Farver, fællesskab og første faglige skridt

Efterhånden, som vi er trådt ind i den anden uge på Ranum, er hverdagen så småt ved at finde sin rytme.

Eleverne er begyndt på de almindelige skolefag, men det sociale og oplevelsesrige efterskoleliv fylder stadig masser i kalenderen – og det kan mærkes!

God læselyst!

Colorparty – en aften i farver

Fredag aften blev multihallen forvandlet til en regnbue af fest og farver, da årets Colorparty løb af stablen! Eleverne var iført deres tildelte farver, og det skabte et festligt og kreativt udtryk. Aftenen bød på køkkenets lækre poke bowls, is til den søde tand og livemusik fra bandet Øjesten, som fik dansegulvet til at rykke. Der var også masser af aktiviteter og grin – en perfekt mulighed for at styrke fællesskabet og lære hinanden endnu bedre at kende. Du kan se alle billeder på linket her: https://www.flickr.com/photos/ranumefterskole/albums

Profilfagsdagsture

Lørdag morgen forkælede køkkenet os alle med en stor og velsmagende brunch – den perfekte start på en dag fyldt med oplevelser. Derefter drog eleverne ud på deres første profilfagsdagsture, og der var fart på overalt: vins i sejlene i Rønbjerg, kameraerne klikkede i Aalborg hos medieholdet, duften bredte sig i køkkenerne hos gastronomi, køllerne blev svunget hos golf i Løgstør – og meget mere! Det er tydeligt, at eleverne allerede har kastet sig engageret ind i deres profilfag, og det lover godt for de kommende uger.

Yearbook 2024/2025 – klar til udlevering

De første Yearbook bøger er allerede blevet delt ud i følgende byer: Aarhus, København, Fredericia, Odense, Aalborg, Viborg og Silkeborg. Her er der billeder fra uddelingen i Aarhus, der blev en sand gensynsfest. Tak til alle tidligere elever og forældre, der kiggede forbi – det var skønt at se jer igen!

Telefonerne er tilbage

Efter halvanden uge uden telefoner fik eleverne i denne uge deres mobiler retur. Selvom mange har nævnt, at de faktisk ikke har savnet skærmen, var det alligevel rart at kunne tjekke ind med venner og familie – smilene lyver ikke!

Undervisningen er i fuld gang

Efter en god opstart er eleverne nu rigtig kommet i gang med deres fag. Det er dejligt at se, hvordan fagligheden tager form samtidig med, at det sociale liv blomstrer. Hverdagen på efterskolen får langsomt sin faste rytme, og eleverne er både engagerede og nysgerrige.

Forstanderens klumme

Kære læser
Introperioden er blevet afrundet med velkomstfest, bliveweekend med god tid til profilfag, hygge og masser af aktiviteter. Eleverne har fået deres mobiltelefoner tilbage, og nu skal den enkelte lære at respektere de mobilfrie zoner. Fraværet af mobiltelefonerne er blevet diskuteret meget blandt eleverne, og fremadrettet vil vi også reflektere over, hvad det betyder, at mobilen nu er med til at give fællesskabet en virtuel dimension.

Introperioden er gået fantastisk for de fleste, og der er knyttet mange gode venskaber. For enkelte har det dog også været svært. Flere har oplevet hjemve og usikkerhed i det nye efterskoleliv, og vi har fået et par ledige pladser til dette skoleår. TV 2 Nord har været forbi to gange, og i en udsendelse på lørdag sætter de fokus på, hvordan vi støtter de elever, som har brug for det, fx i forhold til hjemve.

Nu venter en forlænget weekend, og eleverne skal lade batterierne op. Om lidt kører Ranum-bussen eleverne hjem til Sjælland samt Syd- og Midtjylland, mens vores fullhost-elever er på weekendtur til Silkeborg. Vi glæder os til at se eleverne tilbage på søndag efter kl. 18 og efter aftensmad.

Rigtig god weekend til jer alle.

Olav Storm Johannsen, forstander

Det sker:
Kalender

Forlænget weekend – 21.08.25 kl. 14:00 – 24.08.25 kl. 18:00

Vandsportsweekend – 29.08.25 – 31.08.25

Hjemme hos kontaktlæreren – 03.09.25

Outdoorweekend – 06.09.25 – 07.09.25

Vilsted Søløb – 13.09.25

Efterskolernes dag – 28.09.25 kl. 10-17

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College



da_DKDanish