Fodbold, Sankt Hans, koncert og gallafest!

Kære læser
Den sidste efterskoleuge har været præget af helt utroligt godt humør og masser af energi. Siden søndag eftermiddag har eleverne hygget sig med hinanden og brugt hvert et minut og hvert et rum af skolen. De har skrevet mindebog og deltaget i en lang række spændende aktiviteter både dag og nat. Der har været en rigtig god stemning, hvor eleverne har nydt deres frihed efter prøverne og de har fået mulighed for at være sammen næsten dag og nat.

Det har været et helt fantastisk efterskoleår og det blev bekræftet ved fællessamlingerne i denne uge, hvor vi både har haft premiere på musikholdets Efterskolesang, en flot Ranum Efterskole video lavet af eleverne, og vi sluttede skoleåret med at høre om N.F.S. Grundtvig og hans betydning for det efterskoleår vi har levet sammen. Det er både en trist og en smuk tid, og i aften til Gallafesten er der ingen smukkere i dette land end eleverne på Ranum Efterskole College.

Glæd jer til billederne fra Gallafesten! 

Mandag eftermiddag var det temmelig vådt, og alligevel var mange på vandet i sejlads, i vandet med dykning og i gang med fodboldkampe og hygge.

400 elever i afskedskrammer med livstræet.

Tirsdag: Årets Ranum Efterskole College løb & Sankt hans

Tirsdag gjorde vi områderent og afholdt både en stor løbekonkurrence og fodboldturnering. Der var også gang i en fantastisk sæbe-vand rutsjebane, og mange elever er involveret i forberedelserne til den afsluttende Gallafest. Oplev stemningen fra løbekonkurrencen. Om aftenen var der Sct.hans aften og eleverne havde lavet en mangfoldighed af små hekse. Carsten Ardal holdt båltalen og musikholdet holdt en open-air koncert ved den store bålplads.

Sankt Hans aften på Ranum Efterskole står i hyggens tegn. Pizza på værelserne til aftensmad, og bål med dertilhørende musik og ristede skumfiduser.

Ranum Efterskole College løb afviklet i højt humør og silende regn.
Vinderne blev kontaktgruppe 34, 24 fik 2. pladsen, 4+3 blev tredje.

Hurtigste dreng: Jonas i 4.05
Hurtigste piger: Emilie + Iben i 5.20

Foto & Videokonkurrence P3: Kåring af vinderne

Den sidste foto & videokonkurrence ceremoni blev afholdt i tirsdags hvor vinderne af 500 kr i forskellige kategorier & et GoPro kamera blev annonceret.

De bedste 3 fotos blev: Line Winther

Bedste foto blev: Andreas Latz med Sailing in Greece

Bedste video blev: Magnus Raun med Sejlads Grækenland 2015

“Best of best” blev: Oskar Rytter med One day in Hip-Notics

Vinderbilledet

Onsdag: Den årlige fodboldkamp – Lærerne versus Eleverne

Onsdag dystede elever og lærere i årets fodboldopgør, og så var de fleste kontaktgrupper på det sidste besøg hjemme hos deres kontaktlærer. Onsdag nat blev eleverne i alle huse vækket til den store natterendsdyst, hvor lærerne fik points for at skræmme livet af de elever. Måske starter vi næste skoleår med at sende orker og zombier rundt i husene om natten.

Årets vigtigste fodboldkamp endte med en ordentlig lussing til lærerne. Dog var udsmykningen til et stort 5-tal.

Tryk på et af billederne for at se alle de gode billeder på flickr.

Torsdag: Livøtur og koncert m. Souvenirs

Torsdag var alle elever i fuld gang med oprydning på værelserne fra morgenstunden og om eftermiddagen indtog vi Livø – Limfjordens Perle. Livøfærgen og RIB både fragtede eleverne frem og tilbage, og de fik mulighed for at opleve den smukke ø på et post-løb. Køkkenet sørgede for dejlig mad og masser af kærlighed mit på øen. Om aftenen spillede bandet Souvenirs en forrygende koncert med masser af følelser. Aftenen sluttede af med at eleverne gav livstræet i skolegården et kæmpe fælleskram.

Fredag: Gallafesten!

I dag fredag har vi gjort hele skolen rent og særlig værelsesrengøringen har for nogen været en udfordring. Nu er der et par timer til årets største fest. Den afsluttende Gallafest starter med foto sceance, flot middag og efterfølgende lancier, samt award show. 

En masse billeder fra gallafesten kan findes på flickr og vores hjemmeside i løbet af i morgen.

Dimission i morgen

I morgen lørdag er der Dimission og vi venter godt 1200 forældre og søskende. Vi har flyttet arrangementet til den store plæne foran hovedbygningen og håber på at den danske sommer er venligt stemt omkring middagstid.

PROGRAM FOR DIMISSION – Lørdag den 27.6.

08.00-09.00 Oprydning og pakke de sidste ting i taskerne – områderengøring en sidste gang.
09.30-11.00 Forældrene kommer og pakker biler. Morgenkaffe i husene for forældre.

Forældre hjælper med at rengøre værelserne, og briknøglen byttes til en Blåbog. Værelserne skal være afleveret rengjorte inden Dimissionen.
11.10 Dimission på plænen foran Hovedbygningen, så tag tøj med efter vejrudsigten.
12.15 Frokost og kaffe i spisesal og telt, mens eleverne krammer farvel ved Livstræet.
13.30 Sidste krammer og rigtig god sommer.

Tak for dette skoleår og rigtig god sommer til alle!

Ranum Efterskole College



da_DKDanish