05 feb Vi har skøjtet gennem ugen – bogstaveligt talt
I denne uge har vi haft besøg af gæster fra Sydkorea, kastet os ud i japansk kampsport, udforsket regnskovens hemmeligheder – og suset hen over fjordisen med sejl. Sådan kan det kun gå til på Ranum!
Du kan også læse med og blive klogere på, hvordan eleverne har klædt sig på til Fashion Week, samlet penge ind til velgørenhed og spillet fodboldkamp i bidende kulde.
God læselyst
Kulturfaget Japan går amok i karate
I denne uge har kulturfaget Japan haft fuld fart på, da eleverne kastede sig over karate. De fik besøg af Annemette Bach, der har sort bælte i karate og stor erfaring med den japanske kampsportkultur. Hun introducerede eleverne til både teknikker og traditioner, og eleverne fik prøvet kræfter med både spark, slag og disciplinen bag sporten.
Det har været en sjov og lærerig uge, hvor teori og praksis blev kombineret, og hvor eleverne fik en autentisk oplevelse af, hvordan kampsport spiller en central rolle i japansk kultur.


Eleverne gør en forskel – helt konkret
Lørdag aften kunne vi se resultatet af elevernes indsats på Danmarks Indsamling på Danmarks Radio – og vi er så stolte! Før jul gik en gruppe elever sammen om at bage småkager i lange baner, som de bagefter leverede til virksomheder i lokalområdet.
Som efterskole engagerer vi os i sociale projekter over hele verden – fra vores venskabsskoler i Nepal og en flygtningeskole i Kuala Lumpur til arbejdet med vilde dyr i Namibia. Det, der gør dette projekt særligt, er elevernes energi, initiativ og vilje til at bruge deres fritid på noget, der virkelig gør en forskel for andre.

Kulturmøde i klasseværelset: Gæster fra Sydkorea på besøg
Vi havde mandag besøg af gæster fra Sydkorea, som var på Ranum Efterskole College for at undersøge mulighederne for udveksling og for at lære mere om det danske efterskolesystem. I løbet af dagen deltog de i den Sydkoreanske kulturfagsundervisning, hvor eleverne stillede nysgerrige og reflekterede spørgsmål. De spurgte om alt fra anbefalinger til oplevelser i Seoul til samtaler om den lave fertilitetsrate i Sydkorea og præstationspres i det koreanske skolesystem. Et super givende besøg, der kun gør elevernes nysgerrighed på landet endnu større.
Vi har aftalt at besøge deres skole sammen med eleverne i marts og ser meget frem til det videre samarbejde.

Jungleeventyr i Randers Regnskov!
Dagsturen til Randers Regnskov gav eleverne følelsen af at træde direkte ind i Brasiliens jungle, hvor de kom helt tæt på de fascinerende dyr. I år har Brasilien været et af de mest populære kulturfag med over 60 elever, der har valgt at fordybe sig i landets mangfoldige kultur og natur. Det enorme sydamerikanske land byder både på pulserende storbyer og storslået natur – og netop naturen har været i fokus i elevernes seneste undervisning.




Tak for besøget i Aabenrå
Vi har endnu engang været på messe – denne gang i det sønderjyske, nærmere bestemt i Sønderjyllandshallen i Aabenrå. Selvom messen ikke bød på et rekordstort antal besøgende, gav det til gengæld god tid til nærværende og gode samtaler med jer, der lagde vejen forbi.
I den kommende weekend, den 7.–8. februar, kan I møde os i Aalborg Kongres & Kultur Center fra kl. 10–16. Vi glæder os til at være på hjemmebane i Nordjylland og til at møde endnu flere nysgerrige, kommende efterskoleelever.
Vi ses!

Ranum Fashion Week
Ugens helt store omdrejningspunkt har været Ranum Fashion Week – et stærkt og kreativt initiativ fra skolens designelever. Det har været en fornøjelse at opleve de mange forskellige fortolkninger af outfits rundt omkring på skolen, og ikke mindst onsdagens lyserøde tema, hvor hele skolen nærmest summede af forårsstemning.

Fodboldkamp mod Hanherred Efterskole
Det har været en bidende kold uge, men det lod ikke vores seje fodboldspillere stoppe. Med bus satte de kurs mod Løgstør, hvor de mødtes til opgør mod Hanherred Efterskole.
Pigerne kæmpede til sidste fløjt, men måtte desværre se sig slået 3–2. Drengene var til gengæld i målhumør og sendte bolden i nettet igen og igen, hvilket sikrede en overbevisende sejr på 7–1. Uanset resultatet var det en god eftermiddag for alle – og holdene vendte hjem med røde kinder og smil på læben.




Fjordisen blev ugens legeplads for Outdoor Skills
Man kunne næsten tro, vi havde fået vores egen skøjtebane på efterskolen – men det er faktisk dele af Limfjorden, der er frosset til. Det nye år er startet bidende koldt, og vinden har for alvor taget fat omkring skolens ydre rammer.
Heldigvis er Outdoor Skills-holdet eksperter i at få noget sjovt ud af selv de barskeste vejrforhold. I denne uge udnyttede de vinden til at skabe fremdrift og susede hen over fjordisen med sejl. Se bare, hvor meget fart de får på i videoerne herunder.
Forstanderens klumme
Kære læser
Februar er startet rå og isnende kold. Vilsted Sø er frosset helt til, og farverige “isbåde” glider henover isen. Selvom jorden er frossen, afholdt det hverken drenge- eller pigeholdet fra at spille en venskabskamp i fodbold mod Han Herred Efterskole. Drengene vandt, og pigerne var kun ét mål fra sejren.
Midt i det barske vintervejr er der alligevel smil og glæde hos de fleste elever. Vi har haft Fashion Week med dresscode, og selvom nogle glemmer det, er rigtig mange elever og ansatte med på legen: sort-mandag, stribet-tirsdag, pink-onsdag (her var drengene noget udfordrede), denim-torsdag og 00’er-fredag. Legen skaber fællesskab og udfordrer samtidig det individuelle valg: Man kan vælge at deltage eller ignorere legen. Går man med, investerer man måske lidt “street-credit” og risikerer at miste en smule af sig selv (pink var umuligt for forstanderen), men man kan også vinde meget – både i legen og sammen med andre – ved at turde vise, at man tør gå med.
I denne uge har vi også været pædagogisk udfordrede i en situation, hvor en elev blev forulempet af fire andre elever gennem ubegrundede beskyldninger. Situationen viser, hvordan teenageres selvretfærdighed og manglende omtanke eller modenhed kan få ubehagelige konsekvenser for andre og føre til selvtægt. De implicerede elever er sendt hjem til en alvorlig afklaring, og skole og forældre vurderer nu, om der er grundlag for, at efterskoleopholdet kan fortsætte. Vi skal altid huske, at vi arbejder med unge under udvikling, men samtidig skal vi også være den kant, der sætter et moralsk kompas for adfærd og samvær.
I løbet af ugen har vi haft besøg fra Sydkorea, og det har været fascinerende at se, hvordan de reflekterer vores skoleprojekt og rækker ud mod os med ønske om fremtidigt samarbejde. Vi har også haft gæster fra Holland, som tilføjer ekstra krydderi til efterskolelivet for de elever, de møder, samtidig med at de selv får et indblik i ungekulturen og skolens mange aktiviteter. Vores Europahold elever drager i marts på et genbesøg og får dermed en unik mulighed for at opleve Holland og landets ungekultur og samfund.
I den kommende weekend deltager vi i Efterskolemessen i Aalborg lørdag og søndag kl. 10-16. Lørdag er der Go-card Leman, søndag er der rundvisninger for interesserede familier kl. 13-16, og kl. 15 kan alle interesserede nyde en kor-koncert i festsalen. I den kommende uge forbereder vi os på terminsprøverne, samtidig med at der torsdag eftermiddag afholdes en stor høvdingeboldturnering på tværs af hele skolen.
Rigtig god weekend

Det sker:
Kalender
Kreaweekend – 07.02.26 – 08.02.26
World Pulses Day – 10.02.26
Terminsprøver – 16.02.26 – 19.02.26
Elevfest – 27.02.26
Kulturfagsrejser 07.03.26 – 22.03.26
Påskeferie 02.04.26 – 06.04.26
Venneweekend 11.04.26 – 12.04.26
Songkran (Thailand) 13.04.26
Følg os på de sociale medier
Facebook – Instagram – TikTok – YouTube