Høstfesten blev en fejring af efteråret

Ugens helt store højdepunkt var uden tvivl årets høstfest! Med cowboy støvler, hatte og jeans var eleverne klar til at indtage dansegulvet og få støvet dansetrinene af til en omgang ægte line dance. Stemningen var fantastisk, og du kan se alle billederne fra festlighederne længere nede i nyhedsbrevet.

God læselyst!

Besøg fra Indien og Thailand

I denne uge har vi haft fornøjelsen af at byde velkommen til en mindre gruppe elever fra Indien og Thailand, som skal tilbringe de næste par uger hos os for at opleve, hvordan det er at gå på dansk efterskole.

Flere af eleverne er meget berejste, og vi mærker tydeligt deres store gåpåmod, nysgerrighed og åbne tilgang til at lære de øvrige elever at kende. De har taget opstarten til sig med en imponerende modenhed og udadvendthed.

Én ting har dog været lidt af en omvæltning: Det danske vejr! De synes, at her er koldt, men heldigvis fortæller de selv, at de hurtigt er ved at vænne sig til de koldere temperaturer.

Gæstelærere fra Ghana

I de kommende uger har vi også besøg af fire undervisere fra Ghana, som alle er i gang med et udvekslingssemester i Aalborg, hvor de læser ekstra fag. De har tidligere besøgt Ranum, og vi er rigtig glade for at have dem tilbage. De deltager aktivt i skolens hverdag og aktiviteter og er i høj grad med til at planlægge undervisningen. Derudover står de for deres egne undervisningstimer i tæt samarbejde med vores lærere.

Det er dejligt at have jer tilbage!

Fejring af efteråret

Årets eftersårsfest blev skudt i gang i multihallen med linedance – og sikke en dansefest, det blev! Næsten samtlige elever havde ja-hatten på og det var fantastisk at se hele 540 elever danse sammen. De fleste havde også gjort lidt ekstra ud af udklædningen, og hallen var fyldt med cowboys og cowgirls i de fineste denimstyles, med tørklæder, hatte og støvler. Resten af aftenen bød på masser af aktiviteter. Man kunne prøve kræfter med sømblokning, udfordre sig selv på rodeotyren, få taget et billede i høet, høre vores seje musikhold give koncert eller riste en skumfidus over bålet.

Selvom Ranum er omgivet af marker, kan vi ikke helt prale af, at eleverne har været med til årets høst. Til gengæld blev høstfesten en skøn anledning til at fejre efteråret, fællesskabet og årstidernes skiften. Nu går vi ind i den mørke tid, og inden længe begynder julepynten så småt at finde vej frem. Men først skulle efteråret selvfølgelig fejres med manér!

Du kan se alle billederne fra aftenen på linket herunder

Vaccinationer på plads

Der er mange ting, der skal være styr på, inden en stor rejse løber af stablen – og en af de helt vigtige forberedelser er selvfølgelig vaccinationerne.

Heldigvis er vi godt med på den front. Med 540 elever og omkring 60 voksne, der skal rejse ud til destinationer over hele jordkloden, er der nemlig en del, der skal koordineres. Vaccinationsbehovene varierer fra destination til destination, og med både danske og internationale elever med forskellige rejsemål kræver det lidt ekstra planlægning.

Derfor har vi igen i år valgt den nemmeste løsning: Vi får vaccinationsservicen til at komme til os! På den måde kan vi samle det hele ét sted og gøre processen så enkel som muligt.

Det har endnu en gang været en stor succes. Eleverne kan nemlig blot gå til og fra undervisningen, og få deres forudbestilte vacciner hos de mange søde og hjælpsomme sygeplejersker. Så bliver det næsten ikke nemmere at blive rejseklar!

Kulturfaget Sydkorea forbereder sig til den kommende rejse

Vi har haft besøg langvejsfra, da forstanderen og en lærer fra Mokdonaru School i Chungcheongbuk-do-provinsen i Sydkorea lagde vejen forbi Ranum.

Mokdonaru School blev grundlagt i 2023 med stor inspiration fra de danske efterskoletraditioner. Skolen giver koreanske unge mulighed for at træde et skridt væk fra det traditionelle og meget intensive sydkoreanske skolesystem for i stedet at fokusere på personlig udvikling, nye erfaringer og afklaring af egne interesser og fremtidsmuligheder.

Undervisningen er blandt andet bygget op omkring praktiske projekter, praktikforløb og personlig udvikling frem for traditionel eksamensforberedelse. Samtidig har skolen et stærkt fokus på globale partnerskaber og internationale udvekslinger – herunder rejser til Danmark.

Vi synes, det er enormt spændende, at en skole så langt fra Ranum deler mange af de samme værdier og tanker om unges dannelse og udvikling. Besøget gav anledning til gode samtaler om mulige samarbejdsmuligheder, og interessen går heldigvis begge veje.

Derfor bliver det også ekstra spændende, at en gruppe af vores elever allerede i januar rejser til Sydkorea. Her skal de blandt andet besøge Mokdonaru School samt to andre skoler for at opleve det sydkoreanske skoleliv på tæt hold og undersøge mulighederne for fremtidige relationer og samarbejder.

Tak for besøget.

På vandretur i Uhrehøje

Kulturfagene er allerede godt i gang, og både læring og forberedelser tager form på mange forskellige måder. Nepal kulturholdet var i denne uge en tur i Uhrehøje for at få nogle kilometer i benene og samtidig nyde synet af de flotte efterårsfarver i træerne. Vandreturen var en god anledning til at ryste gruppen sammen og få testet elevernes fysiske formåen – flere af rejserne kræver nemlig både stærke ben og en god portion udholdenhed.

I de kommende uger skal Nepal kulturholdet blandt andet i køkkenet og prøve kræfter med at lave ris og dhal, som er en stor del af kosten i Nepal. De får også besøg af herboende nepalesere, der kan gøre dem klogere på de uskrevne regler og normer i det nepalesiske samfund. Derudover skal eleverne holde oplæg for hinanden om religion og kultur, og måske går turen også forbi Gedsted, hvor der faktisk står en nepalesisk stupa. Ja, hvem havde lige troet det!

Forstanderens klumme

Kære læser

Det er næsten umuligt at forestille sig 500+ unge stå på række og danse samme trin i takt. Men det lykkedes, da vi holdt Høstfest og indledte med en gigantisk linedans. Mange elever var udklædt efter temaet, og efter dansen var der fælles underholdning ved musikholdet, ridning på rodeotyr, slå-søm-konkurrence samt gode forfriskninger.

Det er også næsten umuligt at forestille sig godt 450 unge og ansatte blive vaccineret med op til 3 stik pr. elev på én dag. Men det lykkedes, og nu kan alverdens virus bare komme an på kulturfagsrejserne.

I vores formål står, at vi skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Hele dette formål sættes særligt i spil, når vi reflekterer over midtvejsvalget i USA, og i fællessamlingen gav viceforstander Matt Danaher en bred udlægning af ”demokratiets sejr” i USA. Matt sammenfattede budskabet fra det nye blå flertal i USA til den siddende præsident med en lang finger, og eleverne tog budskabet rent ind.

Formålet er også omdrejningspunktet – i en mindre skala – i de mange aftenklubber. Det er superfedt at opleve elever tage ansvar for aktiviteterne og appellere til hinanden om at deltage, og i denne uge stod et hold elever fra projektklassen for at tilbyde toast og Sprite. Alle relæer sprang, men projektet har allerede givet andre blod på tanden til at lave lignende tilbud. Mest noget, man kan spise, men det er vel ikke så svært at forestille sig med så mange umættelige teenagere i butikken.

I denne weekend er der ”survival-challenge”-øvelse for de elever, som har valgt det. Det havde jeg ikke forestillet mig ville blive ”udsolgt” på få timer, men vores elever er godt på vej til at blive robuste og skal nok klare novembers våde og mørke tid.

Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander

Det sker:
Kalender

  • Foredrag Naser Khader 12.11.26
  • Julehyggeweekend 14.11.26
  • Bedsteforældre dag 15.11.26
  • TEBO 17.11.26
  • Koncert Life of a Busker 18.11.26
  • Performance uge 24.11.26
  • Familiedag 28.11.26
  • Healthy Living Weekend 05.12.26
  • Julebal 17.12.26

Følg os på de sociale medier

Facebook – Instagram – TikTok – YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College