Indonesien

Kategori
Kulturfag

Kulturfagsrejse til Indonesien

Indonesien er en ø-gruppe bestående af 17506 øer, hvoraf Bali uden sammenligning er den mest populære.

Bali kaldes også for ”Island of the Gods” og du kan finde mere end 10000 templer på øen. Balineserne tror på ånder og naturguder og dyrker deres tro med respekt og ynde. For dem handler det om at skabe balance mellem den åndelige og materialistiske verden. Du vil derfor opleve en ø fyldt med ceremonier, templer, særlige ritualer og magisk stemning.

UNDERVISNING

Vi vil dykke ned i den balinesiske kultur, religion og historie.

Vi skal lære om skik og brug.

Vi skal planlægge undervisning, som vi skal gennemføre i forbindelse med vores skolebesøg.

Vi går i køkkenet og tilbereder nogle af de balinesiske nationalretter: Nasi Goreng, Satay og Mee Goreng.

Vi skal lære diverse høflighedsfraser på Bahasa (det officielle sprog).

Vi forbereder os på vores Meet the Locals projekt

REJSEN

På kulturrejsen til Indonesien, tager rejsen udgangspunkt i landets mest besøgte ø – Bali. Vi ønsker at bringe eleverne bag om masseturismen og vise det ”virkelige” Bali.
På rejsen besøger vi to forskellige byer, som hver viser deres egen side af Bali.
I første halvdel af rejsen opholder vi os i Ubud, som er Balis ubestridte kulturelle centrum. Rundt om Ubud ligger de smukke og frodige rismarker, som er at finde på UNESCO’s verdensarvsliste. Sidste del af rejsen er vi i Sanur, som er en hyggelig strandby på østkysten af Bali. Sanur er samtidig springbræt til de små øer Nusa Penida og Nusa Lembongan, hvor vi skal tilbringe en dag.
I Ubud vil vi besøge Rimba Garden School hen over flere dage. En stor del af vores energi hjemmefra vil blive lagt i dette skolebesøg, som er et ekstra tilbud til lokale balinesiske børn. Her modtager de bla. undervisning i havebrug, selvforsyning, affaldssortering, bæredygtighed, kompostering, permakultur, madlavning og engelsk. Her vil vores elever undervise i engelsk og egen kultur, lære at lave balinesisk mad med de lokale børn og hjælpe til med hvad der end måtte trænge til en kærlig hånd på skolen.
Derudover vil vi besøge lokaler familier, og opleve en hverdag som balineser. Vi får et indblik i de forberedelser der ligger i de mange hinduistiske ceremonier, som balineserne afholder, og da Bali er et landbrugsland, skal vi bl.a. også gå i fodsporene på en bonde, der skal vise os hvordan man planter og høster ris.
En stor del af balinesernes identitet ligger i deres religion, og vi skal derfor også tage del i en ceremoniel begivenhed. Eleverne skal opleve en Melukat, som er en renselsesceremoni. Her skal vi besøge et af Balis vand templer og have renset sjælen.
I Sanur skal vi deltage i to velgørenhedsprojekter. Vi gennemfører en beach cleaning i selskab med organisationen Seasoldier, der samtidig fortæller os om en af Balis helt store udfordringer: Tonsvis af plastaffald der skyller op på strandene. Vi involverer os også med SOS (Scholars Of Sustenance), som har specialiseret sig i at indhente rester fra restauranter og hoteller. Fødevarerne klargøres og laves til varme måltider, der uddeles til mindrebemidlede familier. Vi er med under hele processen.
Af andre aktiviteter på rejsen kan nævnes:
  • Besøge traditionelle markeder, hvor vi skal købe vores egen sarong
  • Vandfald
  • Landsbyliv
  • Dagstur til øen Nusa Lembongan

VACCINATIONER

Stivkrampe, Difteri, Hepatitis A

ØKONOMI

Egenbetaling på rejsen vil ca. være 14.000kr.

Lommepenge anbefalet 1.000,- kr.

UNDERVISERE

Anne Schmidt Rasmus Diget Venneberg