Nyhedsbrev den 9. september 2011

Kære læser!
I denne uge har vi hovedsageligt fokuseret på den boglige undervisning, profilfagene og forberedelserne til det store valgmøde, som blev afholdt i festsalen i formiddags. Vejret har været temmelig blæsende og holdt sejlerne i teorilokalet, men om aftenen har der været en lang række aktiviteter.
Mandag aften holdt vi en small Master Fatman aften, hvor der var fokus på god karma på værelserne og mulighed for at diskutere, hvordan værelset fungerer bedst med rengøring, oprydning, gæster osv. Det blev for mange en rigtig hyggelig aften og for enkelte værelser en større og længerevarende udfordring.

I fællessamlingen tirsdag var der fokus på anerkendelse og tillid, to begreber, som er helt centrale i opbygningen af en god skole og et godt fællesskab på værelserne. Franskholdet fremlagde deres aktuelle tema omkring Demokrati, og efterfølgende var der oplæg til profilfag og ekspeditioner i 2. periode. Sagen omkring de forsvundne nøgler er stadig uafklaret, der er kommet et sæt nøgler ind, og måske er der 2 mere i omløb. Vi tager de fornødne forholdsregler så et evt. misbrug hurtigt vil blive opdaget. Tirsdag aften tog vores nye gæstelærer fra Kina Shihi fat på at undervise det ene af to hold i kinesisk sprog og kultur. Det tegner til at blive en stor succes for der er allerede tilslutning til et hold mere om torsdagen!

Onsdag aften var der Galla-videofestival med en fantastisk stemning og mange flotte hjemmelavede film. Gastronomiholdet indledte aftenen med flotte drinks til alle og dejlig mad. Det var gæstelærer Carls sidste aften i denne omgang, han kommer igen senere i efteråret, og vil være savnet indtil da!

Torsdag aften var der traditionel høstfest med høstfestmiddag, rodeotyrridning, kast med hestesko og støvledans. Det var festligt og fornøjeligt! Og det er vigtigt at huske årstidernes skiften og følge traditionen med at markere at høsten er i hus.

Fredag holdt valgmøde i festsalen med de lokale topkandidater. Det er altid udfordrende at gøre politik spændende, men når det er helt tæt på og lige foran én oppe på scenen, så kan det godt lykkes.

Søskendeweekend slår alle rekorder!
Der er over 80 tilmeldte søskende tilmeldt og det er en fantastisk rekord. Aldersspredningen er ca. 20 måneder til 20 år!! Der er lagt et spændende program, hvor eleverne står for rundvisning, hyggeaften, natløb og filmhygge, samt fællesaktiviteter lørdag formiddag og lørdag eftermiddag er der cirkus workshop, som munder ud i en forestilling for alle – og specielt for de forældre som henter søskende ca. kl. 15.15.

Valg til 2. profilfagsperiode: Temaet i denne periode er Globalisering og Verdensborger, og eleverne kan foreslå og vælge mellem en række profilfagsekspeditioner. Ved siden af disse er der også 2 dage med kvalifikationsfag og bevægelsesfag. Valget skal være truffet inden den 1. oktober og gerne før. Der er oplæg og mulighed for at få uddybende information på forældre og søskendedagen de 24. september.

Den nye profilavis er færdig og klar til uddeling af glade nuværende og tidligere elever. Avisen rummer flere nyheder bl.a. et nyt profilfag i Cirkus Imagination, Afrika ekspedition og en mulighed for at specialisere sig i Kinesisk i den Internationale klasse fra 2012. Avisen ligger i pdf. format på hjemmesiden og I er velkomne til at rekvirere trykte eksemplarer.

Vi er ved at varme op til Åbent Hus på Efterskolernes dag den 25. september, og håber, at I vil sende invitationen og evt. tage en stak aviser med videre ud i jeres netværk på arbejdspladserne, i skolerne osv. Der er rigtig mange nuværende og tidligere elever, som har lovet at dele aviser ud i deres lokalområde, og vi kvitterer med en biografbillet og et stort tak!

I den kommende uge holder vi igen fokus på den boglige undervisning og i profilfagene vil eleverne få information om de forestående profilfagsrejser i uge 41. Spændingen er i top og både for rejserne til Berlin, Frankrig, Tjekkiet og København er brikkerne faldet på plads. Informationen lægges også på hjemmesiden under REJSER.

De elever der går i 10. klasse skal inden ugens udgang vælge fag til Brobygning.

Undertegnede er i Kina for at finde nye veje for Ranum Efterskole, og følger med på nettet!

Forældredag og samtaler den 24. september.

Program 09-12. Forældresamtaler med kontaktlærer.
10. Orientering om profilfagsrejser i Festsalen
Orientering og uddannelse og erhverv i lokale 156
11. Orientering om profilfagsrejser i Festsalen i lokale 156
Orientering og uddannelse og erhverv i lokale 156

11.-13 Frokost i kantinen

13.-15.30 Profilfag og aktiviteter for alle.
15.30 Orientering om dykning i 3. periode i Festsal’

Kontaktlæreren arrangerer tidspunkt for forældresamtalen.

Tilmelding til aktiviteter på nettet under kontakt.
(Vi kan anbefale flere overnatningssteder i lokalområdet, hvis I har lyst til at komme en dag tidligere eller blive til søndag)

Med venlig hilsen og rigtig god weekend.

Ib og Olav



da_DKDanish