Opstartssamtaler, Farvefest og House Cup

Eleverne er taget på en velfortjent forlænget weekend, og de fleste har nok brug for at lade batterierne op. De første to uger veloverståede, og dermed lægger vi introugerne bag os. Nu er det for alvor tid til at starte efterskolelivet, og på baggrund af den fantastiske start, vi har haft, er der vished om, at det bliver et rigtig godt år.

Her i nyhedsbrevet ser vi tilbage på ugen, der er gået, og især i weekenden har der været fuld gang i aktiviteterne. Farvefest, profilfagsdag og House Cup om søndagen er bare nogle af de aktiviteter, som vi også skal omkring her.

God læselyst!

Opstartssamtaler i kontaktgrupper

Vi har i løbet af ugen haft opstartssamtaler, hvor vi har talt om, hvordan vi skaber det bedste skoleår for hver enkelt elev. Der sker rigtig mange ting hele tiden, og det kan være en stor mundfuld. Derfor er det vigtigt, at vi taler om, hvad eleverne skal være opmærksomme på ved sig selv, hvad de glæder sig til, hvorfor man overhovedet har valgt at tage på efterskole og selvfølgelig hvordan vi sammen får gjort det her år til ikke bare et godt år – men til det absolut bedste år.

Efter samtalerne fik eleverne deres telefoner tilbage. og det var selvfølgelig skønt for mange. men der er også rigtig mange, der har oplevet, at fraværet af telefonen har været positivt på flere forskellige måder.

Mangfoldig Farvefest

Vi fortalte kort om det i sidste uges nyhedsbrev, men Farvefesten var så stor en succes, og den kræver endnu en kort benævnelse. Der kom nemlig nogle helt fantastiske billeder ud af elevernes og kontaktgruppelærernes kreative udklædninger – de skal selvfølgelig deles med jer, så de kommer her.

Colour Party KTG BILLEDER 2019

House Cup

I løbet af året har vi flere gange en vigtig begivenhed, som udspiller sig i House Cup’en. Det handler selvfølgelig ikke ultimativt om at vinde, men det handler om at være aktiv, styrke fællesskabet i husene og grupperne og selvfølgelig at have det sjovt. Der var overraskende mange gode løbere, og selvom regnen i perioder silede ned, havde vi en super god dag.

House Cup

NY RANUM VIDEO

For nogle måneder siden havde vi et meget dygtigt filmhold på besøg, som skulle forsøge at formidle, hvad Ranum er. Og hvad vi kan her på skolen. Det er ikke nødvendigvis en nem opgave, for vi rummer så utroligt mange muligheder og historier, så selve opgaven i at få det hele ned på fire minutter må siges i sig selv at være en bedrift. Vi udvikler os hele tiden, og skolen bliver i høj grad formet af elevholdet.

I filmen fortæller eleverne om, hvad det betyder for dem at gå på Ranum, og vi er blevet rigtig glade for resultatet . Så læn dig endelig tilbage og nyd de næste par minutter med filmen herunder.

Marine Science på tur

Bag ved Kærhuset ligger Vilsted Sø, som er et helt unikt område med en spændende bio diversitet. Tidligere på ugen tog Marine Science holdet på en lille ekskursion for at undersøge vandet, og de fandt blandt andet nogle små sjove dyr.

Kreativitet i design

Visuelt design har rigtig mange spændende projekter, og denne gang skulle eleverne forsøge at illustrere fællesskab i et billede.

Den kommende uge

Vandsportsweekenden i næste uge er én af de ting, vi ser rigtig meget frem til. Her bliver der åbnet op for alle de profilfag og aktiviteter, som har noget med vand at gøre. Vi kommer til at bruge meget tid i Rønbjerg, som er vores maritime base. Derudover har vi et foredrag med Henrik Jeppesen, som har rejst i hele verden. Det skal vi nok fortælle mere om senere.

De bedste hilsner

Fra alle os på Ranum Efterskole College



da_DKDanish