Hjemme hos, løb for fællesskabet & opstartssamtaler

Kære læser

Velkommen til endnu en omgang nyheder fra verdens smukkeste efterskole. Sagt i al beskedenhed, selvfølgelig.

Det er (næsten) en hel måned og en ordentlig omgang nye indtryk siden, vi satte kurs mod et fantastisk efterskoleår. Efterskolelivet buldrer afsted, og samtidig med at vi nyder turen, glæder vi os for alvor til de mange oplevelser, der venter forude.

Hvis vi zoomer ind på denne fjerde efterskoleuge, har der været løb i fællesskab, Hjemme Hos, hygge i kontaktgrupperne, opstartssamtaler og en masse andre aktiviteter. Dem kan du læse om her i nyhedsbrevet. Så endnu en gang velkommen til – og tak fordi du læser med.

Fundraising og fælles løb

I tirsdags havde vi første omgang løbetræning, og alle eleverne blev sendt afsted i familiegruppe på en tur til Vilsted Sø. Vilsted Sø Løbet er som de fleste måske allerede ved desværre blevet aflyst, så derfor har vi besluttet at afholde vores eget løb. Selvfølgelig bliver det med forbehold for de retningslinjer, corona-situationen byder os.

Det er ikke udelukkende for sjov, vi løber i fællesskab. Formålet er både fornøjelse og fundraising. Så hvis du har et familiært forhold til en elev, eller i det hele taget har lyst til at støtte vores venskabsskoler og velgørenhedsarbejde, er du mere end almindeligt velkommen til at give et bidrag. Det foregår som de fleste andre velgørenhedsløb, hvor du aftaler et fast beløb eller pr. løbet kilometer.

Læs mere om Vilsted Sø Løb, og hvordan du kan støtte vigtige projekter her.

Hjemme Hos

I starten af året besøger eleverne kontaktlærerne hjemme hos dem selv. Mange valgte en corona-venlig udgave ved at blive i lokalområdet, andre valgte fx at tage på en sejltur til Livø. Vi havde alle sammen en hyggelig dag, og de fleste var sammen i familiegrupper, lavede mad sammen og havde samtidig opstartssamtaler.

Efterskolernes Dag d. 27. september

Om en måneds tid er der Efterskolernes Dag på hele landets efterskoler. Det er en stor dag for os alle sammen, og ikke mindst for de nuværende elever, som skal være de gode ambassadører og vise skolen frem til nye potentielle elever. Nu er det dem, der er de erfarne efterskoleelever. Eleverne hjælper med at fortælle historien om Ranum og selvfølgelig om deres eget ophold.

Hvis du kender en, der gerne vil med på eventyret, så fortæl endelig om Ranum, og at der er Efterskolernes Dag d. 27. september fra kl. 10. Hvis du sender dem forbi vores hjemmeside, kan man læse mere om programmet og tilmeldingen.

Rigtig god weekend

Fra alle os på Ranum Efterskole College



da_DKDanish