Ugen på Ranum – fra gallafest til galop!

Kære alle

Denne uge har eleverne virkelig fået lov til at udfolde deres lancier-træning under den festlige gallaaften med dans, taler og god stemning. Mange har nydt naturen ved Skagen på årets sidste udflugt, mens alle har deltaget i det traditionsrige Ranum Derby på atletikbanen.

God læselyst!

Full Host elever på tur til Skagen

Vores Full Host-elever har netop været på årets sidste udflugt – denne gang til smukke Skagen. De har gået i klitterne ved Råbjerg Mile, stået med et ben i hvert hav på grenen, besøgt bunkermuseet og nydt gode måltider på hyggelige restauranter. Det har været en oplevelsesrig afslutning på et skoleår fyldt med fællesskab og kultur. At være Full Host-elev på Ranum betyder, at man bor på skolen hele året og ikke rejser hjem i ferierne. Derfor tilbyder vi et særligt program med spændende udflugter, ferietilbud og sociale aktiviteter, der skaber et stærkt fællesskab og gør Ranum til et hjem væk fra hjemmet.

Glimt, glam og gyldne øjeblikke på gallaaftenen

Torsdag blev årets store galladag fejret på Ranum – en aften fyldt med taler, dans, lækker mad og masser af feststemning. Eleverne var klædt flot på, kameraerne blinkede, og minderne vil leve længe efter, den sidste dans er danset.

Derby-dag i fuld galop

Fredagen har stået på Ranum Derby – en festlig tradition, hvor atletikbanen forvandles til galopbane. Eleverne får uddelt Derby Dollars, en sjov og fiktiv skolevaluta, som de kan bruge til at spille på deres favorit. Det hele foregår naturligvis for hyggens skyld – uden rigtige penge, men med masser af grin og god stemning.

Forstanderens klumme

Kære læser

Gallafesten blev en af de smukkeste aftener i mange år. Eleverne havde virkelig lagt meget energi i at tage sig bedst muligt ud for hinanden for at fejre skoleårets afslutning og fællesskabet. Min tale til eleverne bar et vigtigt budskab til de mange, som er blevet meget stærkere i løbet af skoleåret – både fysisk og socialt i deres fællesskaber. Budskabet er kort sagt, at den fysiske styrke og det mentale overskud forpligter dig og dit fællesskab til at tage hånd om hinanden – og især støtte og respektere dem, som ikke har den samme styrke eller et stort overskud. Den ægte styrke i et fællesskab ligger i ansvaret og respekten for hinanden.

Gallaaftenen sluttede med lancier, hvor kaos blev afløst af dansens fælles rytme – og en del improviserede ”koreografier”.

I de sidste to uger er der afslutning på de mundtlige prøver, Record Day, elevfest og familie-hente-ting-dag, og så har vi i Outro-ugen et spændende program med leg og fællesskab, som kulminerer i Dream Festivalen. Glæd jer til at følge med og dele afslutningen på et fantastisk skoleår.

Olav Storm Johannsen, forstander

Det sker:
Kalender

Record Day – 18.06.2025

Gensynsfestival – 21.06.2025

Familieaften/hente ting – 22.06.2025

Dreamfestival – 27.06.2025

Dimission – 28.06.2025

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College



da_DKDanish