Nye rekorder på Ranum og sidste skoledag

Med 298 besøgende børn fra kommunens mange 2. klasser har vi i år sat rekord til 2. klassedagen på efterskolen. Hvad dagen gik ud på, kan du læse meget mere om i ugens nyhedsbrev. Her kan du også se de flotte stemningsbilleder fra elevernes sidste skoledag.

God læselyst!

Verden rundt på én dag – 298 skoleelever på besøg til aktivitetsdag

Sikke en dag det var, da 298 elever fra kommunens 2. klasser besøgte os til en stor aktivitetsdag. Bus efter bus ankom fyldt med glade og energiske børn, der var klar til en dag med oplevelser, leg og fællesskab.

Til at tage imod dem stod en stor del af vores 10. klasser, som havde planlagt en spændende “Jorden Rundt”-rejse med aktiviteter fra forskellige lande. Undervejs kunne børnene blandt andet besøge Mexico, Irland, Grønland og Italien, hvor de prøvede kræfter med ansigtsmaling, samarbejdsøvelser, skumfidustårne, æggeløb og mange andre sjove udfordringer.

Det blev en festlig og livlig dag fyldt med smil, grin og godt humør. Det var skønt at opleve, hvordan vores elever tog imod de yngre børn med engagement og overskud. Selv regnvejret kunne ikke sætte en stopper for en dag med masser af energi og gode oplevelser.

Dagstur til Nationalpark Thy

IIkke alle var med til at tage imod de glade børn fra kommunens 2. klasser, da en stor del af skolen samtidig var på udflugt. Turen gik til Bulbjerg i Nationalpark Thy – et imponerende naturområde ved Vesterhavet, kendt for sin markante kalkstensklint, der rejser sig 47 meter over havets overflade.

Her fik eleverne mulighed for at opleve den storslåede natur helt tæt på og nyde en dag i de smukke omgivelser.

Danmarks Mesterskaberne i efterskole Padel

Der blev kæmpet, jublet og spillet padel på højt niveau til Danmarksmesterskaberne i efterskolepadel. Ranum Efterskole College stillede stærkt op med seks deltagere: Vera, Agnethe, Anton, Silas, Niels og Oskar.

Alle par spillede mellem fire og seks kampe, og samtlige spillere oplevede at tage sejre med hjem fra turneringen. Særligt imponerende var indsatsen fra Silas og Anton, som vandt alle deres kampe og kunne lade sig kåre som danske mestre i deres aldersgruppe.

Et kæmpe stort tillykke med den flotte præstation!

Hotdog og sejlads går hånd i hånd

Skills-sejlads havde i denne uge sin sidste samling, og det skulle naturligvis markeres med en mini-kapsejlads på vandet efterfulgt af hyggeligt samvær på havnen med hotdogs på grillen.

Det har været en fornøjelse at følge holdets vedholdenhed og engagement, særligt gennem vinterperioden, hvor undervisningen primært bestod af teori og forberedelse til duelighedsbeviset.

Sidste skoledags fejring

Så kom dagen – sidste skoledag. En dag mange elever har set frem til, fordi det er en festlig dag fyldt med sjove aktiviteter og god stemning, hvor sommeren for alvor bliver skudt i gang som afslutning på et års skolearbejde.

Samtidig markerer dagen overgangen til den mundtlige eksamensperiode, og at der nu kun er fem uger tilbage af efterskoleåret. Det er næsten ikke til at forstå, hvor hurtigt tiden er gået.

Nyd billederne!

Forstanderens klumme

Kære læser

Sidste skoledag på Ranum Efterskole College er en markering af, at de skriftlige prøver er overstået, og at der nu ikke længere er traditionel klasseundervisning. I stedet bruger vi dagene på aktiviteter, forberedelse til de mundtlige prøver samt afvikling af disse. Eleverne har mulighed for – rundt om deres forberedelse og prøver – at vælge mellem mange forskellige fællesskaber og aktiviteter hver dag.

Vi holder sidste skoledag som en festival for sjov og leg, hvor målet er at samle point til at dunke ansatte i den store dykkertank. Ideen med at skyde ansatte ned i tanken er ikke dybere end, at man kan komme af med sine indebrændte frustrationer over eksempelvis en lærer, som helt ubegrundet har påtalt et for sent fremmøde. Samtidig tør vi voksne også godt vise, at man ikke skal tage sig selv så højtideligt, at man ikke kan tage en dukkert til fælles underholdning. Det giver en del ”street credit” at skyde både forstander og øvrig ledelse ned – og det er jo en del af jobbet at give de unge lidt ekstra selvtillid.

Vi har i de sidste uger oplevet, at flere elever bliver fritaget af deres forældre med vidt forskellige begrundelser. Det er en ny tendens, og ser vi bort fra AGF’s guldfejring, hvor der kom mange ”syge” afbud, så frustrerer det både ansatte og værelseskammerater. Maj og juni er det sidste store kapitel i efterskoleåret, hvor friheden til at vælge mellem et hav af aktiviteter ind imellem prøverne og muligheden for at søge de sidste bekræftende fællesskaber næsten kan virke berusende. Vi har selvfølgelig forståelse for, at nogle elever og familier gerne vil samles om at fejre en nybagt student, men vi vil kraftigt opfordre både forældre og elever til at blive i efterskolelivet den sidste tid – og ikke risikere at glide ud af fællesskabet ved at melde fra.

I denne weekend er det pinse – og det betyder karneval i Aalborg. Vi ved af erfaring, at det kan være en stor mundfuld for unge mennesker, særligt for dem som kommer langvejs fra. Derfor har vi informeret alle forældre og elever om, at der skal laves klare aftaler omkring deltagelse og planer i pinsen. Det er alene forældrenes ansvar, hvis en elev forlader skolen i pinsen, og skolen er ikke åben for elever, som måtte strande i festlighederne. Vi håber, at alle som deltager i karnevallet får en tryg og god oplevelse, og ønsker alle en rigtig god pinse. Vi glæder os til at se eleverne igen mandag mellem kl. 18.00 og 21.30.

Rigtig god weekend og pinse.

Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander

Det sker:
Kalender

Pinse 23.05.26 – 25.05.26

Profilfagsudflugt 26.05.26 – 28.05.26

Vandsportsweekend 30.05.26 – 31.05.26

Mundtlige prøver 01.06.26 – 02.06.26

Galla 11.06.26

Ranum Derby 12.06.26

Outdoor weekend 13.06.26 – 14.06.26

Hente ting/familieaften 21.06.26

Profilfags dagstur 22.06.26

House Cup 23.06.26

Hjemme hos kontaktlæreren 24.06.26

Pizza Run 25.06.26

Dream Festival 26.06.26

Dimission 27.06.26

Sommercamps for alle aldre

Er du mellem 14–17 år, får du her en unik mulighed for at udfolde dig socialt, udvikle nye kompetencer og prøve en masse sjove og udfordrende aktiviteter. Det handler om fællesskab, oplevelser og minder for livet.

Som noget helt nyt i år lancerer vi også en bedsteforældre-camp. Her kan bedsteforældre og børnebørn tage på en uges ophold sammen med god forplejning hele ugen, spændende udflugter og hyggelige aktiviteter for alle aldre.

Vi besøger blandt andet Limfjordsmuseet i Løgstør og tager på en historisk tur til Livø. Derudover byder ugen på masser af aktiviteter, man kan nyde sammen på tværs af generationer.

Vi glæder os til en sommer fyldt med fællesskab og gode oplevelser.

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College