En uge med fest, farver og selviscenesættelse

Kære læser
Eleverne er på en velfortjent forlænget weekend. Der har været fart over feltet siden elevernes ankomst søndag den 12. august, hvilket betyder, at der er mange indtryk og oplevelser, som skal hjem og fortælles. Men det er også elevernes mulighed for komme lidt ned i gear og få fornyet energi. De sidste to uger har været fyldt med en masse spændende aktiviteter, men som også har fået energibarometeret til at falde en smule.

Farvefest og House Cup
Vi sluttede sidste uge af med en helt fantastisk weekend. Vi startede med at holde et brag af en farvefest, hvor det kun var kreativiteten der satte grænser for udklædning og bordpynt. Hver kontaktgruppe havde hver deres lækre farvekombination, som resulterede i alt fra nissetema, påskekyllinger og til andetema. Senere på weekenden blev det tid til det årlige House Cup, hvor alle kræfter blev fundet frem. Årets første sejrherrer- og kvinder blev eleverne i ranumhus.

Et glædeligt gensyn med mobilen 
I hele 8 dage har eleverne været uden deres mobiltelefoner. Selvom det har været svært at skulle komme igennem den første introuge uden at kunne tage selfies, ringe hjem eller lave et nyt opslag til instagram, så har det også været en rigtig god oplevelse. Det har givet eleverne mulighed for at lære hinanden at kende face-to-face i stedet for med en mobil som skillevæg. Vi håber at eleverne har lært af oplevelse og at mobilen ikke kommer til at tage overhånd.

Fagdag i Dansk
Teamet for torsdagens fagdag var selviscenesættelse, som er danskfagenes gennemgående tema i opstartsperioden. I løbet af dagen skulle eleverne igennem poster, som ‘Alt det vi deler’ og ‘Jeg drømmer om…’. Posterne gav elever mulighed for at filosofere over hvem de har været, hvem er er og hvem de drømmer om at blive, hvilket også var endnu en mulighed for at lære hinanden at kende på en ny og måske endda mere personlig måde. ‘Alt det vi deler’ var muligheden for at være hudløs ærlig. For både lærer og elever var det en spændende opgave, hvor sjove, svære og personlige spørgsmål var i centrum:

Hvem herinde går i søvne?

Hvem herinde er blevet mobbet?

Hvem herinde er skilsmissebarn?

Hvem herinde drømmer om et fantastisk efterskoleår?

Hvem herinde har taget en bamse med?

Hvem herinde er afhængig af mobilen?

Der var spørgsmål i alle genre og når i scroller ned gennem Facebook, så hold øje. For om ikke så længe kan I se resultatet af 430 elevers 30 minutter i centrum for ærligheden. ‘Jeg drømmer om…’ var opgaven, hvor der skulle filosoferes lidt om fremtiden. Nogle elever drømte verdensfred, mens andre drømte ud i den lidt nærmere fremtid om muligheden for rene værelser og lækker mad. Nu er der kun tilbage at krydse fingre for at alle drømme kommer til at få i opfyldelse.

AFS-eleverne
Efter deres hjemkomst fra København i sidste uge, har vores AFS-elever haft travlt med at følge med i den almindelige undervisning, men der har også været tid til lidt mere kreativ udfoldelse. I løbet af ugen har de været godt i gang med at tegne deres skitse til en comic strip, som skal op på væggen i Seminariehuset. De alt for hvide vægge i denne del af Ranum Efterskole College fortjener at få lidt mere farve, så vi er glade for at vores AFS-elever har lyst til at sætte deres aftryk på skolen inden de tager hjem igen. Selvom vores AFS-elever kun skal være her i en måned, skal de ikke snydes for en forlænget weekend. Vi har været så heldige, at værtsfamilier har budt dem indenfor til en hyggelig weekend i deres danske stuer. For både elever og værtsfamilierne er det en hyggelig måde at lære nye mennesker, men også en ny kultur at kende på en nye og anderledes måde. Vi er spændte på at høre, hvordan deres weekend er gået.

Det sker i næste uge
Næste uge begynder med et indslag fra dramaholdet til morgensamlingen mandag. Derudover vil der være oplæg om kulturfagene, samt brobygning. Den kommende weekend kommer til at stå i vandets tegn med en masse vandsportsaktiviteter.  

Vi har stadig ledige pladser til dette skoleår!

 Hvis du har en søn eller datter, som ville elske et år på efterskole, så glæder vi os til at høre fra jer! 

Husk at meld jer til Vilsted Søløb
Så er det snart tid til at vi igen skal hoppe i løbetøjet til Vilsted Søløb og vi opfordrer selvfølgelig alle jer forældre, søskende og elever at melde jer til. Løbet afholdes den 8. september, hvor der er mulighed for at løbe mellem 5 km. og en halvmaraton. Hvis du ikke er så glad for at løbe eller vil have børnene med på turen er der også mulighed for at melde jer til en gåtur og/eller børneløb. Vi glæder os til at se jer til en rigtigt hyggelig dag. Der er tilmelding på skoleplan, hvor der også vil være mere information om løbet.

Efterskolernes dag
Den 30. september slår vi dørene op til efterskolernes dag. Vi står klar til at introducere jer for kulturfag, boglige fag, rejser og hvordan livet på Ranum Efterskole College ser ud. Det vil være elever på efterskolen, som er klar til at vise jer rundt, svare på spørgsmål og fortælle om hvordan deres hverdag ser ud. Vi glæder os til at se jer.

Gå ikke glip af noget – Modtag nyhedsbrevet hver fredag

Tilmeld dig det ugentlige nyhedsbrev. Så er du sikker på at få en opdatering udsendt på e-mail hver eneste fredag, resten af skoleåret.

Tilmeld dig her.

Hilsen alle os på 
Ranum Efterskole College



da_DKDanish