Super efterskoleuge med fællesskab og fagligt fokus

 
Kære læser
Det har været en super efterskoleuge, hvor nogle af højdepunkterne var: Master Fatman aften med fokus på god værelseskarma, koncert med upcomming og koncert aktuelle Frank William, to aftener med italiensk restaurant for alle,  og så en rekord stor Ice Bucket Event for at støtte ALS indsamlingen.
 
Der er kommet godt gang i de boglige fag. Eleverne er ved at finde i deres rette niveauer i de boglige forløb og stilletimen bruges nu flittigt til at lave lektier.
De elever, der går på den internationale linje og undervises på engelsk i 5 fag, skal i de kommende uger lære rigtig mange nye fagudtryk på engelsk. Det er en hård start for nogle, og det er en stor succes, når de er på plads om nogle uger. AFS gæsteleverne har været på værtsfamiliebesøg rundt i hele Danmark og de havde fået en super god forlænget weekend.
 
 
I profilfagene har der været stor aktivitet. Det gode vejr har givet rigtig gode vilkår for street performance, der longboardede helt til Rønbjerg og Adventure, der har lavet et mini-race med eleverne på skolen. Danserne er allerede rykket rigtigt godt fra start. En mindre gruppe har præsenteret dans på de lokale skoler, som optakt til opstart af en danseskole for egnens unge.
 
I Gastronomi blev vores AFS gæsteelever og de  øvrige elever blandet og så konkurrerede de over to aftener om at lave den bedste italienske tema middag til alle. Hele spisesalen var pyntet op i italienske farver og gastronomi holdene serverede 2 retter for eleverne ved bordene. Fredag formiddag har vi haft profilfagsdag, og alle profilfag har lavet et særligt program. Visuelt design har været på ekskursion til Års kunstmuseum, et galleri i Farsø og besøgt en arbejdende billedkunstner. Dyk og pløk har holdt distance svømmeprøve i fjorden og dykkerne har været til de første svømmehalsøvelser, sejlads har været på fjorden og selvom der ikke var meget vind, så blev det en rigtig god dag.
 
 
Aftenklubberne blev mandag afløst af en Master Fatman aften, hvor eleverne efter en peptalk gik på værelserne og satte fokus på værelsestrivsel og lavede rammer for god karme og stemning. Tirsdag og onsdag var der gang i bl.a. Water performance med wakeboard i Rønbjerg og fodbold på plænen. Torsdag aften spillede Frank William koncert i festsalen og stemningen var kanon.

 
I samlingerne har vi sat fokus på valg af kulturprofilfag til den kommende 2. periode. Processen blev kickstartet med en gennemgang af hvad et kulturprofilfag bør indeholde af Kulturudveksling med lokale unge, landekendskab, projektsamarbejde og formidlingsopgaver. Det er top motiverende forløb, og som inspiration fik eleverne oplæg fra bl.a. Nepal og Marokko Performance. Eleverne har taget udfordringen med at komme med nye ideer til kulturprofilfag meget seriøst og forslagene strømmer ind. I samme takt svinder chokoladen i min skål og det er super positivt. I løbet af næste uge holder både elever og lærere oplæg og workshops omkring ideerne og langsomt former der sig et første valgprogram. Så stemmes der om, hvad der er interesse for skal sættes på den endelige stemmeseddel og til forældredagen i september bliver alle fag præsenteret. Det endelige valg sker til 1. oktober.
 
I dag har vi afholdt en stor Ice Bucket Event med en indsamling til støtte for ALS forskning – se link – med stort set alle elever og mange lærere. Som videoen viser, så var stemningen fantastisk og vi fik endda besøg af TV2 Nord og Nordjyske. Elever fra medieholdet dokumenterede eventen og der blev samlet ca. 3.500,- kr. ind. Indsamlingen fortsætter, så hvis du vil støtte det gode formål, så benyt vores Nepal indsamlingskonto 9202 1880182850, og skriv ALS, samt afsender på overførslen. I eventen nominerer man andre til samme udfordring og vi nominerede bl.a. undervisningsminister Christine Antorini, for positivt at sætte fokus på at fællesskab for en fælles sag også er med til at skabe engagerede og motiverede unge. Det er jo ikke sikkert, at hun tager udfordringen op, men det ville være sejt, syntes eleverne!
 
 
I denne weekend er der vandsportstema med sejlads, waterperformance og dyk og pløk ture. Waterperformance skal til Klitmøller og lære at bølge surfe og sejlads tager på vandet v. Livø. I den kommende uge er der igen normalt skema og gang i profilfagene. Dronning Magrethe og prins Henrik besøger Vesthimmerland. Vi er ikke på det officielle program, men skaber lidt stemning på vandet og havnen, når de besøger Livø, onsdag. Tirsdag kommer Anders Pedersen fra TravelApe og holder et super motivationsforedrag om fællesskab og selvværd. Fredag er der fagdag og ekstra plads til fordybelse i de boglige fag. I den følgende weekend er der dykkerweekend med svømmehalsprøver for alle dykkereleverne, samt Adventure weekend for alle elever, der har lyst til at prøve kræfter med naturen og sig selv.
 
Med venlig hilsen og rigtig god weekend!

Olav Storm Johannsen
forstander.


da_DKDanish