
28 maj Årets sidste profilfagstur og et 10 års jubilæum
Kære alle
Fra Læsø og Fur til Lillebælt, Aarhus og Aalborg – eleverne har været på eventyr. Det er efterskoleårets sidste profilfagstur, hvor eleverne har haft mulighed for at runde deres forløb af med oplevelser, der samler i teori og praksis.
I ugens nyhedsbrev kan du også møde en af Ranum Efterskoles tidligere elever Sif Lilkær Wacker, der har 10-års jubilæum som afgangselev.
God læselyst!
Oplevelser der binder os sammen – sidste profilfagstur
I denne uge har eleverne været på årets sidste profilfagstur – og de har haft vidt forskellige, men meget spændende oplevelser. Nogle har sejlet på Limfjorden, mens andre har danset løs på camp i Viborg med Hald Ege Efterskole, dyrket yoga, surfet i bølgerne ved Klitmøller eller flaskedykket i Aarhus. Der er også blevet lavet smuk keramik i Farsø, spillet basketball med gæstetræner Alonzo Brookz og redet på islandske heste gennem naturen på Læsø.
Nyd billeder og video fra elevernes ekskursioner.









10 år senere – Sif ser tilbage på sit efterskoleår
Mød Sif Lilkær Wacker der dimitterede fra Ranum Efterskole College for 10 år siden. Hun deler minder fra efterskoletiden, og fortæller, hvordan året stadig præger hendes liv i dag.

Elevrepræsentanter fra Ranum Efterskole College til debat om studievalg
Torsdag d.22/5 var to af vores elever fra 10. klasse blevet inviteret til en debat om uddannelse og vejledning, arrangeret af Studievalg Danmark. Udover Camille og Mathias fra Ranum Efterskole deltog også elever fra 1.g og 2.g på Støvring Gymnasium, en UU-vejleder, uddannelseslederen fra Aalborg Katedralskole, rektor fra Hasseris Gymnasium samt 80 vejledere fra hele landet.
Mathias og Camille delte deres overvejelser om uddannelsesvalg og fortalte, hvordan 10. klasse på Ranum Efterskole har bidraget til deres personlige udvikling og modning i processen.
Mathias sagde blandt andet:
“Jeg har helt sikkert udviklet mig i 10. klasse. Jeg er blevet en anden person med nye overvejelser og interesser, som har ændret de valg og forestillinger, jeg tidligere havde om min videre uddannelse.”
Deres deltagelse i debatten gav studievejlederne værdifuld indsigt i, hvad der ligger til grund for unges valg af ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Samtidig blev der sat fokus på, hvad der virker i undervisningen og i vejledningen, når unge skal træffe disse vigtige valg – og betydningen af studiemiljø.

Kristi Himmelfart
Ugen slutter med Kristi Himmelfart – en kærkommen mulighed for en lille pause.
Vi ønsker alle en dejlig forlænget weekend, inden vi tager hul på de sidste uger af skoleåret.
Forstanderens klumme
Kære læser
Mini ekspeditionerne er vel overstået. De fleste har haft en god oplevelse og fået mange erfaringer i deres nye profilfag.
Vi måtte dog sande at en af vores 10 skolebåde desværre ikke var synkefri. Eleverne og instruktøren kom alle over i sikkerhedsbåden. Der var ikke fare for eleverne og sikkerhedsplanen fungerede som den skulle.
Mini-ekspeditionerne er et velkomment break mellem de skriftlige og mundtlige prøver. I de kommende uger bliver der også tid til andet end de mundtlige prøver, og eleverne forbereder sig til den store Galla-fest ved at lære at danse Lancier i deres familiegrupper.
Vi ønsker alle en rigtig god Kr.Himmelfartsferie.
Olav Storm Johannsen, forstander

Det sker:
Kalender
02-08/6 – 2025 Mdt. prøver
12/06 – 2025 Galla
Følg os på de sociale medier
Facebook – Instagram – TikTok – YouTube