Søskendeweekend, koralnyt & hjertevarm donation

Kære læser

Det er blevet fredag, og vi runder endnu en fantastisk dejlig efterskoleuge på Ranum Efterskole College. Det du kan forvente af nyhedsbrevet er historier om sidste uges søskendeweekend, om Coral Restoration på messe i Holland og lidt om den kommende periodes aktivitetsfag. Således informeret – god fornøjelse.

Søskendeweekend: Look-a-like og sjove aktiviteter

Det er en fornøjelse at have besøg af søskende. De er som regel vældigt begejstrede, når de får mulighed for at opleve det, deres søster eller bror gør her på Ranum. Der var over 100 tilmeldinger, så det må siges at have været en succes.

I løbet af weekenden blev der spillet spil, lavet juledekorationer, set film og selvfølgelig masser af efterskoleliv.

Messe: Korallerne med til Holland

Vi sendte et hold dedikerede og ambitiøse koralryttere afsted til Holland, eller ‘s-Hertogenbosch, Noord-Brabant, Holland, for at være helt præcis. Det har vi ikke prøvet på samme måde før, så det var enormt spændende at se, hvad der rører sig i den verden, og samtidig vise netop den verden, hvad vi foretager os.

Og det gik da også så godt, at PADI valgte at skrive lidt om os. Turen gik rigtig godt, og vi fik fortalt om, hvordan vores arbejde med koraller fungerer på skolen – og når vi rejser ud i verden for at restaurere dem.

Følg med på Coral Restorations Facebookside.

Lions Club Donerer: 10.000 kr. til Venskabsskole i Nepal

Hver eneste krone tæller for vores venskabsskole i Nepal. Derfor kommer pengene , Lions Club donerer, det helt rette sted hen. De bliver brugt til at bygge og opretholde levestandarder og rigtig mange andre livsnødvendige egenskaber. Der er god grund til at være stolt over sådan en donation, og det kan vist også ses på billedet herunder, at eleverne er. Det betyder rigtig meget, også for dem, at vi kan være med til at gøre en forskel.

Singapore visit: Den Danske Sømandskirke

Vores horisont strækker sig som bekendt lidt længere end til kysternes kanter, så derfor er vi også ofte ude for at fortælle om vores skole – her midt i Himmerland. Det er helt fantastisk, når vores internationale elever sætter fod i Ranum for første gang, og det de lærer og oplever, tager de med resten af livet.

Derfor er Olav taget til Singapore for at fortælle om, hvordan det er at gå på efterskole i Danmark. Han besøger Den Danske Sømandskirke på søndag og holder et orienteringsmøde, hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål og få en fornemmelse af, hvad Ranum er.

Kender du en familie i Singapore, som dette kunne være relevant for? Så er linket til begivenheden her: https://dsuksingapore.churchdesk.com/event/6100994

Koreansk: … For begyndere

Altså hvis du synes, de tyske gloser stadig er skræmmende, så skulle du bare hvide, hvor mange lyde man skal kunne for at tale Koreansk. Til gengæld er det koreanske skriftsprog et af de mest kreative og videnskabelige i verden, i hvert fald hvis man skal tro på Mr. Gunsub.

Han lærte de fremmødte elever om koreansk kultur, musik, sprog, og brugte Psy som eksempel. Og ja, det er ham med Gangnam Style. Det virkede, for eleverne synes det var sjovt og lærerigt. “You can learn how to read in just an hour,” påstod, kan man vel sige, han, og det lykkedes faktisk at lære noget på en aftenaktivitets-time.

Fortsættelse: Fire tidligere elevers rejse

Der er endnu engang kommet nyt fra de fire piger, der er taget afsted på verdensomrejse. Det er tredje opdatering i denne miniserie, som vi løbende opdaterer. Læs et uddrag herunder.

Vores rejse fortsætter og vi har nu haft 4 skønne dage i fantastiske Singapore. 

Efter at have fløjet hele natten, nåede vi endelig til Singapore. Det var mildest talt noget af et chok at komme fra Nepal til Singapore. Byen, som er fyldt med høje bygninger, helt rene gader og kæmpe shopping centre overalt, var ikke lige det vi kom fra. 

Den kommende uge

Der er danseweekend, og den starter lige om lidt. Vi får besøg af nogle vildt dygtige instruktører, så hele weekendens program har noget med dans at gøre. I næste uge introduceres eleverne til Imagination Uge, vi har en koncert med Aysay, 9. klasserne starter med at lave projektopgaver og så er der julehygge i weekenden. Det skal I nok høre meget mere om.

Rigtig god weekend

Fra alle os på Ranum Efterskole College



da_DKDanish