Fællesbagning, genforeningssten og digitalt fællesskab

Kære læser

Read the newsletter in English by clicking here.

Vi skrev ud i tirsdags med orientering om regeringens beslutning om fortsat at holde alle skoler lukket frem til den 13. april, samt om skolepenge og rejseøkonomi. Se Skoleplan. Vi er ikke blevet klogere siden tirsdag, men har forventning om at politikerne melder ud ifht. en hjælpepakke til de frie skoler i stil med erhvervslivets mange tilbud. Vi kommer til at skulle lægge pres på politikerne for ikke at gøre det til skole- og værdipolitik.

Vi er ved at have styr på rutinerne med undervisning og samlinger, og vi kan se frem til meget mere af den slags. Kontaktgrupperne mødes også på Teams og Facebook, hvor de tjekker ind hos hinanden og deler bekymringer og erfaringer. Den feedback, der er kommet herfra, er heldigvis positiv, og i den forbindelse retter vi en stor tak til alle, der er med. Aktivitet er nøgleordet her, og har man et forslag, så er linjen åben.

Lad os komme til ugens historier. Vi starter i fællessalen.

Fællessamlinger gør stort indtryk

Der er ingen tvivl om, at det er en vanskelig og ekstraordinær situation, vi står i. Men det sammenhold vi oplever til live streaming af fællessamlingerne er helt fantastisk. Det giver mod og håb at mærke opbakningen fra de beskeder, vi får om dem, og det styrker vores fællesskab. Se med herunder.

Online fællesskab: Flere aktiviteter

Online undervisning og aktiviteter fortsætter i næste uge, se skemaet i Skoleplan. Mandag, onsdag og fredag er der fællessamling. Mandag morgen kl. 08 kan I ligge i jeres seng og se Peter Kristensen gå morgenmotion. Onsdag kl. 11.30 er der musiksamling med et ”nyt lederband” og fredag er der påskesamling kl. 11.00.
I næste uge kommer også muligheden for at foreslå aktiviteter i prøveperioden og valgfag forslagsskema kommer til at ligge på Skoleplan. Vi skal være klar til genstart!

Peters udgave af “Spørg Olivia”. Har du et spørgsmål, han skal svare på? Send det til pk@ranumefterskole.dk – han svarer på (næsten) alt.

En anden ting, til dem der er interesseret i sådan noget, så er her et link til vores Mincraft server – der sker rigtig mange sjove ting derinde, så send det videre, hvis du kender en, der måske synes, det kunne være sjovt. Forbind til vores nyeste server med ubegrænset antal slots og plads – ranumefterskole.mine.gg:10002

Fællesbagning på Facebook

Hver torsdag er der fællesbagning, hvor lærere, elever og forældre kan følge med og lave sit eget bagværk. Steen giver kyndig vejledning, og der kommer altid noget lækkert ud af det.

Fik du set med? Ellers kan du gøre det via linket her – hver torsdag.

Genforeningsstenen i Ranum

I hækken foran Seminariets hovedbygning står en stor sten. Den har stået der i 100 år og kommer fra en jættehøj. Ingen tog rigtig notits af stenen, da den var gemt i en hæk. Men der er tale om en såkaldt genforeningssten, som blev sat i 1920 af seminariets studerende, som en markering af at Danmark vandt Sønderjylland tilbage ved en folkeafstemning. Grænsen flyttede fra Kongeåen og ned til den grænse vi kender i dag. Stenen markere både en national begivenhed, hvor det Sønderjylland, som Danmark tabte i 1864 til Prøjsen, blev vundet tilbage. Der er dog en tankestreg på stenen og den markere at man gerne så at det sidste stykke land

helt ned til floden Eideren ved Hamborg også var kommet med ”hjem til Danmark”. Vi er ikke nationalistiske i Ranum, men stenen markere også at verden fik en helt unik grænse, hvor det er sindelaget (hvad du føler dig som), der afgør om man er dansk eller tysk. Dvs. at tyskere fik mulighed for at lave tyske skoler i Danmark og Danmark fik mulighed for at lave danske skoler og foreninger i Tyskland. Dvs. at grænsen ikke kun er en streg på kortet, men at der gives plads til kulturel mangfoldighed og frihed til at den enkelte kan beholde sin nationale og kulturelle arv.

Stenen er nu blevet frisket op af en stenhugger, samt fritlagt. Dens historie er beskrevet at en tidligere lærer i Ranum, Ove Bak, og på dette link kan du læse mere om historien: http://ranumibilleder.dk/wp-content/uploads/2019/05/Genforeningsstenen_version_2.pdf

“I forbindelse med Sønderjyllands Genforeningen med Danmark sommeren 1920 tog seminaristerne i Ranum som omtalt initiativ til at skabe et mindesmærke til markering
af denne vigtige og meget følelsesladede begivenhed. De fik med hestevogn bragt en stor stenblok til pladsen ved seminariet og den tæt ved liggende præstegårds udbygninger. Det lader til at være sket af en flok unge mennesker i festligt fællesskab,” fortælles det om stenen på på www.ranumibilleder.dk

Til den digitale fællessamling i dag, opfordrede vi vores elever til at medbringe deres egen sten med navn og by skrevet på, som skal placeres ved siden af Genforeningsstenen. På den måde genfortælles historien og budskabet om fællesskab videregives.

På Ranum skulle vi have markeret genforeningen i 1920 den 14. maj med et besøg af ca. 400 elever fra Duborg skolen. Dette arrangement er desværre blevet aflyst pga. Corona lock down.  Vi ville have fejret den ”åbne sindelagsgrænse” og samhørigheden ved at alle elever skulle lægge en sten fra deres hjemegn omkring Genforeningsstenen. Nu starter vi med, at alle I nuværende elever skal medbringe en sten på størrelse med en stor knytnæve fra din have, lokale strand eller din hjemegn. På stenen skriver du dit navn og hjemby, og vi har maling der kan holde på skolen.  Stenene bliver så lagt som brolægning omkring Genforeningsstenen, som et symbol på, at vi i Ranum samler unge og kulturer på tværs af lande, grænser og egne.

Det forsvundne X kom på plads

I mere end 10 år har der manglet et stort X i navnetrækket på gavlen af øvelsesskolen. Kan du ”regne” ud hvilket årstal der står? Ellers kan du spørge dine venner og matematiklærerne. Vi har også genfundet det forsvundne X og dermed fået genskabt orden i årstallene på det gamle lærerseminarium, senere øvelsesskole og i dag efterskolen

Genforeningsstenen har fået selskab af en anden historisk genstand. Kan du spotte den på billedet herover? Man skal nok være ranumit eller have sin daglige gang på efterskolen for at se det. Men i dag er det manglende X i årstallet på den gamle øvelsesskole blevet sat op. Så nu kan vi også sætte kryds (!) ved den opgave.

Kan vi ikke bare åbne skolen og så kan I være i karantæne her?
Flere elever og forældre har spurgt om det ikke er muligt at man kan komme frivilligt på skolen og være i karantæne i mindre grupper. Det kunne jo være sejt om vi kan finde ud af at lave efterskole på trods af Corona krisen. Men – men, det kan vi desværre ikke, da det bryder den lov og de betingelser vi som skal agere på i lock down perioden. I ved at vi er kreative og at vi har viljen til at lave efterskoleliv i hele verden, og vi havde gerne sat vores egen dagsorden.

Mulighed for at hente ting på værelserne!
I takt med at lock down trækker ud, så  har flere brug for at komme på skolen og hente ting på deres værelser. I kan bruge jeres briknøgle til at komme ind i huset og værelset, men I skal orientere jeres huskoordinator på Skoleplan om at I kommer.
Vi vil gerne, at I kommer i åbningstiden, hverdage mellem 9-15, hvis det er muligt ellers lav en aftale med huskoordinatoren.

Det var ugens nyhedsbrev for denne uge. Holdt humøret højt og dig selv inde, så ses vi snart, forhåbentlig.

Skriv endelig på info@ranumefterskole.dk, ring på 96 66 44 00 eller orienter dig på linket her, hvis du har spørgsmål. Tak til alle jer der var med på fællessamling på Ranum Efterskole College Facebook live i dag kl. 11.30. Vi glæder os til, at I er tilbage og fylder salen ud.

Smuk solnedgang over Vesterhavet: Billedet er sendt af en elev fra en tur på stranden i Løkken.

De bedste hilsner fra alle os på

Ranum Efterskole College



da_DKDanish