29 maj Årets sidste profilfagsrejser og gode råd til kommende elever
Vi har igen været på eventyr – denne gang rundt i Danmark, med én enkelt undtagelse: fodboldholdet, som tog til Göteborg. Det markerede samtidig årets sidste profilfagsrejser.
Derudover har ugen budt på et tankevækkende foredrag samt gode råd fra nuværende elever til de kommende årgange.
Alt dette kan du læse meget mere om i ugens nyhedsbrev.
God læselyst!
Full Host tur i Skagen
For mange bød pinsen på hyggelige stunder med familie og venner. For vores full host-elever fra hele verden, som bor på skolen året rundt, gik turen derimod til det nordligste Nordjylland på en oplevelsesrig udflugt.
I løbet af weekenden besøgte eleverne blandt andet Råbjerg Mile, Skagen, Grenen, Hirtshals og Det Blå Ishus i Tversted. For især vores internationale læsere, som måske ikke kender området, er Nordjylland noget helt særligt og efter manges mening blandt de smukkeste steder i Danmark.
Ved Grenen mødes Kattegat og Nordsøen, og man kan stå med et ben i hvert hav. Råbjerg Mile er ligeledes en helt unik naturoplevelse – en vandrende sandklit, der med sit imponerende landskab minder om en ørken. Den er en af de få af sin slags i Europa.
Nok om det – det skal bare opleves, når man er på de kanter i Danmark!




Profilfagsekskursioner
Ugen har budt på spændende profilfagsture rundt omkring i store dele af Jylland. Blandt andet har sejlads været på Livø, surfholdene har besøgt både Hvide Sande og Klitmøller, medieholdet har været i Aarhus, padel har taget turen til Mors, og Animal Life har udforsket flere forskellige natursteder i Nordjylland og bl.a. besøgt Aalborg Zoo.
Det lyder til, at alle hold har haft nogle fantastiske dage fyldt med oplevelser, fællesskab og masser af mulighed for at omsætte undervisningen fra efterskolen til praksis.
Herunder kan I nyde nogle små glimt og øjeblikke fra de forskellige ture.











Ronnies racerliv
Fredag blev en både tankevækkende og stærk dag, da Ronni Mogensen gæstede festsalen med sit personlige foredrag om et liv i overhalingsbanen præget af vold, stoffer og alkoholmisbrug.
Ronni voksede op med en voldelig far, hvilket tidligt fik ham til at søge væk hjemmefra og ind i andre fællesskaber. Skolen blev et frirum fra hverdagen derhjemme, men skolelivet var heller ikke dér, hvor Ronni fandt sig selv bedst til rette. Han ville hellere arbejde hårdt fysisk og dyrke sport.
På en studietur til Amsterdam købte han sammen med nogle venner stoffer med hjem, og det blev starten på mange år med hårde stoffer, vilde fester og vold i nattelivet. En nat gik det helt galt. Ronni og en kammerat kørte galt i en bilulykke, hvor de mistede kontrollen under påvirkning af stoffer. Ulykken efterlod Ronni lam fra maven og ned, og han må i dag leve med konsekvenserne resten af livet.
Nogle år senere ændrede livet retning, da hans niece blev født. Mødet med det lille uskyldige barn blev et vendepunkt, som fik ham til at se livet på en ny måde. I dag arbejder Ronni med unge mennesker i fritidsklubber og rejser rundt i landet med sit foredrag for at dele sin historie og skabe refleksion hos andre unge.
Det var fantastisk at mærke elevernes engagement omkring hans fortælling. Sjældent har der været så stille i festsalen under et oplæg, og spørgsmålene var mange længe efter foredraget var slut.



Racing simulator
Som noget helt nyt har vi fået installeret en simulator i hovedbygningen! Her kan eleverne både prøve kræfter med at flyve helikopter og sætte sig bag rattet i forskellige køresimulationer.
Vi ved godt, at simulatoren først og fremmest er sjov og underholdende, men efter Ronni Mogensens fortælling giver den også stof til eftertanke. Måske kan simulatoren være med til at skabe en større forståelse for færdselsregler, ansvar og vigtigheden af sikkerhed, inden vores elever en dag selv begiver sig ud på vejene med et kørekort i hånden.

Gode råd fra vores internationale elever
Snart er skoleåret omme, og nye elever er på vej til Ranum. Derfor lavede de internationale elever fredag en øvelse, hvor de i grupper debatterede de vigtigste pointer og gode råd til et efterskoleår på Ranum Efterskole College.
Der kom mange gode refleksioner på bordet, som til sidst blev samlet i 12 konkrete råd, som du kan høre i videoen herunder.
Del dem endelig med alle, du kender – de er ikke kun relevante for internationale elever, men for alle, der overvejer et efterskoleår.
Sidste skoledag recap
Sidste skoledag i sidste uge blev en sand festdag – en dag vi stadig lever højt på. Stemningen og glæden var helt særlig, og det kan heldigvis mærkes i videoen herunder, hvor vi ser tilbage på nogle af dagens bedste øjeblikke.
Forstanderens klumme
Kære læser
Ugens klumme tager afsæt i det nære. Efter de store kulturrejser verden rundt har eleverne i denne uge oplevet, hvad Danmark og de nærmeste storbyer – blandt andet Gøteborg – har at byde på af udfordringer, fællesskab og oplevelser.
Profilfagsekspeditionerne er gået over al forventning og heldigvis uden alvorlige ulykker, godt hjulpet på vej af det fantastiske vejr. De nære oplevelser er kommet helt ind under huden på eleverne, som for fjerde gang i år har fået mulighed for at danne nye venskaber og komme tættere på hinanden gennem profilfagsturene.
Ugen sluttede med et intenst og meget stærkt foredrag af Ronni Mogensen, som ud over sit arbejde som trafikinformant tog eleverne med ind i sin personlige livsfortælling fra den hårdeste del af samfundet og livet. Det er sjældent, at eleverne har spørgsmål nok til at fortsætte en halv time efter et oplæg, men det var tydeligt, at Ronni’s erfaringer med mange dårlige valg – og vejen tilbage til et godt liv – gav stof til eftertanke.
På et spørgsmål til salen om, hvor mange der kender en ung, som er på vej ud ad en uheldig vej i livet, rakte omkring en tredjedel af eleverne hånden op. Derfor lovede jeg Ronni, at vi ville dele hans Facebook-side her i nyhedsbrevet, så nogle måske kan få den støtte fra Ronni, som han selv manglede så fatalt i sine teenageår. Linket kommer her: https://www.facebook.com/ronni.mogensen.7
I den kommende uge starter de mundtlige prøver for eleverne i 9. og 10. klasse. Ugen afsluttes med vores Grundlovssamling, hvor vi er så heldige, at vores lokale folketingspolitiker Theresa Berg Andersen holder grundlovstale kl. 09.00 på plænen eller i festsalen afhængigt af vejret. Efterfølgende vil der være oplæg om Grundloven og vejen til at blive dansk statsborger ved blandt andre viceforstander Matt Danaher.
Vi ønsker alle weekendeleverne en rigtig god vandsportsweekend – og ellers god weekend til jer alle!
Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander
Det sker:
Kalender
Vandsportsweekend 30.05.26 – 31.05.26
Mundtlige prøver 01.06.26 – 02.06.26
Galla 11.06.26
Ranum Derby 12.06.26
Outdoor weekend 13.06.26 – 14.06.26
Hente ting/familieaften 21.06.26
Profilfags dagstur 22.06.26
House Cup 23.06.26
Hjemme hos kontaktlæreren 24.06.26
Pizza Run 25.06.26
Dream Festival 26.06.26
Dimission 27.06.26
Sommercamps for alle aldre
Er du mellem 14–17 år, får du her en unik mulighed for at udfolde dig socialt, udvikle nye kompetencer og prøve en masse sjove og udfordrende aktiviteter. Det handler om fællesskab, oplevelser og minder for livet.
Som noget helt nyt i år lancerer vi også en bedsteforældre-camp. Her kan bedsteforældre og børnebørn tage på en uges ophold sammen med god forplejning hele ugen, spændende udflugter og hyggelige aktiviteter for alle aldre.
Vi besøger blandt andet Limfjordsmuseet i Løgstør og tager på en historisk tur til Livø. Derudover byder ugen på masser af aktiviteter, man kan nyde sammen på tværs af generationer.
Vi glæder os til en sommer fyldt med fællesskab og gode oplevelser.


Følg os på de sociale medier
Facebook – Instagram – TikTok – YouTube