 
						31 okt Uhyggelig Halloween, første elevfest og jubilæum på Ranum
Efteråret har budt på alt fra gys og grin til demokrati og nye begyndelser på Ranum. Eleverne har stemt om kulturfag, taget hul på nye aktivitetsfag og fundet inspiration til kommende projekter. Vi har fejret jubilæum med tidligere elever og mærket fællesskabet på tværs af generationer. Der har været plads til både seriøs læring, kreative udfoldelser og store oplevelser. Kort sagt – endnu en begivenhedsrig uge i Ranum-ånden, hvor fællesskab og nysgerrighed går hånd i hånd med en stor portion uhygge op til Halloween.
God læselyst!
Årets første elevfest
Den første elevfest var fuld af god energi og glade elever! Forældrerådet roser eleverne for deres venlighed og positive stemning – og eleverne sender en stor tak retur til forældrerådet og de mange frivillige forældre, der gjorde aftenen mulig. En skøn start på efteråret og de mørke vintermåneder!






Stor jubilæums dag på Ranum
I lørdags blev der afholdt stor jubilæumsdag på Ranum, hvor tidligere elever fra både 5, 10, 15 og 20 år siden vendte tilbage til skolen. Dagen bød på gensyn med gamle klassekammerater, tidligere lærere og mange gode minder. Skolen summede af liv, latter og fortællinger fra efterskoletiden. Rundvisninger, billeder og fælles aktiviteter satte rammerne for en dag fyldt med nostalgi og fællesskab. Jubilæumsdagen mindede alle om, at Ranum stadig er et sted, hvor venskaber og oplevelser varer ved.



Rådyr fra jord til bord
Mandag fik jagtholdet en særlig og lærerig oplevelse, hvor eleverne arbejdede med at flå og partere et rådyr.
For mange kan processen virke voldsom, men det er en vigtig del af at forstå jagtens helhed – fra det levende dyr til det færdige måltid.
Eleverne lærte, hvordan man beskytter sig selv under arbejdet, f.eks. hvis dyret stadig kan sparke, og hvordan man håndterer eventuelle tæger i pelsen. De fik også indblik i, hvordan man flår dyret korrekt og udnytter hele dyret med respekt for naturen.
Kødet bliver naturligvis gemt, og senere skal holdet bruge det i madlavningen, så de oplever hele kredsløbet fra jagt til bord.



Gastronomy laver mad fra deres profilfagsture
Gastronomi Skills-holdet har i denne uge ladet sig inspirere af deres rejser fra profilfagsforløbet. Eleverne har genskabt smage, dufte og stemninger fra de lande, de har besøgt.
Valdemar var på rejse til Grækenland og har derfor valgt at lave en klassisk græsk ret med sin egen twist.
Se med i videoen og hør Valdemar fortælle om sin ret og oplevelser fra turen!



Standpunktskaraktererne er lige rundt om hjørnet
Tiden for standpunktskarakterer nærmer sig, og det kan mærkes rundt omkring på skolen. I mange fag bliver der i disse uger læst op, øvet og testet på livet løs.
Eleverne arbejder koncentreret for at vise, hvad de har lært gennem efteråret.
Billederne her er fra tirsdagens fysik undervisning, hvor der er fuld gang i forsøg og repetition af årets emner.




Aktivitetsfagene er godt i gang
Eleverne er startet på deres aktivitetsfag og har taget hul på en ny periode med læring og udfordringer. Her får de mulighed for at afprøve nye færdigheder inden for alt fra design og musik til sport og friluftsliv. Nogle elever har kastet sig ud i rollen som DJ’s, mens andre – som på billederne – har prøvet kræfter med faget Shooting Range i Løgstør, hvor der skydes med salonriffel






Projektklassen på virksomhedsbesøg
Onsdag var projektklassen på besøg hos Headspace i Aalborg for at høre om deres indsats og tilbud til unge. Besøget gav eleverne et indblik i, hvordan Headspace arbejder med at støtte unge i hverdagen, og samtidig blev de inspireret til deres eget kommende projekt. Eleverne stillede spørgsmål, udvekslede idéer og fik nye perspektiver, som de nu kan tage med videre i deres projektarbejde.





Finaleafstemning i demokratisk process om kulturfag
Den sidste demokratiske afstemning om årets kulturfag er nu gennemført. Dagen begyndte med en kort briefing i festsalen, hvorefter eleverne deltog i halvanden times oplæg om de forskellige fag. Her fik de mulighed for at blive klogere på de emner og rejsemål, de snart skal arbejde med og opleve i praksis. Afstemningen markerer afslutningen på en spændende proces, hvor elevernes egne interesser og valg er i centrum. Det endelige resultat vil blive fremvist i den kommende uge.








Halloween og uhygge over Ranum
Torsdag aften stod i uhyggen og Halloweenens tegn, da de efterladte elever og lærere på den gamle skole i Næsby blev vækket til live. Mørket sænkede sig over området, og skrig og skrål fyldte gangene, mens uhyggelige klovne tog imod eleverne. Det blev en aften fuld af gys, grin og gåsehud – en Halloween, der sent vil blive glemt!
Forstanderens klumme
Kære læser
Den første elevfest blev en kæmpe succes, og jeg vil på vegne af os alle sende en stor tak til Jens Højgaard og det frivillige forældreråd. Det er uvurderligt, at de unge får mulighed for at opleve og lære at feste i trygge rammer. Mange elevers besøg hos hinanden efter festen har også skabt nye og stærkere venskaber, som knytter bånd for livet.
Det blev også bekræftet, da vi lørdag holdt det første jubilæumstræf på Ranum for 20-, 15-, 10- og 5-års jubilarholdene. Der var god tid til at dele minder og genopfriske venskaber – og det blev en rigtig hyggelig dag, som vi gentager for de næste jubilarhold den første lørdag efter efterårsferien næste år.
I kontrast til weekendens hygge stod torsdagens Halloween-uhygge. Det lyder måske lidt spooky, at man kan blive glad af gys, men billederne taler for sig selv.
Rigtig god (u)hyggelig fredag og weekend!

Det sker:
Kalender
Dia de los muertos (Mexico) – 01.11.25
Koncert Life of a Busker – 06.11.25
Julehyggeweekend – 08.11.25
Bedsteforældredag – 09.11.25
Standpunktskarakter – 10.11.25
Søskendeweekend – 15.11.25 – 16.11.25
Følg os på de sociale medier
Facebook – Instagram – TikTok – YouTube
Venlig hilsen
Ranum Efterskole College
Og rigtig god efterårsferie!
 
 			  
 			  
 			  
 			  
 					