30 jan Lysere dage, sommerskole og en app der hitter
Dagene bliver gradvist længere, og det mærkes tydeligt, når sollyset stadig er til stede, når skoledagen slutter omkring kl. 15-16. Den ekstra tid med dagslys giver energi og lyst til at komme udenfor selvom det stadig er bidende koldt.
Samtidig er der masser af spændende ting at se frem til på skolen. Tilmeldingen til sommerskolen er netop åbnet, og her kan alle sikre sig en plads til en sommer fyldt med faglige udfordringer, nye oplevelser og sjove eventyr.
Med forårets komme nærmer også terminsprøverne sig, og samtidig er eleverne fyldt med forventning over de kommende kulturfagsrejser. Alt dette – og meget mere – kan du læse om i ugens nyhedsbrev.
God læselyst
Uden USA – en app der hitter
For fire år siden gik Jonas Pipper på Ranum Efterskole College. Det var coronatid, så de store rejser til fjerne lande blev der ikke meget af. Til gengæld var der tid til fordybelse i alt det, man virkelig syntes var sjovt – og måske er det netop en af grundene til, at Jonas og hans ven nu har fået stor succes med deres app Uden USA. Appen kan scanne produkter gennem telefonkameraet og fortælle, om varen er amerikansk eller ej, samtidig med at den foreslår fire alternativer fra europæiske producenter.
Ideen opstod for omkring 10 måneder siden, inspireret af Trumps udtalelser om at købe Grønland og den efterfølgende boykot-bevægelse “Boykot Trump”. De to unge mænd brugte en måned på at udvikle appen og har siden løbende opdateret den med nye varer. I dag har appen mere end 81.000 downloads verden over på iPhone, og der er endda omtrent 600 brugere i USA, hvor appen også foreslår europæiske alternativer.
Jonas fremhæver selv, at det især er hans måde at lave videoer om appen på, der har fået downloadtallene til at eksplodere. Det er noget, han helt sikkert har taget med sig fra tiden på medielinjen på Ranum Efterskole College, hvor han nørdede film og videoteknikker.
Kæmpe cadeau til Jonas og hans kammerat – det er imponerende arbejde og et fantastisk eksempel på, hvordan kreativitet og nysgerrighed kan føre til noget stort!



Mere end 4200 besøgende til efterskole messe i Roskilde
Vi blev helt overvældede over, hvor mange familier der besøgte vores stand til efterskolemessen i Roskilde. Selvom vi deltager i mange messer både herhjemme og rundt omkring i verden, bliver vi hver gang imponeret over den store interesse og de mange gode samtaler med jer. Tak for besøget!
Den kommende weekend står vi på messe i Aabenrå lørdag og søndag, den 31. januar og 1. februar, fra kl. 10-16 i Sønderjyllandshallen. Vi ser frem til at møde endnu flere af jer.






“The more you know, the more you care” – det mærkede vores Nepal-hold på egen krop!
I mandags besøgte Ronisha og Lone fra Dansk-Nepalesisk Selskab vores Nepal-kulturfagshold og delte deres viden om Nepals kultur, uskrevne regler og hverdagsliv. Det var en særligt givende oplevelse, da Ronisha selv er fra Nepal og har boet i Danmark siden 2019. Hun kunne give eleverne et bredt perspektiv på både forskelle og ligheder mellem kulturerne – og ikke mindst forklare, hvordan eleverne bedst skal opfører sig hos de nepalesiske familier, de skal bo hos i marts.
Eleverne stillede spørgsmål, deltog aktivt og fik et unikt indblik i hverdagen i Nepal. Nu tæller holdet spændt ned til deres store rejse.
Kulturfagsrejsen og undervisningen er en del af Ranum Efterskole Colleges arbejde med ESG+D – vores tilgang, hvor elever lærer at forstå verden, reflektere over samfundsmæssige udfordringer og udvikle ansvarlighed.





AFS messe i Kuala Lumpur Malaysia
Denne uge har vores uddannelsesleder Matthew Danaher og internationale administrator Birthe Petersen været i Kuala Lumpur, Malaysia, for at styrke samarbejdet med vores AFS-afdeling og udbrede kendskabet til Ranum Efterskole College i Asien. På konferencer og messer blev vores skole mødt med stor interesse – vi var den eneste europæiske skole repræsenteret – og det var inspirerende at mærke, hvordan vi som skole er en del af et større internationalt fællesskab, som også er en af vores kerneværdier.
I næste uge fortsætter Matthew og Birthe deres rejse til Singapore, hvor de deltager i møder og holder oplæg i samarbejde med den danske sømandskirke. Turen er en vigtig del af vores arbejde med at styrke internationale forbindelser og synliggøre Ranum Efterskole College i hele Asien.



Oplev rytmisk a cappella med Syng Selected på Ranum Efterskole!
Den 8. februar besøger det anerkendte rytmiske a cappella-kor Syng Selected skolen og inviterer til en eftermiddag fyldt med sprudlende musik i festsalen. Koret består af 33 af Danmarks dygtigste unge sangere i alderen 18-30 år og har optrådt både nationalt og internationalt – fra Israel og USA til Tyskland og Sverige.
Koncerten byder på et alsidigt program med alt fra ungdommelig glæde til eksistentielle temaer, arrangeret af både tidligere og nuværende dirigenter samt korets egne numre. Det bliver en magisk eftermiddag, du ikke vil gå glip af!
Billetpriser:
Voksne: 100 kroner
Studerende, børn, pensionister: 60 kroner
Billetter kan købes i døren via MobilePay.

Find dit sommerskole eventyr!
Tilmeldingen til Ranum Summer Camp er nu åben!
Kunne du, eller nogen du kender, tænke dig en sommer med nye venner, store oplevelser og et stærkt internationalt fællesskab. På Ranum Summer Camp udvikler du dig både fagligt og personligt – og får minder for livet. Du vælger selv dine fag og kan skræddersy dit ophold, så det passer præcis til dig. Hver uge tager vi på spændende udflugter rundt i Danmark og slutter ugen af med en festlig temaaften.
Vi tilbyder flere forskellige camps, så der er noget for alle interesser: surf camp, dykker camp, wakeboard camp, danse camp, bedsteforældre camp og vores internationale sommerskole med deltagere fra hele verden.
Læs mere om alle vores forskellige camps og find den, der passer bedst til dig her: https://www.ranumefterskole.dk/sommercamps/
Terminsprøverne er lige rundt om hjørnet
I uge 8 går årets terminsprøver i gang, men inden da bliver der øvet og testet på livet løs. Eleverne bruger timerne på at finpudse færdigheder, gentage teori og løse opgaver – især i matematik, hvor koncentrationen er i top, og hovederne næsten er begravet i bøgerne.
Terminsprøverne giver både elever og lærere et godt overblik over, hvor langt man er kommet i fagene, og hvad der eventuelt skal arbejdes mere med inden resten af skoleåret. Selvom det kan være intenst, er det også en mulighed for at vise, hvad man har lært, og mærke fremgangen i de fag, man har arbejdet hårdt med.



Forstanderens klumme
Kære læser
”Uddannelse er det mest kraftfulde våben, som du kan bruge til at ændre verden.”
Et af Nelson Mandelas mest kendte citater – og for nogle måske også et, der kan lyde som en floskel. Især hvis man ikke kender historien om apartheid, racisme og den kamp, Mandela stod midt i. Men citatet rummer en dyb sandhed: Hans urokkelige tro på, at viden og uddannelse kan skabe personlig udvikling, social forandring og i sidste ende forsoning.
Netop den tanke arbejder vi med i disse dage i kulturfagene. Eleverne er i gang med at opbygge viden og forståelse for de verdensdele, vi skal besøge i marts. Vi bevæger os ind i komplekse tematikker – særligt omkring bæredygtighed og de livsvilkår, som mange mennesker lever under. I Brasiliens favelaer. I Nepals fattigste egne. Steder hvor skolegang og viden ikke er en selvfølge, men et privilegie, der kan forandre både liv og samfund.
Derfor er rejserne ikke længere blot fjerne destinationer på et verdenskort. For når vi lærer mere, begynder vi også at føle mere. The more we know – the more we care. Det er ikke længere bare ord, men en erfaring. En erfaring, der hjælper os med at ”vaske vores øjne” og se ud over turistens blik – og måske få et glimt af det levede liv i en verden, der er markant anderledes end vores egen. Og netop dér bliver mødet med andre også en mulighed for bedre at forstå os selv.
Rigtig god weekend

Det sker:
Kalender
Kreaweekend – 07.02.26 – 08.02.26
World Pulses Day – 10.02.26
Terminsprøver – 16.02.26 – 19.02.26
Elevfest – 27.02.26
Kulturfagsrejser 07.03.26 – 22.03.26
Påskeferie 02.04.26 – 06.04.26
Venneweekend 11.04.26 – 12.04.26
Songkran (Thailand) 13.04.26
Følg os på de sociale medier
Facebook – Instagram – TikTok – YouTube