Dansk 1st
Fagformål for faget dansk: Eleverne skal i faget dansk fremme deres oplevelse og forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet. Faget skal fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse. Stk. 2. Eleverne skal i faget dansk styrke deres beherskelse af sproget og fremme deres lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre. Eleverne skal udvikle en åben og analytisk indstilling til samtidens og andre perioders og kulturers udtryksformer. Eleverne skal i faget dansk udvikle deres udtryks- og læseglæde og kvalificere deres indlevelse og indsigt i litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation. Stk. 3. Eleverne skal i faget dansk have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab.
Færdigheds- og vidensmål For en udtømmende beskrivelse af fagets færdigheds- og vidensmål henvises til Undervisningsministeriets hjemmeside: https://emu.dk/grundskole/dansk
Årets gang
Tilrettelæggelse: Læring og begrebsindhold tager sit udgangspunkt i differentieret undervisning, så der tages hensyn til elevernes kompetencer, og derved fremmes den enkelte elevs evner og muligheder mest muligt. Danskundervisningen er niveaudelt på 3 niveauer, og dermed passende udfordringer til alle elever. Hovedvægten i undervisningen lægges på samspillet mellem analytisk tilgang, vurdering og valg af handlemuligheder – individuelt og i fællesskab. I de daglige læringsprocesser tager vi udgangspunkt i dannelse og demokrati, ved at eleverne forholder sig kritisk og konstruktivt til det faglige stof og ikke mindst hinanden. Der arbejdes med bredere og mere komplekse sammenhænge i forbindelse med lyd, tekster, og andre udtryksformer.
Fagligt stof: Vi vil i løbet af skoleåret præsentere eleven for et bredt udvalg af ældre og nyere prosa, poesi og sagtekster. I 9. klasse arbejdes der med 3 hovedværker; 2 danske romaner og en dansk spillefilm. I 10. klasse arbejdes der med 2 hovedværker; 1 dansk roman og en dansk spillefilm. Derudover vil vi arbejde med andre multimodale udtryksformer f.eks. kortfilm, dokumentarfilm, podcasts, webdoks t mv.
Tværfaglige emner: I starten af året vil vi undervise i samme tekster og film i alle 9. og 10. klasser, så der er mulighed for at finde det helt rigtige niveau til den enkelte elev. Vi vil starte med at arbejde med temaet ”SoMe – se mig!”. Formålet med dette tema er at sætte fokus på elevernes kritiske og etiske blik ift. at reflektere over de handlinger, som ligger bag at træffe et valg og herigennem være med til at udvikle elevernes demokratiske dannelse. Efter niveauopdeling vil den enkelte dansklærer, i fællesskab med eleverne, tilrettelægge undervisningen, så det afspejler klassens niveau og sammensætning. I tilrettelæggelsen af undervisningen vil der være fokus på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Vi sigter efter, at eleverne oplever og forstår sig selv som en del af et multikulturelt samfund blandt andet ved at udfordre dem til at se sig selv i forhold til den globale verden.
I foråret skal eleverne på kulturfagsrejse. I den forbindelse arbejder vi som optakt til rejsen med reportagen som genre. Alle elever formidler deres rejse i en rejsereportage med fokus på FN’s verdensmål og ikke mindst livsoplysning. Vi vil igennem året arbejde med mange forskellige emner og genrer, det kunne fx være Romantikken, kortfilm, reality, litteraturhistorie, reportage, et forfatterskab, danskhed, at træffe et valg osv. Eleverne får igennem arbejdet med mange forskellige emner og genrer en indsigt i, hvordan man kan forstå verden gennem tekster og udvide den forståelse gennem forskellige perspektiveringer. I undervisningen vil vi arbejde med flere forskellige tilgange til emner og genrer f.eks. gruppearbejde, fremlæggelser, debat, udarbejdelse af egne produktioner mm. I samspillet mellem undervisningstilgange og emner/genrer sigter vi i danskfaget at opmuntre eleverne til demokratisk dannelse, og at eleverne opnår forståelse og indsigt i folkelig oplysning og livsoplysning. I slutningen af april vil vi have et fagligt tilbageblik på året samt rette fokus mod de kommende prøver.
Årets afslutning: I slutningen af perioden skal eleverne i gang med at skrive synopser og her er den egentlige undervisning i dansk derfor afløst af vejledning.
Prøveform: Der aflægges skriftlig og mundtlig prøve i dansk i 9. klasse. Forberedelsen foregår i den sidste del af undervisningstiden. Eleven trækker et fordybelsesområde, som er lavet på baggrund af de opgivne tekster, der er blevet arbejdet med i løbet af skoleåret. Derefter vælger eleven, i samråd med læreren, sit prøveoplæg. Til forberedelsen er der 10 vejledningstimer pr. klasse, som bliver skemalagt. Der aflægges skriftlig og mundtlig prøve i dansk i 10. klasse. Eleven trækker et fordybelsesområde, som er lavet på baggrund af de opgivne tekster. Derefter vælger eleven, i samråd med læreren, sit prøveoplæg. Til forberedelsen er der 10 vejledningstimer pr. klasse, som bliver skemalagt.
Underviser: AS, LE, LR, MPM, MS, MSP, SF, SMT, KM, CA, JG, LH, MBJ, MSA, NAS
Dansk 2nd
En stor gruppe elever kommer på Ranum Efterskole uden kendskab til det danske sprog, herunder elever fra Thailand, Mexico, USA m.fl. Disse elever undervises i dansk helt fra bunden med fokus på bl.a. at kunne bruge det danske sprog på hverdagsniveau samt få forståelse for dansk kultur og traditioner. Målet er, at disse elever ved skoleårets afslutning kan forstå dele af både skriftlig og talt dansk. Eleverne på dette hold aflægger ikke prøve i dansk.
Underviser: CA, JG
Expats
Formålet for faget: Da dansk expat skal klæde eleverne på til at kunne gå til eksamen i dansk, såfremt de vælger dette, følger vi Undervisningsministeriets vejledende færdigheds- og vidensmål for faget dansk. Eleverne får, udover at opnå kendskab til danskfagets forskellige genrer og analysemodeller, et indblik i dansk kultur og samfund ud fra de skønlitterære, faglige og andre æstetiske tekster, som vi bl.a. kommer til at arbejde med. Eleverne bliver ligeledes klædt på til at kunne forstå og indgå i det danske samfund med kendskab til regler, normer og uskrevne regler, efter at have boet det meste af deres liv i udlandet.
Undervisningen er tilrettelagt således, så der 2 ud af 3 undervisningsgange i ugen bliver arbejdet med at klargøre eleven til danskeksamen gennem undervisning og fordybelse i danskfagets forskellige genrer. Her vil vi bl.a. analysere tekster, film, artikler m.fl. Ved 1 ud af 3 undervisningsgange har vi fokus på at forbedre elevernes dansksproglige kompetencer. Dette gøres i form af læse og skriveøvelser, oplæsning, grammatiske øvelser m.fl.
Prøveform Til de elever, der vælger at gå til eksamen, følger vi Undervisningsministeriets afgangsprøve for folkeskolen i danskfaget i 10. klasse.
Underviser: MSA