Læsser
 

Kanon performanceweekend og fællesskab

Kære læser

elevfest ranumefterskole3

Kultur- og performancedagen blev en kæmpe succes. Det blev en fantastisk weekend, og der var rigtig god feedback fra de godt 850 besøgende forældre, bedsteforældre og søskende. 
Performanceforestillingen “Global Factor” blev spillet 3 gange for fyldt sal og var imponerende at se hvor meget de godt 70 elever og lærere kunne nå i fællesskab på bare én uge. Julestemningen breder sig fortsat på hele skolen og lysene varmer i den mørketid. Hver dag udtrækkes en gave i REC pakkespillet til fællessamlingen.

Indsamling til de forskellige kulturfag

Julemarkedet og Nepaltombolaen samlede mere end 16.000 kr. ind til vores venskabsskole i Nepal og andre projekter, f.eks. et børnehjem i Peru og et center for truede dyr i Namibia.

indsamling ranumefterskole

Feedback fra terminsprøver

I de boglige timer har mange af lærerne allerede kunnet give feedback på terminsprøverne og det giver en god erfaring i opgaveskrivning – og for nogle i at læse opgaveteksten, at få mulighed for at vende resultatet med kammerater og lærere.
I Kulturfagene er elever og lærere ved at få afsluttet den sidste del af planlægningen til de store rejser i januar. Der er masser af energi i denne proces, og allerede lidt rejsefeber at spore. 

Valget til 3. periodes Profilfag er i gang.

Lørdag fik både elever og forældre præsenteret de godt 36 forskellige forslag til profilfag i den 3. periode. Der er rekord mange nye forslag og i løbet af denne og næste uge vil lærere og elever, præsentere forslagene på fællessamlingerne. Den 2. prøveafstemning foregår på næste fredag og det endelige valg sker over juleferien, i samråd med forældrene.

Læs mere i prøvevalgsmagasinet.

God opbakning til Nordic Challenge

Pigerne Lærke og Julie præsenterede Nordic Challenge i dag og fik god opbakning fra kammeraterne.

laerke julie nordic challenge ranumefterskole

Sleepover

Torsdag aften og nat arrangerede husrådene og huslærerne sleepover i Seminariehuset og Ranumhus, hvor eleverne bliver blandet på kryds og tværs. Det skaber en kanon stemning, og selvom flere er lidt nervøse for at skulle ind på et andet værelse, så er det usikkerheden værd at finde nye tættere venner i huset

T-shirts klar til elevfest

Temaet for dette års 2. elevfest er RAW Party, og eleverne har husvis malet T-shirts, og trøjer med uv- og neonmaling 3 aftener i Svederen. Der var mega god stemning og fællesskabet omkring forberedelserne til festen er næsten på højde med festen. Elevfestudvalget har stået for at organisere eventen, fjerne klatter og gøre salen ren.

elevfest ranumefterskole

Køkkenpersonalet på tur

Vi har indført en ny struktur i køkkenet, hvor der i stedet for en køkkenchef er en ansvarlig for morgen, frokost og aftensmad. Dette team koordinerer og udvikler sammen madkulturen og kvaliteten i vores køkken. For at samle ny inspiration og ryste holdet sammen, så er alle køkkenansatte på inspirationstur i Ålborg i aften. Heldigvis er så godt som alle elever til elevfest og har fået maden med fra skolen.

koekken udflugt ranumefterskole2

Ny slange på skolen

Det er ikke kun nisserne der pudsler i december på skolen. I biologilokalet er undervisningen blevet en del mere levende takket være en gruppe elever og lærere. Læs eleverne egen beretning her: (elevhistorie)Vi var fire drenge, som blev sendt til Aalborg for at hente et kæledyr til skolen. Nikolai Hougaard, Malthe Balling, Lasse Henriksen og Thomas Poulsen. Vi var inde i et par forskellige dyrehandlere for at finde dyret. Vi forelskede os straks i en kongepython, som senere blev navngivet eller sågar døbt Henriette. Vi bragte slangen med hjem i en pose, og da vi ankom til Ranum, stod Heine klar med al sin entusiasme. Vi fik hurtigt bikset et slangebur sammen, som senere er blevet opgraderet til et bedre bur. Da slangen havde tilpasset sig sine nye omgivelser og der var gået omkring 14 dage, blev det tid til at fodre den. Heine havde bestilt omkring 40 døde mus, som er slangens bedste føde. I går, torsdag d. 9. december gik det løs da Henriette fortærrede sit bytte. Vi var ca. 10 elever som så med på sidelinjen.

slangen ranumefterskole

Ugen mere generelt

Pædagogisk har vi haft en rigtig fin uge, og det er tydeligt at mærke at eleverne er rystet rigtigt godt sammen igen efter ugerne med brobygning og opgaveskrivning. Performanceugen betyder meget for samværet på tværs i mellem husene og det har også været en succes at have sleep-over arrangementer. Desværre er der også en bagside ved at være så tætte sammen 24/7 og der er en del som har smittet hinanden med en 1-2 dages rigtig træls virus med opkast og feber. Heldigvis er næsten alle friske igen til elevfesten i aften. Det kan godt se lidt anderledes ud i den kommende uge, – efter festens fællesskab.

Den kommende uge

Den kommende uge byder på faglige forløb, hvor der fortsat arbejdes med reflektion af terminsopgaverne. Vi får en række besøg i den kommende uge, bl.a. er der tirsdag besøg fra AFS Danmark Interkultur, og eleverne kan her høre om andre unges erfaringer med at komme på udvekslingsophold og det at bo ved en fremmed familie. Det er en erfaring mange elever vil opleve på de kommende Kulturrejser og mange drømmer også om at kunne få mulighed for at komme på et udvekslingsophold i et andet land på et tidspunkt. 
Tirsdag er der luciaoptog ved morgenmotionen og morgensamling, og godt 40 piger har øvet sig i løbet af denne uge. Vi glæder os meget til at opleve stemningen og høre dem synge i de smukke rammer af det gamle seminarium. 

Rigtig god weekend

Olav Storm Johannsen

Olav Storm Johannsen
Forstander

 



da_DKDanish