Læsser
 

Ranum Efterskole Nyhedsbrev 29.11.2013

Kære læser!
De sidste uger er fløjet afsted i takt med at vintermørket har indhyldet Himmerland og Ranum Efterskole. Elever og ansatte fik startet de boglige forløb op igen efter brobygnings- og temaugen, og i søndags samledes alle til fælles orientering om den store OSO opgave (obligatorisk selvstændig opgave) for 10.årgang og om Projektopgaven for 9. årgang. Forløbet er nu skudt i gang og eleverne har i modsætning til tidligere år flere uger til at forberede og skrive opgaverne, fordi vi kombinerer forløbet med almindelig undervisning og det store Performanceprojekt i uge 50.

Dagene er gået mest med faglig undervisning og kulturfagsundervisning. Vi har bl.a. haft besøg af en repræsentant for Verdens Skove, som fortalte om NGO arbejde og i de forskellige kulturfag har der været gæstelærere, samt fysiske udfordringer til forberedelse af eleverne. Nepalholdene har været på “Strabadstur” godt 10 timer med fuld oppakning og mørke rundt på egnen. De gik ca. 20 km. og flere er blevet noget klogere på egne ressourcer og kravene til beklædning og fodtøj.

Pædagogisk kan vi mærke, at vi er i den mørkeste og våde del af året. Eleverne rykker tæt sammen på værelserne og i opholdsstuerne, samt i Svederen. Der er heldigvis godt gang i aftenklubberne og på flere værelser er juleudsmykningen startet. Men vi har desværre også oplevet, at nogle elever er blevet opdaget i smugrygning (primært e-cig.) og derfor har vi er de taget hjem til personlig afklaring ifht. skolens regler og rammer med deres forældre. Der har været en god forståelse fra de øvrige elever ifht. at vi handler konsekvent ifht. rygning, og især når de oplever, at der opstår negative grupperinger, som trækker andre med ufrivilligt.

Ugen har budt på mange sjove oplevelser i kulturfagene bl.a. : I tirsdags øvede cambodja og Kina Feng shui i hallen. I onsdags havde profilfagene Ghana og holdene med Spansk lavet særlig kulturelt inspireret aftensmad, og torsdag aften holdt vi det årlige møde i Ranum Efterskoles Nepalesiske Venskabsforening med foredrag om bl.a. Takmans skoleprojekt, efterskolens venskabsskole i Meetche og inden middagen holdt tandlæge Maja Myrhøj et fantastisk spændende foredrag om hendes arbejdsophold på venskabsskolen i Meetche, hvor hun i 3 uger ordnede børnenes tænder under meget primitive forhold.

Aftenen sluttede med en rigtig flot velgørenhedsmiddag, hvor vi fik samlet godt 6.000,- kr. ind. Hvis du / I har lyst til at give et bidrag, er I meget velkomne til at støtte venskabsskolen i Meetche med et beløb på konto 9202 1880182850. Et beløb på 50,- kr. kan betale  skoleuniform og materialer for en elev i et år.

I den kommende uge er der fuld tryk på de boglige timer og de elever, som har bestilt vaccinationer til deres kulturprofilfagsrejser skal vaccineres mandag, tirsdag og onsdag eftermiddag.
Tirsdag har vi første valgrunde til profilfag i 3. periode, og der er kommet rigtig mange gode forslag ind fra elever og lærere. Udover de klassiske såsom dykning, adventure, musik, dans, sejlads, medie, gastronomi, ridning, wake performance, street performance, design mv. Så har elever også foreslået golf, rollespil, hardball, Free-skiing, Acapella-kor, Amerikansk fodbold, jagt og fiskeri. Valget handler om at fnde de fag, som skal på stemmesedlen. Valget betyder, at der er travlhed ifht. at danne interessenetværk og få samlet kammerater til de nye forslag. Det næste valg foretages i uge 50.

Onsdag får vi besøg af godt 80 efterskolelærere og ledere fra hele Jylland til en konference og torsdag er der kontaktgruppedag,hvor det grupperne besøger deres kontaktlærer eller laver en aktivitet sammen.
Fredag aften deltager godt 280 elever i den 2. elevfest, som forældreråd og elevfestudvalg har arrangeret. Eleverne får lov til at spise aftensmad på skolen og vi håber, at de igen får en rigtig fin oplevelse sammen.

Den følgende uge er der performanceuge og weekenden den 14.-15. december er en blive-weekend, hvor vi rigtig gerne vil se forældre, søskende og evt. bedsteforældre til Performanceforestillingen enten lørdag eller søndag.

Det har været en kold uge, og snart kan der komme sne, så vi vil rigtig gerne, at eleverne enten tager deres cykler med hjem for vinteren eller at de stiller den i cykelkælderen. Ligeledes er det vigtigt at huske indesko og vamt tøj til udeliv.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend – husk at tage julepynt med til værelset!

Olav Storm
forstander

 



da_DKDanish