En uge med casino, koncert og alt derimellem

Ugen har været fyldt med sjove og spændende aktiviteter – fra casino-weekend og gæstetrænere til koncert, udvidelse af skolens udendørsområder og nye elever, der har styrket fællesskabet. Du kan læse om det hele i nyhedsbrevet her.

God læselyst

Gode kort på hånden til casino weekend

I lørdags blev efterskolen forvandlet til Las Ranum, da festsalen blev omdannet til det hyggeligste casino. I ugen op til arrangementet havde eleverne fået undervisning i spillenes regler, så alle kunne være med – uanset erfaring.

Det blev en virkelig hyggelig og stemningsfuld dag, hvor spændingen holdt helt til langt ud på lørdagsaftenen, før vinderne blev fundet. Præmierne var selvfølgelig noget, der var værd at spille for: nudler, chips, popcorn, sodavand – og naturligvis pokaler til de tre dygtigste spillere.

Senere på aftenen blev casinooplevelsen udvidet med sodavand og snackbar, og Las Ranum summede af feststemning til det sidste.

Efterskole messe i Silkeborg

Vi gav den gas på efterskolemessen i Silkeborg i sidste uge! Tusinde tak til de mange besøgende der kom forbi, det var en fornøjelse at møde jer allesammen.

I den kommende weekend rykker vi videre til efterskolemessen i Roskilde, og vi glæder os rigtig meget til at møde alle jer på Sjælland. Entréen er gratis og der er åbent både lørdag og søndag fra 10-16.

Kom forbi til en snak, stil alle jeres spørgsmål og mærk efterskolestemningen – vi ses!

Velkommen til nye internationale elever

Endnu en gang har vi fornøjelsen af at udvide fællesskabet på skolen med en ny gruppe elever fra hele verden. Vi kan byde velkommen til to elever fra Indien og én elev fra Indonesien, som deltager i et AFS-program og følger undervisningen her på skolen de kommende uger.

Derudover har vi også tre piger fra Østrig på besøg som en del af et seks ugers Erasmus+-program.

Sidst, men bestemt ikke mindst, byder vi varmt velkommen til Emma fra Uruguay. I Uruguay er det i øjeblikket sommerferie, men Emma var klar på et eventyr og søgte derfor en plads på skolen for de kommende uger. I kan høre meget mere om Emma i næste uge, hvor vi deler et lille portræt af hende.

Har I lyst til at invitere én eller flere af de søde elever med hjem i en weekend i løbet af de kommende uger, er I meget velkomne til at kontakte Birthe på mail:

bp@ranumefterskole.dk. De vil hellere end gerne prøve at holde en dansk weekend med en dansk familie.

Gæstetræner til pigefodboldholdet

Fodboldpigeholdet har haft besøg af gæstetræner Godtfred, som gav spillerne et stærkt indblik i styrketræning og forebyggelse af de mest almindelige skader hos kvindelige fodboldspillere. Godtfred er lærer på en folkeskole i Thy, har selv spillet fodbold på højt niveau og har stor erfaring med at træne både pige- og drengehold – også på højt plan. Samtidig har han et solidt kendskab til styrketræning, og derfor gav det rigtig god mening at invitere ham ind, så pigerne kunne få glæde af hans viden og erfaring.

Der blev givet fuld gas i efterskolens træningslokale Svederen, hvor pulsen var høj og pigerne fik konkrete øvelser med sig, som kan styrke både præstation og holdbarhed på banen.

Svømning og udspring i svømmehallen

Hver uge har eleverne på Ranum aktivitetsfag, og i denne får i et indblik i svømmeundervisningen i Aars. Eleverne startede med at varme op med et par baner crawl, hvorefter svømmeteknikkerne blev arbejdet ind gennem forskellige spil og øvelser. Der blev blandt andet spillet kryds og bolle i vandet, øvet hovedspring fra kanten og lavet udspring fra vipperne. Som en del af deres svømmeforløb har eleverne også prøvet kræfter med både synkronsvømning og vandpolo, som en naturlig del af undervisningen.

Indbagt pizza ved vores nye shelterplads

Mellem de store grantræer fik vi i efteråret etableret en splinterny shelterplads med fem nye sheltere og en bålplads. Det er altid dejligt at have nye områder, som eleverne kan være med til at indvie, og som giver mulighed for oplevelser i naturen. Shelterpladsen er et godt eksempel på, hvordan vi løbende udvikler skolens faciliteter til både undervisning og fritid.

I denne uge fik Outdoor Skills-holdet mulighed for at prøve shelterpladsen af, da de lavede indbagte pizzaer over bål. Eleverne varmede op med at tænde bål og forberede ingredienserne, inden pizzaerne blev bagt direkte på gløderne. Solen skinnede, og det blev en rigtig hyggelig og succesfuld aktivitet.

Rap bandet NS Gang satte gang i festen onsdag aften!

Luften var tæt i festsalen, da bandet NS Gang trådte op på scenen omgivet af røg fra røgmaskinerne. Fra første tone sparkede de gang i festen og fik hurtigt dansegulvet til at gløde. Eleverne brugte lige de første minutter på at finde sig til rette, men det varede ikke længe, før alle hoppede med, dansede og sang med på energien fra bandet. Stemningen var elektrisk, og musikken holdt festen i fuld gang hele aftenen.

Jagttegns holdet på heldagstur

Jagttegn holdt en hel dag ud af skemaet for at besøge jagtbutikken Brasholt i Hjørring. Her fik eleverne mulighed for at udforske hele butikkens udvalg, fra jagtbeklædning og optik til forskelligt jagtudstyr.

Højdepunktet for mange var dog besøget i våbenrummet og skydekælderen, hvor eleverne kunne se og prøve udstyr under kontrollerede rammer. Det var en lærerig og spændende dag, hvor teori og praksis blev kombineret, og eleverne fik et unikt indblik i jagtverdenen.

Både for elever og lærere er det en stor fordel med et fleksibelt skoleskema på Ranum, som gør det muligt at afsætte hele dage til ekskursioner. Den slags ture skaber både gejst og engagement – og giver samtidig eleverne en anderledes og praktisk oplevelse af undervisningen.

Nordlys over Ranum

Det er blevet koldt over Danmark igen, og næsten hele ugen har himlen været stjerneklar. Vi var heldige, da nordlyset viste sig over Ranum – og heldigvis var en opmærksom borger, Reasat Hasan, hurtig til at fange det på kamera. Tak for de flotte billeder.

Memory hoodies

Hvert år laver vi en såkaldt memory hoodie – en trøje, hvor eleverne kan få deres navne på ryggen. På den måde kan vi alle spejle os i hinanden og få et fint minde at tage med fra skoleåret.

Processen med at samle underskrifter er allerede i gang, og vi er nu nået over halvvejs. Der er stadig mange elever, der skal skrive, og vi håber, at trøjen til sidst bliver helt fyldt.

Trøjen skal ikke købes, da den er inkluderet i skoleopholdet, men den skal bestilles. Det kan man gøre via Skoleplan, hvor der er sendt et link ud.

Forstanderens klumme

Kære læser

Frihed opleves ofte stærkest inden for rammerne af et fællesskab. Teenagere søger ofte den uforpligtende frihed til selv at mødes eller trække sig, alt efter lyst – eller ubehag – i fælles pligter. Samtidig har de unge også brug for de faste rammer, som skaber tryghed og forudsigelighed, hvor spørgsmål om valg, ubehag eller lyst viger for den kollektive forventning om, at eleven deltager i måltider, rengøring, samlinger og aktiviteter.

I denne uge har vi, udover at diskutere USA og spændingerne i forhold til NATO og rigsfællesskabet, sat fokus på den forpligtelse, hver enkelt elev, kontaktgruppe og ansatte har i forhold til at bakke op om fællesskabet – i måltider, samlinger og aktiviteter.

Det kan give gnidninger hos nogle elever, som oplever efterskolelivets rammer som begrænsende for friheden. Men for flertallet skaber det glæde og tryghed at have voksne, der tager ansvar for at inkludere dem, som ellers kan falde udenfor fællesskabet. Siden sommer har vi baseret fællesskabet på elevernes interesse og lyst til at deltage. Nu sætter vi i en periode fokus på at inkludere de elever, som tidligere har trukket sig.

Erfaringerne hos den enkelte og i gruppen bliver et vigtigt grundlag for at kunne afbalancere individuel frihed med kollektiv forpligtelse. Det er erfaringer, der giver livsduelighed og robusthed i videre uddannelse og fællesskaber.

Rigtig god weekend

Det sker:
Kalender

Kreaweekend – 07.02.26 – 08.02.26

World Pulses Day – 10.02.26

Terminsprøver – 16.02.26 – 19.02.26

Elevfest – 27.02.26

Kulturfagsrejser 07.03.26 – 22.03.26

Følg os på de sociale medier

Facebook Instagram TikTok YouTube

Venlig hilsen

Ranum Efterskole College