøver starter allerede i ugen efter påske, men eleverne er godt forberedt. I profilfagene har vi arbejdet videre med oplevelserne fra kulturfagsrejserne, og holdene er i fuld gang med at forberede Familie- og Kulturdagen den 19. april.

Ugen blev rundet af med en fantastisk, farverig påskeægsjagt, der bød på både adrenalin, chokolade og masser af hygge!

Efter påske tager vi hul på det sidste kapitel af efterskoleåret. Eleverne vælger nye aktivitetsfag for fjerde gang og et sidste profilfag, som leder frem mod mini-ekspeditionerne i uge 22. Nu har eleverne for alvor fået en forståelse for, hvad det vil sige at være med til at forme deres eget skema – og kreativiteten blomstrer.

Blandt andet er en gruppe drenge, som hen over vinteren har renoveret skolens airsoft-pistoler, i fuld gang med at stable et nyt profilfag på benene. For mange er dette sidste chance for selv at sætte præg på deres fag og hverdag, inden de møder ungdomsuddannelsernes mere faste rammer. Heldigvis har langt de fleste både lysten og modet til at udfordre sig selv.

Weekenden efter påske byder på Venneweekend. Mange har spurgt, om de må tage mere end én ven med – og det har vi sagt ja til. Det er virkelig dejligt at opleve, hvor stor lyst der er til at dele efterskolelivet med vennerne. Der kommer gæster fra både udlandet og hele Danmark, og derfor indsætter vi Ranum-busser til og fra Aarhus og Aalborg.

Vi ønsker alle en rigtig god og velfortjent påskeferie.

Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander

Det sker:
Kalender

Venneweekend 11.04.26 – 12.04.26

Songkran (Thailand) 13.04.26

Foto yearbook 16.04.26

Kultur familiedag 19.04.26

Musikweekend 02.05.26

Skriftlige prøver 04.05.26

Nye elevers dag 10.05.26

Kristi Himmelfart helligdag 14.05.26

Sommercamps for alle aldre

Er du mellem 14–17 år, får du her en unik mulighed for at udfolde dig socialt, udvikle nye kompetencer og prøve en masse sjove og udfordrende aktiviteter. Det handler om fællesskab, oplevelser og minder for livet.

Som noget helt nyt i år lancerer vi også en bedsteforældre-camp. Her kan bedsteforældre og børnebørn tage på en uges ophold sammen med god forplejning hele ugen, spændende udflugter og hyggelige aktiviteter for alle aldre.

Vi besøger blandt andet Limfjordsmuseet i Løgstør og tager på en historisk tur til Livø. Derudover byder ugen på masser af aktiviteter, man kan nyde sammen på tværs af generationer.

Vi glæder os til en sommer fyldt med fællesskab og gode oplevelser.

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College