Læsser
 
Nyhedsbrev 28. maj 2021

Bryllupsweekend, Ranum Derby & BUBBLE GRADUATION

Kære læser

Så er vi igen tilbage med nyhedsbrevet, og det er tid til at kaste et blik tilbage på ugerne, der er gået. Vi har haft en hel del på programmet, og her i nyhedsbrevet kan du få et indblik i, hvordan efterskolelivet på Ranum har udfoldet sig.

Vi skal blandt andet omkring en fantastisk flot bryllupsweekend, hvor en mangfoldig gruppe af brudepar blev (efterskole)viet. Så skal vi til Derby, som var en premiere og et første forsøg på at lave et sådan arrangement. Boblerne har overstået deres sidste eksamener, så de er nu blevet IB studenter. Derudover har vi taget en masse små historier med, så velkommen til og rigtig god læselyst.

Bryllupsweekend

Mange fantastiske og forskellige par blev gift – traditionen tro – og ligesom farvefesten i starten af året er bryllupsweekenden en farverig fest, hvor parrene siger ja til forskellighed og mennesker i alle former og farver. Der var dækket flot op i Multihallen, og eleverne fik lækker mad og en god fest bagefter.

Det kan måske nok lyde uoverskueligt at holde bryllup for 450 mennesker, men vi er heldigvis ret gode til at afholde store arrangementer. Køkkenet er gearet til store portioner og mange kuverter. Og bag kulissen til bryllupsweekenden stod Ning, som uddelte lister fra top til tå.

Festen sluttede i Festsalen, hvor der var DJ og club-stemning og “floor”. Selvfølgelig var det alkoholfrit, men det var ligemeget, for eleverne trængte til at brænde noget krudt af, og det fik de i den grad gjort i lørdagens sene timer.

Ranum Derby

Lærerne var lige så spændte som eleverne, da Ranum Derby stod for døren. Arrangementet var nemlig det første af sin slags, og det udspringer nok lidt af, at vi har en britisk afdelingsleder (Carl), som lod sig inspirere af det berømte og pompøse Epsom Derby. Derfor blev eleverne opfordret til at tage fint tøj på, der var skjorteklædte tjenere med små anretninger på sølvfade og bookmakere med stakkevis af Derby Dollars til at spille på hestevæddeløb og polokampe.

Eleverne fik udleveret 10 x 10 Derby Dollars, som kunne placeres på de forskellige væddeløb og polokampe. De elever, der til sidst havde flest, kunne til sidst veksle dem til præmier. Men på trods af det var vi alle sammen vindere – det var nemlig en skøn og aktiv dag, som skabte mange gode minder.

Har du lyst til at se flere billeder fra Ranum Derby, ligger de i Facebookalbummet her (klik her).

Bubble Graduation

Boblerne får lige ordet for en kort bemærkning.

“The Bubble journey has now come to an end. The Bubble graduated from UWC Changshu China and we will now go our own ways and become wonderful adults. These past two years have been very tough for each and every single one of us, we’ve all faced very difficult challenges but It has been an incredible journey and we are extremely thankful for the opportunity that has been given to us. Thank you so much, we hope to see you again soon!”

Boblernes graduation er enden på et eventyr, som trodser coronaudfordringer og rækker langt udover landegrænser. Nogle af boblerne kom til Ranum for over et år siden, og siden starten har 5 lærere og 24 elever fra tre forskellige United World Colleges løbende boet sammen i Præstegården. Nu er de alle blevet studenter, og den oplevelse glemmer de aldrig. Ranum har været deres base under corona epidimien, fordi de ikke har haft mulighed for at “komme hjem” til deres skoler – henholdsvis Waterford Khambla UWC of Southern Africa, UWC Mahindra College of India og UWC Changsu of China.

Inden eleverne færdiggjorde de sidste eksamener skrev de en sang, som du kan høre her (klik her).

Vi håber på alt det bedste i fremtiden for vores kære bobler og ønsker dem god vind, når de skal videre ud i verden.

Fashion & Sustainability: Syskursus med Stine fra ATTER

Profilfaget “Fashion and Sustainability” har haft besøg af Stine fra Atter. De har lært at sy enkelt tøj af sengetøj købt i genbrug. Alle eleverne var så seje og koncentrerede, og de er nu i gang med at færdiggøre cardigans, bukser, trøjer og tasker. Det giver særdeles god mening både at lære om og benytte sig af genbrugsvarer, og eleverne på profilfaget bliver dygtige til at lave sit eget bæredygtige tøj.

Vi siger mange tak for tiden, hjælpen og alt det vi lærte på sykurset.

Har du lyst til at vide mere om ATTER, så besøg deres hjemmeside her (klik her).

Og ellers kan du følge med på Instagram (klik her).

Sommercamps: Oplev efterskolelivet i din sommerferie

Sommeren står for døren – selvom det ikke kan ses i den her ufatteligt våde og kolde maj måned – og det er selvfølgelig igen i år muligt at komme på Sommercamp på Ranum. I år kan du vælge en camp, som passer til dig, og samtidig få efterskoleoplevelsen med nye venner fra hele verden.

De forskellige camps kan du finde her på hjemmesiden og ved at klikke her .

For eksempel har vi Cheerleading camp med vores dygtige instruktør Katrine. Tryk på billedet herover for at læse mere.

Fart på motorholdet i Mou

Motorlære er et af de nye fag, hvor Ib blandt andet tager eleverne med på værkstedet i Næsbyhus. Her “makker” de motorer og får beskidte fingre, når de dykker ned under motorhjelmen. Tidligere på ugen var de på go-cart banen i Mou, hvor der blev konkurreret i at komme først over målstregen.

Foråret kommer… langsomt

Hvis vi ser bort fra den seneste uges vejr, så har der altså været forårsfornemmelser. Og det kan mærkes. Vi rykker mere og mere ud, og rundt omkring på skolens udendørs fællesarealer opholder eleverne sig mere og mere.

Det gør noget magisk ved efterskolelivet, og hvem elsker ikke de varme lyse dage og aftener?

Seje surfere i Trend

Board Performance er et profilfag, der elsker at stå med siden til. Skateboards, longboards, surf- og windsurfboards. De kommer igennem det hele, og i sidste uge var vinden perfekt i Trend, hvor flere af eleverne fangede de gode pust og susede henover Limfjorden.

Nye Elevers Dag: Vi ses virtuelt på søndag

Vi holder virtuel Nye Elevers Dag igen i år, og det er altså på søndag, de nye kontaktgrupper mødes og de nye elever får en varm velkomst. Hvis du er en af de heldige forældre eller elever, der læser med her, så skal du kigge forbi siden til nye elever (klik her), hvor du kan finde link til profilfagsvideoer, velkomst og en masse praktiske informationer om fx bestilling af skoletøj osv. Vi glæder os til at se det nye hold – og ikke mindst til at eleverne skal møde hinanden.

Hvis du er nået hertil, så skal du have tak fordi du har læst med. Der er ikke mange nyhedsbreve tilbage i år. Faktisk er der lige nu 29 dage tilbage af skoleåret, så det gælder om at få det sidste med. Sidste skoledag er i dag, og eleverne er lige nu i gang med en masse aktiviteter – det hører du mere om senere.

Rigtig god weekend fra alle os på

Ranum Efterskole College



da_DKDanish