Læsser
 

Nyhedsbrev 7.3.14

Kære læser

Så er endnu en uge ved at være afsluttet på Ranum Efterskole.

Ugen har stået i dansens tegn, da vi stadig har besøg af gæstelærer Lisa Clark, fra New York. Lisa har undervist danseholdet, men derudover har der hver eneste dag været forskellige workshops, hvor alle eleverne har haft mulighed for at blive undervist af Lisa. Det har været en rigtig god oplevelse af have besøg af Lisa, og altid en fornøjelse når vi har mulighed for at byde internationale lærere velkommen på skolen.

I søndags fik vi besøg af to internationale lærere fra VIA, som følger et et-årigt lærerstuderende program. Wenting Liu er lærer
og har de seneste seks år arbejdet på internationale skoler i Shanghai. Hun er flyttet til Danmark og tager læreruddannelsen for, at få en bedre forståelse af de danske skolesystem. Raivu er fra Letland og er lærerstuderende.
I næste uge vil de blandt andet overtage undervisningen i International Maths, da Claus Christiansen, der normalt står for undervisningen rejser til Hong Kong på kursus.

Torsdag aften var der fastelavnsfest på skolen. Eleverne havde gjort rigtig meget ud af deres kostumer, og det var skønt at se
så mange kreative og flotte kostumer. Der blev slået katten af tønden, og kåret den bedste udklædning.

Du kan se alle de flotte billeder her

Sidst på ugen fik vi besøg af en amerikansk elev fra San Jose. Julian er dansk statsborger, men har boet hele sit liv i USA.
Julian er her for at se efterskolen, og deltage i interview dagen, samt Åbent Hus arrangementet.

På lørdag har vi interview dag, hvor elever til det kommende skoleår 14/15 er på besøg på skolen. Søndag holder vi Åbent Hus fra 13-17, som er en obligatorisk dag for alle nuværende elever, da der så er undervisningsfri fredag den 14. marts.
Eleverne kan derfor rejse hjem i næste uge torsdag den 13.marts om eftermiddagen.

Kom på søndag og hør om vores mange spændende faglige tilbud og profilfag, samt efterskolelivet generelt.

Forældre til nuværende elever er også meget velkomne til på søndag at komme og høre om de forskellige oplæg om kulturfagene, hvor der blandt andet vil blive vist videoer fra rejserne. Præsentationerne vil cirka foregå klokken 14 og klokken 15. 

I næste uge er der mundtlige Cambridge eksaminer i engelsk, fransk og tysk.

Fredag eftermiddag sluttede vi ugen af med fællessamling og en forrygende flot danseforestilling.

Danseholdet vil også optræde i morgen, lørdag, til interview dagen, samt på søndag til vores Åbent Hus arrangement.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend

Maria Jakobsen

PR & Kommunikation



da_DKDanish