Efterskolernes Dag, Ravi Kuma koncert og Ggumtle Efterskole

Kære læser

Vi er ved at være klar til Efterskolernes Dag på søndag, og vi glæder os til at tage imod de mange familier, der rejser til Ranum. Eleverne optræder, viser rundt og fortæller om efterskolelivet, og i det hele taget bliver det en dag med masser af liv og aktiviteter.

I løbet af ugen har vi haft en ret vild koncert med Ravi Kuma, besøg af den første efterskole udenfor Danmark, som vi arbejder sammen med, og fredag var en stor gruppe elever til Nordjyske Mesterskaber i Aalborg. Alt det kan du læse mere om her i ugens nyhedsbrev.

Fortæl om Ranum

Vi håber rigtig meget på, at alle unge mennesker, der overvejer et efterskoleår, kommer til Ranum på søndag. Og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at budskabet om den mest farverige efterskole med hele verden som klasseværelse bliver spredt. Måske kender du én, der skal med på eventyret? Fortæl dem endelig om Ranum. Dagen starter allerede kl. 10.

Ravi Kuma!

Det var en ret vild oplevelse at være til koncert med den i nogles øjne kontroversielle artist Ravi Kuma. På trods af det hårde sprog i teksterne var hendes vilde energi på én og samme tid kontrolleret og kaotisk. Det skabte en fest blandt eleverne, som var meget begejstrede for koncerten.

Efterskole i Sydkorea

Ggumtle Efterskole er verdens første rigtige efterskole, som ikke ligger i Danmark. Vi har besøg af en gruppe lærere og elever, som er her for at få inspiration og gode råd til, hvordan en efterskole fungerer. Vi tog dem blandt andet med til toppen af Danmark – helt ude på grenen, og så har de besøgt lokalområdet og været en tur i Aalborg. Vi håber på at kunne sende nogle elever til Sydkorea, som kommer til at opleve efterskolelivet i Sydkorea – og måske være med til at forme efterskolem.

Du kan læse mere om Ggumtle i denne folder: Ggumtle Efterskole.

Nordjyske Mesterskaber

Tidligt fredag morgen tog en bus fyldt med fodboldspillere afsted til Nordjyske Mesterskaber i Aalborg. 14 efterskolehold deltog i dysten om medaljer og pokaler. Det handlede jo mest af alt om at være med og få en fællesskabsoplevelse, og det fik vi!

Kieron Jonas: Hele verden er en scene

… Og vi er alle sammen blot skuespillere. Kieron Jones har mange budskaber, og dem delte han ud af, da han var forbi Ranum for at undervise og inspirere drama- og engelskholdet. Det var en spændende workshop med dramaturgisk udfoldelse, som vi kommer til at snakke om længe!

Den kommende uge

Når vi kommer over på den anden side af denne weekend, har vi en kort uge, hvor undervisningen slutter allerede torsdag. Torsdag morgen tager profilfaget Cheerleading afsted mod Californien som de første, og mandag er alle rejst. Den første rejseperiode er dermed gået i gang, og hele rejseugen kan du følge med på www.ranumefterskole.dk/udforskverden. Vi er enormt spændte på rejserne, så følg med!

Rigtig god weekend

Fra alle os på Ranum Efterskole College