Juleafslutning, Pakkeleg & Kontaktgruppehygge

Så er vi endelig nået frem til den længe ventede juleferie. Eleverne har sagt god jul og ønsket hinanden et godt nytår, og det har de gjort ovenpå en uge med juleafslutning, en enorm pakkeleg (måske verdens største), krybbespil, en tur i kirke, house cup med juleaktiviteter og selfølgelig den sidste kontaktgruppetid i år.

Det betyder også, at vi takker af for et fantastisk 2019, som har været fyldt med gode oplevelser. Vi er kommet igennem første halvdel af skoleåret på smukkeste vis, og det kan vi kun været hjerteligt taknemmelige for. Vi glæder os rigtig meget til at komme igang med det nye år, især fordi kulturfagsrejserne jo ligger og venter i slutningen af januar, men også fordi det bliver et år med endnu flere efterskoleoplevelser, venskaber og fællesskaber.

Til jer der læser med i det ugentlige nyhedsbrev vil vi også gerne sige tak for jeres engagement og støtte omkring skolens nyheder og gode historier. Vi lover jer, at der kommer endnu flere her i nyhedsbrevet, som I godt kan glæde jer til.

Det var introen, lad os kaste os ud i årets sidste nyheder fra Ranum,

Torsdag var tilegnet forskellige konkurrencer, spil og aktivteter, som skabte hygge og skruede op for julestemningen, Først mødtes alle ude på de nye boldbaner, hvor der var Reindeer Race. Her gjaldt det om at komme hurtigst rundt om 400 meter lange løbebane, med et heppende og hujende publikum. Der var i øvrigt point for bedste udklædning, og det var vist julemanden og hans… kamel (?), der lagde sig bedst i svinget her.

Alle blev efterfølgende samlet i Multihallen, fordi det var tid til den årlige nissejagt. 15 lærere var klædt ud i nissekostumer, og så var det elevernes opgave at fange dem. Nisserne fik et forspring, og lynhurtigt stak eleverne efter dem. Nisserne lagde forskellige hints om deres gemmesteder ud, og til sidst da alle var fundet, fik gruppen, der havde fanget flest nisser, en stor kasse med snolder. Man kan nok forestille sig, hvordan stemningen på skolen var, da alle løb rundt og ledte i afkroge af vores store skole. Det var helt vildt sjovt, og eleverne var virkelig opsatte på at fange nisser.

Verdens største pakkeleg

Herefter var der julequiz og -hygge i fællessalen og kantinen, og efterfølgende var det tid til en rekordstor pakkeleg med mere end 900 gaver. Eleverne sad kontaktgruppevis og slog 6’ere i fællesskab, så der kunne hentes gaver til deling. Det gik ret vildt for sig, da anden runde startede. Her måtte man jo stjæle, og så skulle man altså løbe stærkt, for med 45 kontaktgrupper, der alle slår 6’ere samtidig, skulle man være hurtig for ikke at miste gaven igen. Bagefter blev det offentliggjort, at der faktisk var 5×5 fripas til morgenmotion. Da Kristine fortalte det i mikrofonen, lød der et kæmpe suk, nok fordi de var populære. Det kan man jo ikke forstå. Vi satte et kamera op, som filmede hele seancen, så I også kan få et indblik i (måske) verdens største pakkeleg.

Senere gik vi alle sammen en tur i kirken, og om aftenen var der hygge og dans i Skolegården rundt om Livstræet.



da_DKDanish