Smuk uge med rigtig godt humør og meget udeliv

Kære læser!
Det har været en smuk uge med rigtig godt humør og meget udeliv. Weekendens venneweekend var en stor succes med ca. 450 unge samlet en hel weekend, med fantastisk stemning og masser af sjove fællesskabsaktiviteter. En flok tidligere elever var på ungguide kursus og hjalp med at gøre weekenden til en succes.

Den nye profilavis er udkommet i et nyt design med masser af historier og billeder fra efterskolelivet på Ranum Efterskole College.

I morgensamlingerne har vi sat fokus på bæredygtighed og bla. arbejdet med den enkeltes ansvar i hverdagen for at spare på energien, vandet og måske handle mere bæredygtigt. Vi har set små oplysningsfilm og lavet en undersøgelse af elevernes adfærd omkring lys og strøm på skolen. I køkkenet har Lars Jeppesen sat fokus på madspild og bl.a. vejet alle resterne efter hovedmåltiderne.

Det gjorde et vist indtryk på alle, at spildet koster mellem 3-400.000 kr. på et skoleår. Efterfølgende holdt Lars et oplæg for eleverne, hvor han lagde ud med at kalde elever og undertegnede for svin. Heldigvis uddybede han, og gav rigtig gode ideer til, hvorledes vi kan arbejde mentalt komme for meget mad på tallerknerne.De forskellige indlæg har givet stof til eftertanke og var også en god optakt til torsdagens høstfest, hvor vi fejrer at høsten er kommet i hus og får mad af lokale råvarer.

Et godt flow i timerne & de lokale patrioter

I de boglige timer er der god opmærksomhed omkring lektier og opgaver, og der er et godt flow i timerne. Afstemningen i Skotland om uafhængighed satte gang i de lokale patrioter på hver side af stengærdene. Striden blev dog hurtigt bilagt og i stedet kastede eleverne sig på det internationale forløb ind i valgkampen.

Adventure på MTB

I profilfagene har eleverne haft rigtigt meget udeliv og aktivitet. Adventureholdet var torsdag i Rønbjerg og udfordrede den militære forhindringsbane på MTB. Dyk og Pløk var på undervandsjagt i Rønbjerg og kom hjem med de flotteste sorthummer. I Visuelt design arbejder eleverne på et stort udsmykningsprojekt til bl.a. Seminariehuset.

Tryk af ny avis

Medieholdet var torsdag i Aalborg for at følge trykningen af skolens nye profilavis. Den blev trykt på Nordjyske og udkommer med avisen på søndag. Eleverne fik også 8.000 aviser med hjem, som vi håber at de og mange tidligere elever vil hjælpe med at dele ud til interesserede. Avisen kan også læses elektronisk her – link.

Motionsløb i Vester Hornum

En del elever har været med til motionsløb i Vester Hornum, og der var et fantastisk kammeratskab omkring disse oplevelser.

Pædagogisk & Profilfagsrejser

Pædagogisk kan vi godt mærke, at eleverne er faldet godt ind i efterskolelivet . De fleste elever har fået skolens rytme ind under huden og de praktiske opgaver med bl.a. rengøring er blevet rutine. I den kommende weekend er undervisningsfri om mandagen og her er det meget vigtigt at alle får ordnet de sidste praktiske ting ifht. de forestående profilfagsrejser i uge 41. Det er særligt vigtigt at alle elever har et blåt sygesikringskort.

Det andet prøvevalg til kulturprofilfagene blev en succes i den forstand at alle brugte deres stemme. Nu er der formet en liste over de kulturfag, som har størst tilslutning og disse bliver nu beskrevet mere detaljeret, så eleverne har et godt udgangspunkt for at vælge deres næste udfordringer. Valget skal være afsluttet 1. oktober, da vi skal have bestilt flybilletter og være klar til opstart et par uger efter efterårsferien.

Høstfesten

Høstfesten blev en forrygende aften, med kanon stemning og meget autentiske udklædninger. De vildeste red på de to rodeotyre og linedance for alle. Det skaber en rigtig god stemning at der er halm over alt, men samtidig er det også en kæmpe udfordring at få det hele samlet sammen igen.

I den følgende weekend er der fredag til lørdag forældre og familiedag med hygge, aktivitet og samtaler med kontaktlæreren. Forældrene må overnatte på værelserne og eleverne sover så i salene eller på andre værelser. Lørdag er der også profilfag og mulighed for at høre mere om de forestående rejser, samt valget til de nye kulturfag. der er tilmeldingsfrist på tirsdag via skoleplan.

Åbent hus

Søndag d. 28. er der Åbent hus og vi holder åbent fra kl. 10 til kl. 18. Det er 4 timer længere end vi plejer, men vi oplever så stor søgning, at vi gerne vil brede aktiviteter og besøg lidt mere ud over dagen. Vi byder på international morgenbord mellem kl. 10-11, og hele dagen er der rundvisninger ved eleverne og oplæg om skolens værdigrundlag og internationale tilbud. Der er også gang i mange profilfagsaktiviteter og mulighed for at få en samtale med lærer, mens man nyder en forfriskning i et af husene eller på det store torv. Alle elever er involverede i dagen og det giver en rigtig god energi og fornemmelse at vise sin egen efterskole frem.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend

Olav Storm Johannsen
Forstander / Principal



da_DKDanish