nyhedsbrevet

Nyhedsbrev 26. juni 2011 – Sidste uge 10-11

Kære læser!


Waouw, intet ord beskriver bedre den sidste uge på Ranum Efterskole. Det har været intet mindre end en fantastisk hyggelig, social og bevægende uge.
Elever og lærere har været sammen næsten døgnet rundt og nydt de sidste dage og timer sammen. Det har været et ganske særligt elevhold og skoleår, og det blev en meget bevægende afsked i går lørdag!

Ugen startede for mange elever med en fantastisk hyggelig og aktiv weekend, hvor der både blev skrevet mindebøger, bagt og hygget i køkkenet, samt lavet en del udflugter bl.a. til dyrskue i Løgstør og til stranden.
Mandag bød ud over prøver i fysik og engelsk, på en rekorddag. Og eleverne gik op i det med liv og sjæl.
Tirsdag og onsdag afsluttede eleverne de sidste mundtlige prøver, og onsdag eftermiddag spillede vi den traditionsrige fodboldkamp mellem lærerene og eleverne. Resultatet blev 3-2 til lærerne!!
Efter fodboldkampen var alle kontaktgrupper enten hjemme hos kontaktlæreren eller på en sidste kontaktgruppetur. Den sidste aften på værelserne blev brugt til at tage ordentlig afsked med kammeraterne og knuse alle godnat.

Torsdag var der oprydning på alle værelserne. Eleverne var super effektive og fik ryddet alt ud.
Om eftermiddagen og aftenen var vi på en spændende tur til Livø, hvor vi fejrede Sct. Hans. Turen fra Rønbjerg til Livø foregik i Rib både, og varede kun ca. 7 minutter. Det var fedt! Sejlerne sejlede i Stor triss, og matcher 37, fulgt af sikkerhedsbåden.

Fredag morgen øvede eleverne lance i hallen, og om eftermiddagen forberedte de Gallafesten. Menuen var i en gastronomisk superklasse!
Fredag sluttede aldrig for mange elever, og mange ønskede heller ikke at den skulle slutte og alle gled over midnat ind i den absolut sidste dag i et stort fællesskab omkring bålet i sydhaven, mindebogsskrivning i Kærhuset og hyggesnak i soveafdelingen.

Lørdag morgen ankom forældrene og der blev pakket på livet løs. Kl. 11 samledes vi alle i Multikulturhuset til en stor og bevægende afsked. Der blev holdt afskedstaler og forældrerådet fik en stor ros og anerkendelse for deres store arbejde ved elevfesterne.
Formand for Ranum Efterskoles bestyrelse overrakte 3 udmærkninger til højeste gennemsnit, en bemærkelsesværdig personlig udvikling, og en særlig udmærkelse til en international elev. Efter at have sunget bl.a. Livstræet for sidste gang, og sunget Kars RE sang, skrevet til dette skoleårs afslutning, så var det tid til at lade forældrene tage stolene med ud og gøre plads til den helt store krammerunde, hvor alle fik mulighed for at kramme og knuse farvel til hver eneste elev en allersidste gang. Med 221 elever tager det godt en 1 time, så imens nød forældrene en forfriskning og fik snakket færdig med hinanden og lærerne. Tårene løb…

Vi havde det mest fantastiske vejr og det blev en smuk afslutning på et dejligt skoleår, med nogle dejlige unger! Tak for lån!

Med venlig hilsen og rigtig god sommerferie.

Olav Storm
forstander.

Brev fra forældre:

Kære Olav og lærere på Ranum  efterskole!
Tak for et “GULDÅR” for datter – sammen med et fantastisk hold .
Det har været en dejlig oplevelse at være forældre til en elev på Ranum.Følelsen af at aflevere vores guldklump – opleve den tillid hun har haft til at give den gas – at involvere sig – og så få tifold igen.- og så komme op og hente en datter der har transformeret sig – og stråler som en krystal – sammen med – og i fælles følelese med 220 andre unge mennesker – det er altså stort. Vi tudede også et par tårer. Det Fællesskab kan vi ikke give hende som forældre.

Tak fordi i tør og vover! Nepal har specielt sat tydelige spor. Men også Tjekkiet –  Grækenland og duelighed – og sejlads !

Tak for din løsning engang for måneder siden – med  forældre inddragelse – og en løsning der gav plads til alle.
Idag med fremmedfjendske toner i vores land – er det så vigtigt at vores unge også ser alternative positive løsninger der ikke bare moraliserer – og udstøder – men  finder løsninger i 3. eller 4. land – hvor det er muligt at mødes.

Fint gennemtænkt arrangement igår .Godt at se og værdsætte de forældre der har sørget for gode fester i trygge rammer.
Fin måde at uddele 220 beviser på – uden at det tager al tiden fra det væsentlige – at elever og lærere og medarbejdere får sagt ordentligt farvel.
Nord jylland har fået et klart lys over sig – efter vi har stiftet bekendskab med RE.
TAK.
Og vi ønsker jer lykke og held og spændende oplevelser og udvikling også fremover.

Nyhedsbrev 18. juni 2011

Kære læser!
Det har været en begivenhedsrig uge på flere niveauer. Dels har den enkelte elev været igennem op til flere mundtlige prøver, og dels har vi haft besøg af undervisningsminster Troels Lund Poulsen og folketingsmedlem, samt uddannelsesordfører for venstre Per Bisgaard. ved siden af dette spændende besøg, har en større gruppe elever fundet tid og energi til at besøge en helt fantastisk kunst udstilling på Kunsten ( tidligere Nordjyllands Kunst museum) i Ålborg. Faktisk er ugen stadig i fuld gang, da der er godt 150 elever på skolen, som vrider den sidste dråbe af aktivitet og fællesskab ud af skoleåret!

Besøg af undervisningsminister Troels Lund Poulsen og folketingsmedlem, samt uddannelsesordfører for venstre Per Bisgaard, er ikke hverdagskost for os i Ranum. Det forlyder, at det ikke er sket siden mindt i 80’erne, hvor seminariet kæmpede for overlevelsen i den første centraliseringsbølge. Denne gang skyldtes besøget, at de to politikere ville se og høre om grundlaget for Ranum Efterskoles succes. De mødte en flok rigtig positive og glade elever, overværede bl.a. en tyskeksamination, og så hvorledes et  efterskoleværelse tager sig ud en almindelig torsdag eftermiddag. Efter rundvisningen var der kaffebord arrangeret som et dialogmøde, hvor tilhørerne sad rundt omkring det “officielle bord” og kunne bidrage med spørgsmål og kommentarer til snakken.


Efter et orienterende oplæg om skolen, kom der en fin dialog særligt mellem eleverne og ministeren. Ministeren ville vide, hvor eleverne kom fra i landet og overraskedes over, at de kommer fra hele landet. Han spurgte til deres motivation for at vælge Ranum Efterskole og var særligt interesseret i den internationale profil. Han fik en flot udlægning fra flere elever, som også fik lejlighed til at fortælle, hvad de har fået ud af at tage et 9. eller en 10. klasseskoleår i Ranum. Lidt mere overordnet fik undertegnede fik lejlighed til at gøre ministeren opmærksom på de uheldige økonoiske konsekvenser genopretningspakken har for mange forældre og skoler. Elevernes positive udmeldinger omkring deres udbytte af et efterskoleår i Ranum, så må det have givet stof til eftertanke ifht. at man skærer i en succes, og direkte undergraver målet om, at 95% skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Vi fik også lejlighed til at fortælle ministeren om de uhensigtsmæssige konsekvenser af Tvindloven, som tilbage i midt 90’erne skulle stoppe Tvind Empiriet, men som i dag virker som en bremse på de frie skolers mulighed for at udvikle sig i nye samarbejds-retninger og bl.a. rejse i mere end 28 døgn på et skoleår. Det ville Troels Lund Poulsen gerne høre mere om, og inviterede også til en dialog omkring Ranum Efterskoles tanker for et breddere samarbejde med andre skoleformer. Inden politikerne igen satte kursen mod staden, fik de hver overrakt 3 forskellige Ranum Efterskole saltposer med krydderi til grillens fisk, kylling og bøf. Og et minde om en god historie fra Ranum Efterskole. Ministeren fik også overrakt en netop udgivet bog Vesthimmerland gennem 60 år, af Søren Christensen, som også var med til at starte Ranum Efterskole. I bogen beskrives Ranum Efterskoles start og udvikling.

Tak til alle elever, ansatte og bestyrelse, samt gæster, for en udbytterig og mindeværdig dag. Forhåbentlig skal der ikke gå 25 år inden vi igen får besøg af den øverste ansvarlige for vores område.

Ugens mundtlige prøver er igen forløbet uden de store problemer. Det generelle indtryk er, at rigtig mange har klaret sig godt. Vi har desværre oplevet, at en lærer blev akut syg, og derfor måttet udskyde 2 prøvedage til den sidste skoleuge. Eleverne har taget det fint og ser kun fremad til at få prøverne overstået, så alt energi kan sættes ind på at få det sidste sociale ud af fællesskabet den sidste uge. Prøverne fortsætter faktisk helt til onsdag i den sidste uge, og det giver rigtig meget travlhed på kontoret ifht. at få skrevet prøvebeviser og udtalelser etc.

Onsdag aften var der basketkamp mellem Ranum Skole og Ranum Efterskole. Det blev en hård match og heldigvis bar den hårde træning op til kampen frugt og vi fik en flot sejr!

Torsdag eftermiddag, efter ministeren var kørt, spillede vi et brag af et lokalopgør med Løgstørs Mester hold. Resultatet blev et svigende nederlag på 0-7. Nu håber eleverne – lidt naivt at få genoprejsning i den traditionsrige fodboldkamp mod personalet på onsdag…

I går, fredag, fik vi besøg af naturvejleder Lars fra Limfjordsmuseet, som overrakte præmier til det vindende hold fra sidste uges besøg og aktiviteter på museet.

I den kommende uge er der rigtig mange aktiviteter og opgaver, der skal klares inden vi når frem til den store gallafest på fredag. Ud over prøverne går eleverne igang med at rydde op i klasseværelser, på deres værelser og fællesområderne. En flok elever har tømt de gamle pavillioner, som nu er MEGET billigt til salg… Et mål er, at værelserne er ryddet til torsdag morgen, så vi kan lave fælles hovedrengøring, og være klar til at tage på en fælles sidste Sct.Hans ekspedition om eftermiddagen og aftenen. Eleverne sover de sidste dage i en teltcamp bag Kærhuset, på Imaginationloftet og i den gamle gymnastiksal. den nederste gang i Seminariehuset og Kærhusets vestfløj er åben til bad og omklædning. Det har vi prøvet med succes tidligere og det at vi rykker ud af værelserne bringer alle helt tæt sammen de sidste to nætter inden vi skilles på lørdag.

Et andet højdepunkt i ugen bliver helt sikkert udleveringen af Blåbog. Den blev heldigvis færdig i denne uge, efter at et par grupper havde holdt os alle i skak, fordi de havde smidt deres mappe væk. De nåede lige at komme med! Blåbog udleveres i næste uge til eleverne, når de har rengjort værelserne og afleverer deres nøgle.

På fredag er der Outro Gallafest og om aftenen bliver der både danset lance, og overrakt en række æresbeviser. Vi har som noget helt nyt fået den anerkendelse fra Rotary i Løgstør, at de gerne vil støtte en hædersbevisning til Årets Kammerat. Valget er i fuldgang og afsluttes nu på mandag kl. 12. Elever og personale kan nominere 3 kammerater, og jeg håber selvfølgelig at rigtig mange bliver nominerede, selvom det i sagens forstand kun er en der får beviset.

I morgen, søndag, er der kl. 15.-17. Nepal fortælling fra Årets Nepalrejse. Eleverne fortæller om deres oplevelser og erfaringer fra rejsen i januar og gruppen af gamle elever, som drog afsted på en mindetur i februar fortæller om deres udbytte af rejsen. På dette link kan du læse elevernes Nepal magasin, som i unges ord og øjne beretter om mødet med andre unge i Nepal mv.

Det er spændende læsning, som igen vidner om at unge kan rigtigt meget, bare de bliver rustet godt og får muligheden for at vise det!
Det var budskabet til undervisningsministeren; det er budskabet til alle forældre og det er vores skoles særlige sigte, at give de unge tillid, respekt og anerkendelse for, at de kan nå deres mål, hvis de får chancen. Om en uge er dette års efterskolehold i mål og det har været helt forrygende at følge dem på vej!

Med venlig hilsen og god weekend!
Olav Storm
forstander.

Nyhedsbrev 10. juni 2011

Kære læser!
De mundtlige prøver er forløbet uden større problemer. Og censorer fra hele egnsdelen har valfartet til og fra skolen med masser af positive indtryk og ros til eleverne. Lærerne har både egne hold oppe til prøve og er på censor besøg ude i både folkeskoler og på andre efterskoler. Eleverne har haft travlt med forberedelserne og ind i mellem har der været tid til at besøge Bacecamp i Kærhuset, hvor Ulrik, har arrangeret dels volleyball, walk-and-talks, samt en masse fælles pc-gaming. Det har givet fin ro at eleverne kunne søge ud af værelserne for at blive adspredt og få fornyet energi til prøverne og forberedelserne i gennem aktivitet.

Ugen har desuden budt på et besøg af en folkeskoleklasse fra Århus, som var på overlevelsestur, og det fik de brug for, da der vankede seriøse bank i fodboldkampen mod efterskoledrengene. Onsdag var mange af dykkerne på dykkertur i Limfjorden og selvom vandet stadig mangler et par grader i komforttemperatur, så er udstyret i orden og dykkerne fik bl.a. flere hummere med hjem til grillen.Lærerne har torsdag aften holdt forberedelsesdag og nu er rammerne klar til den sidste periode og opstarten i august. Snart er det sommerferietid og i de sidste uger skriver lærerne deres personlige udtalelser til deres kontaktelever.

Torsdag var ca. 75 elever i Løgstør for at besøge Limfjordsmuseet. De cyklede afsted om formiddagen med sorte skyer over hovedet, og endte med at få en fantastisk dag med masser af læring og aktivitet ved Frederik den VII kanal, sammen med Limfjordmuseet naturvejleder. Andre elever har benyttet det gode vejr i starten af ugen til at sejle på deres eget lille togt til Livø, hvor de er gået i land og har nydt en is. I weekenden var en besætning på 3 dages togt til øen og nød at være sammen på egen hånd.

I fællessamlingerne har der været en del utilsigtet frafald, fordi flere forbereder sig til prøverne samme dag, og enkelte ikke anser det for vigtigt at samles. Men det er rigtigt vigtigt at alle er samlet til morgensamlingen i prøveperioden, for indtil aftensmaden er alle spredt på rigtig mange aktiviteter og prøver. Derfor sætter vi i de kommende dage ekstra fokus på at få alle samlet.
I dag viste vi en forpremiere på den efterskolepræsentationsfilm eleverne optog i sidste uge. Den blev godt modtaget og vil snarest blive vist her på siden også.
Pædagogisk er det vigtigt, at der ro om natten i husene, så alle kan være friske til deres forberedelser og prøver. Det betyder at der vil være ekstra opmærksomhed omkring nattetimerne.
Tirsdag startede en større renovering af taget på hovedbygningen. Vi tager to ventilationsskorsten ned, fordi deres fuger er møre og de trækker vand ind i huset. Det larmede noget og efterfølgende flyttede vi de mundtlige prøver til et mere fredeligt sted i huset.
Onsdag eftermiddag fik vi besøg af 55 50 års dimitender fra Ranum Seminariet. De fik et kort oplæg om skolens aktuelle udvikling og fremtidsplaner. Efterfølgende holdt tidligere seminarierektor Hans Støttrup Jensen et oplæg om seminariets historie. Det var facinerende at opleve de ældre Ranumgenseres begejstring for skolens nye fremtid som efterskole.

I den kommende uge er der igen fuld fart i prøverne. Mange har overstået de fleste af deres prøver og får bedre tid til aktiviteter. Det er samtidig den sidste almindelige uge, hvor vi følger det typiske dagsprogram.
Tirsdag er der Kanal-løb i Løgstør. Mange elever er meldt til og får en fin naturoplevelse langs kanalen og købstadens gader.

Besøg af Undervisningsminister Troels Lund Poulsen. Og så er det alligevel ikke en helt almindelig uge for på torsdag får vi besøg af Undervisningsminister Troels Lund Poulsen og medlem af folketinget Per Bisgaard, begge fra Venstre. Det er en god mulighed for os i Ranum til at fortælle om vores særlige interesser indenfor det internationale og den særlige profil, hvor eleverne er med til selv at forme en del af skolens profilfag og aktiviteter. Samtidig har vi også lejlighed til at fortælle undervisningsministeren om konsekvenserne af besparelserne på skoleområdet både for forældre og efterskolen.

Invitation til Dimission den 25. og evaluering udsendt til forældrene: I dag sendte vi en invitation til alle forældre til Dimissionen den 25. juni. Se link nedenfor. Brevet indeholder også en kode til statens hjemmeside for evaluering af undervisningsmiljø, her har vi fået mulighed for at lave vores eget spørgeskema til forældre, som et forsøg. Brug indgangen Elev. Skemaet tager afsæt i en større undersøgelse på efterskoleområdet og har en parallel til de spørgsmål som eleverne har besvaret. Dermed bliver det muligt at matche både elev- og forældreforventninger, med den store efterskoleundersøgelse, som blev foretaget under forskningsprojektet “Dannelse- der virker”.

I aften er der elevfest arrangeret af forældre- og elevfestudvalget. Temaet er vist Caribien summer. Og at dømme efter de festeligt klædte elever, så er bliver det en hot aften og nat. Pinsen er startet og selvom der er fridag på mandag, så er der 18 elever på skolen, som “nægter” at tage hjem – de vil have det sidste fællesskab med – hvert minut – hvert sekund tæller. I den sidste weekend bliver hygge og totalt efterskole-fællesskab!

Med venlig hilsen og rigtig god Pinse!
Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev 2. juni 2011

Kære læser!
Vi fik en god start på de mundtlige prøver, og selvom huset summer af forberedelser og  afvikling af prøverne, så er der en god ro. At dømme efter lærerne og elevernes egne udsagn er det gået udmærket for de fleste. Det har været en kort uge. Mandag holdt vi generalforsamling i Ranum Efterskoles Skolekreds. Ind i mellem prøverne, dag aktiviteterne og læsningen, har vi forberedt de sidste to dages familieophold for ældre og søskende.

Familieopholdet er netop slut og det blev en rigtig fin eftermiddag og aften. Først var der gang i rigtig mange profilfag. Dans på Imaginationloftet, Adventure ved søen og på plænen, Sejlads på fjorden, og den kreative gang genlød af tung blues og rock fra forældrebandet. I hardballcentret fik flere eleverne ram på deres forældre og omvendt.
Gastronomiholdet samledes omkring Nordisk madlavning, og Design fremstillede en moderne fortolkning af Mona Lisa. Med blåmærker og sved på panden samledes alle til spisning og efterfølgende var der Jorden rundt på hele skolen med bl.a. Crazyball, rundbold, Volleyball og dans. Aftenen sluttede med Nepalbanko, hvor forældrene havde medbragt et hav af fine gevinster og der blev spillet 5.775,- kr. ind, som blev fordobBlet af en anonym sponsor til i alt 11.550,- kr. Nu mangler der kun ca. 4000,- kr. så er den sidste del af den nye skolebygning på venskabsskolen betalt!

Ved siden af bankospillet er var der bål og sang i Sydhaven ved Kærhuset, og aftenen blev rundet af med en godnathistorie. Trætte og mætte kravlede forældre og elever til køjs i elevsenge, telte og enkelte campingvogne. Næste morgen stod den på morgenmotion, værelsesrengøring, fremlæggelse af profilfagsrejser og evaluering af dels undervisningsmiljø og trivsel, samt forældre evaluering af skoleåret.
Vi lavede forældreevalueringen, som en workshop og resultatet vil blive bragt, så snart de sidste noter er i hus. Der vil komme en formel netbaseret evaluering for alle forældre ved skoleårets slutning. Efter den positive feedback på Familieopholdet, så er det et arrangement, der er kommet for at blive!

I den kommende uge fortsætter de mundtlige prøver på fuld tryk. Mange lærere er ude af huset, som censorer på andre skoler og mange censorer kommer her dagligt, for at vurdere vores unge. Ind i mellem prøverne, er der læsning, aktivitetstilbud og flere elever benytter det gode vejr til at tage ud at sejle, spille fodbold eller dykke. Ingen elever kan medvirke til sejlads i fritiden, uden deres forældres accept. Derfor skal der sendes en sms med elevnavn og accept af, at man er vidende om, at eleven sejler den pågældende dag, til forstanderens mobil. Eleverne har duelighedstegn, radiokontakt og en sms-kæde kører løbende under sejladsen. Det er frihed i faste og sikre rammer!

Rigtig god weekend til alle !

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

I den kommende weekend er der elevfest den 10. juni arrangeret af forældrerådet.

Jeppe vandt årets absolutte hit i Nepalbanko spillet, tak til alle som medbragte gaver!!

Nyhedsbrev 28. maj 2011

Kære læser!
Travlhed og spænding op til prøverne, samt fotografering og Blå bog, har fyldt godt i ugens program. Der er kommet nye køjesenge til Kærhuset, og det er faktisk lidt af en revolution på RE. Musikholdet blev inviteret til Vestermarkskolen i Års og fik en flot anerkendelse efterfølgende. Hele personalet var samlet til intern personaleudviklingsdag i tirsdag og fik besøg af det hotteste navn indenfor efterskoleudvikling, Alexander Von Oettingen, en hel eftermiddag og aften. Konklussionen er, at vi har gang i rigtig mange spændende udfordringer både på det faglige og det sociale felt og vi bevæger os i den rigtige retning. Onsdag fik vi besøg af et kamerahold, som optog årets RE Film, den bringes i efteråret i bl.a. TV Danmark. Eleverne var i gang i alle profilfagene og mange blev interviewet om efterskoleliv og fællesskabet på RE.

Pædagogisk har det været en fin uge, selvom det stadig er svært for en mindre gruppe at fokusere på det faglige, når den daglige struktur er løsere. I den kommende prøvetid er der dagligt 3 aktiviteter: Prøve, læsning, aktivitet, og selvfølgelig praktiske opgaver i teknik og køkken. Alle elever har deres eget skema med en prøveplan og i skemaet står hvornår man skal være til aktivitet eller har forberedelse til prøve. Forleden sluttede eksamenstræningen, og der er gode tilbagemeldinger på forløbet.
De nye køjesenge afløser rørkøjesengene, som vi anskaffede for 5,- kr. stk. i 2004. Rørsengene har været elsket for deres flexibilitet, nogle drenge kunne bygge 3 etagers senge, men de fleste skilte sengene ad og satte dem op som 2-4 dobbeltsenge. De brede senge var en udfordring for rengøring og gulvene blev ødelagt af rørbenene. Og hadet, fordi rørsengene var meget ustabile og man forstyrrede hinanden i søvnen, desuden var det vanskeligt at sidde op i den nederste køje. De nye senge er rigtig smarte, stabile og så høje, at man kan sidde godt i køjen. Der er monteret fast stige og den ene gavl er lukket mens den anden er åben, så det også er mulighed for både luft og privatliv. Der vil stadig være rørsenge til næste skolestart, men vi udskifter formentlig de sidste over året.

I den kommende uge er der først og fremmest fokus på forberedelse af de mundtlige prøver.  Mandag aften er der generalforsamling i Ranum Efterskoles skolekreds kl. 19.00 og efterfølgende oplæg fra eleverne om deres skoleår og rejser bl.a. på international linje. Tirsdag er det sidste chance for fotografering til årsbilledet kl.10-11. Onsdag er der familieophold med overnatning. Torsdag er der undervisningsmiljøvurdering for eleverne og fri efter frokost. Fredag til søndag der der forlænget weekend.

Tilmeldingen til Familieophold på Ranum Efterskole den 1.-2. juni, sluttede fredag, men mandag kan vi godt klare eftertilmeldinger. Pt. kommer ca. 100 besøgende til . Se informationen i nedenstående links.

Rigtig god weekend til alle !

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev 20. maj 2011

Kære læser!
Det har været en rigtig dejlig efterskoleuge med mange projekter, tæt opsamling og forberedelse til de mundtlige prøver. De 4 dage er fløjet afsted og idag fredag, er alle på St.bededagsferie, bortset fra International klasse, som har skriftlige Cambridge prøver i eftermiddag.

Ugen der gik: Tirsdag eftermiddag forberedte eleverne workshops til 2. klassedag, og Aftryk festival, samt et nyt initiativ kaldet Slaranumland, hvor eleverne laver selvstændige workshops og projekter for hinanden. Samme eftermiddag bestod de sidste 18 sejladselever den praktiske duelighedsprøve og de fik ros af censor for deres rolige og kyndige overblik.

Onsdag drog hele skolen afsted på en ekspedition til Moubakker ved kattegat. Her sørgede køkkenet for en eminent grillmiddag og eleverne fik mulighed for at opleve den fantastiske natur ud til Vildmosen og skrænterne ned til kysten. En naturvejleder sørgede for at eleverne kunne gå på opdagelse i det lave vand, og fortalte levende om området.
Sidst på eftermiddagen drog alle videre til AFTRYK festivallen i Bælum, hvor godt 1200 andre efterskoleelever fra 14 efterskoler deltog med forskellige elevbands. Musikholdet leverede en fin præstation og ingen kunne være i tvivl om de andre elevers opbakning!

Det blev en meget lang og trættende aften, som sluttede af med at bandet Powesolo fyrede den af i nattemørket omgivet af et flot lysshow. Eleverne var først i seng ved 1 tiden og derfor var det også temmelig trætte elever, som allerede kl. 8 tog imod godt 180 2. klasses elever fra hele Vesthimmerland til en anderledes idrætsdag under temaet Jorden Rundt med Ranum Efterskole. Godt 70 elever stod for opgaver, poster og fungerede som guider for de små 2. klasser.  Både elever og gæster fik en rigtig god dag i det smukke solskin og der blev sluttet samlet af på plænen med pølsehorn, frugt og vand. 2. klasseseleverne fik et flot diplom og en god oplevelse med hjem.

I den kommende uge er der mandag profilfagsfremlæggelse fra sejlads og gastronomi, og efterfølgende planlægning til Familiedagen den 1.-2. juni. Tirsdag er der fotografering af alle ansatte og elever om eftermiddagen og blåbog skrivning. Samme eftermiddag kommer og fortæller om et stort forskningsprojekt i Efterskolen. Titlen er Dannelse der virker og vi har lavet en workshop for alle ansatte for at få lejlighed til at spejle vores skole i hans teori. Vi kan jo mærke at vi flytter de unge rigtig meget, og det bliver spændende at få sat fælles ord og begreber på den proces i fællesskab.
Onsdag er der filmoptagelser om eftermiddagen til årets TV Danmark film, og alle elever er med på den ene eller anden måde i projektet.

Husk tilmelding til Familieophold på Ranum Efterskole den 1.-2. juni – på fredag. Se informationen i nedenstående links.

Rigtig god weekend til alle !

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev 14. maj 2011

Kære læser!
De sidste prøver i naturfagene er afsluttet og de internationale elever har været op til den første skriftlige Cambridgeprøve. En gruppe lærere har bestået Y3 prøven i sejlads og på alle områder er vi ved at nå i mål. I Sildeløbet i Nibe, kom godt 180 elever i mål og vandt præmien for flest tilmeldte deltagere fra samme skole!

Ugen der gik: Tirsdag eftermiddag summede festsalen af rejse- og profilfags-præsentationer, hvor eleverne viste billeder, film og fortalte om deres oplevelser og præstationer i profilfagene.
Tirsdag aften var en gruppe elever i biografen for at se Justin Bieber “Never say never”. Eleverne havde selv lavet en række musikvideoer som bliver vist i salen inden forestillingen, og Ranum Efterskoles video vandt!!
Onsdag eftermiddag fik vi besøg af Løgumkloster Højskole, som viste et usædvanligt improvisationsstykke med fokus på interkultur og mangfoldighed.

Samme aften løb ca. 180 elever med i Nibe Sildeløbet. 20 elever stillede op til ½ maraton og mange til 10 km. De fleste var med i den store start på 5 km.
Køkkenchefen stod klar med en flot og sund buffet, samt kage til de udmattede løbere. Alle elever var med, og fejrede løberne efterhånden som de kom i mål.
Torsdag og fredag har der været fuldt fokus på forberedelserne til de mundtlige prøver, og eleverne er godt i gang med de forskellige synopsis til bl.a. dansk og engelsk.

Pædagogisk har det været en dejlig uge, med glade og forventningsfyldte elever. Torsdag fejrede en elev desværre sin fødselsdag med at smugryge sammen en anden elev, og så måtte fødselsdagen fortsætte hjemme.
Weekendlisten er vanskelig at få styr på, hvis eleverne ikke melder sig på eller af om søndagen. Derfor henstiller vi til alle forældre og elever om at aftale for de kommende weekender!

I den kommende uge fortsætter prøveforberedelserne, men onsdag drager vi på en Imaginationtur til Østkysten og til Aftryk koncert i Bælum, sammen med godt 1200 andre efterskoleelever. Torsdag får vi besøg af godt 200 2. klasseelever fra Vesthimmerlands skoler, som skal med Ranum Efterskole jorden rundt og opleve en anderledes idrætsdag med indhold og oplevelser, samt et unikt møde med de store teenagere. Torsdag er har eleverne først fri fra kl. 14.30 og alle skal blive på skolen til afslutningssamling.
St.Bededag har eleverne fri, bortset fra de Internationale elever, som er på skolen til Cambridge prøver mellem kl. 14.30-16.00.

Ranum Efterskole Familieophold den 1.-2. juni.
Forældre og søskendedagen bliver i år afviklet, som et familieophold. Programmet spænder bredt fra Profilfagsaktiviteter, Jorden Rundt ekspedition, Nepalbanko, fremlæggelse af Nepalrejsen for forældrene og Hardball for fædre. Næste dag er der værelsesrengøring, fremlæggelse af profilfagsrejser, undervisningsmiljøvurdering, forældreskoleevaluering og mulighed for at inspirere hinanden og skolen i et Ranum Efterskole netværksseminar. Forældre og søskende overnatter så vidt det er muligt i elevsengene, og eleverne sover på sovesal. Man kan også tage campingvogn eller telt med. Vi håber, at rigtig mange forældre og søskende vil tage imod tilbuddet om en smagsprøve på Ranum Efterskole og bruge et døgn i fællesskab med lærere og elever, og andre forældre. Tilmelding gennem egen elev og senest den 27. maj.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend.

Olav Storm
forstander.

Nyhedsbrev 7. maj 2011

Kære læser!
De skriftelige prøver blev afviklet i den store kultursal og selv om der var op til 120 elever i sving på samme tid, så gik det godt. Eleverne blev formanet om at arbejde tiden ud og det gjorde rigtig mange. Det gav så et stort pres på udprintningen den sidste time. Det forlyder fra faglærerne, at prøveoplæggene var spændende og udfordrende, men at matematikprøverne var i den sværeste ende.
Under prøverne blev der arbejdet intenst og ind i mellem serverede vagterne forfriskninger og holdt øje med, at der ikke var andre programmer end de lovlige åbne på computerne. Heldigvis var der ingen, der blev fristet og alle gennemførte prøverne, bortset fra en enkelt som blev syg hele ugen.
Ved siden af prøverne var der obligatorisk idræt også selvom flere syntes, at det var strengt, at de skulle være aktive, når de senere skulle til prøve, og deres kammerater hjemme bare havde fri i folkeskolen. Men efter at have været i gang, var de fleste glade for at have rørt sig og det skærper koncentrationen.
Torsdag aften var der koncert på Imaginationloftet og der blev slappet af og hygget til musikken.

Fredag var der Nye Eleversdag om eftermiddagen og aften. Det blev det hidtil største arrangement vi til dato har afviklet. Godt 240 elever ankom med i gennemsnit 1½ forældre og søskende, så med egne elever og elever i huset, nåede vi over 800 til spisning etc. Der var fin plads i den store multikultursal. De nuværende elever sad til venstre i salen og de nye til højre. Stemningen var super god under afsyngningen af Livstræet, hvor eleverne rejste sig ved hvert omkvæde, og fik alle de nye med!
Efter at være blevet underholdt af musikholdet, som spillede skolens egen efterskolesang “Venner”, og danseholdets New York inspirede danseshow, gik de nye elever ud til deres kommende kontaktlærere.
De nuværende elever havde først taget imod alle gæsterne på P-pladsen og fulgt dem ind og efter samlingen hjalp de lærerne med at få snakket om regler og rammer med de nye elever i kontaktgrupperne. Forældrene var til orienteringsmøde omkring pædagogik og åretsgang, samt økonomi i festsalen, inden de sammen med deres elev gik til middag eller orientering om deres kommende første profilfagsvalg.
Dagen sluttede med fælles orientering for de nye RIC og REC elever, og et tilbud om at høre lidt om Nepal, som profilfag i 2012.
Vi fik et fantastisk positivt indtryk af de mange nye elever og glæder os til at se til alle igen den 7. august.

Pædagogisk var det en helt super uge til torsdag aften, hvor det desværre var nødvendigt at hente en mindre gruppe, som ikke mente, at de havde brug for at være til koncerten og spillede negativt ud.
Det er kedeligt, når en sub-gruppe bestemmer sig for at melde sig ud af de fælles arrangementer og samtidig er det vigtigt, at vi pædagogisk har fokus på at rette dem ind de faste rammer, der skal være for at alle kan trives. To elever fra denne gruppe kom op at toppes efter lidt drilleri og den ene dreng slog den anden i ansigtet. Det resulterede i at vedkommendes sidste chance blev opbrugt og så må de resterende prøver tages hjemmefra.
Vi har opfordret de øvrige elever til at støtte denne sub-gruppe i at blive en positiv del af fællesskabet. Når negative subgrupper dannes på en efterskole, kan det være omkring smug-rygning, og det dobbelte værdispil der udfoldes, når man står sammen om en forbudt hemmelighed. Det betyder ikke, at alle i sub-gruppen er smugrygere, og vi er opmærksomme på den problemstilling, at fællesskabet i en sub-gruppe kan få medløbere.
Det kan være en barsk erkendelse for nogle elever, at se denne sammenhæng, og samtidig er det også et led i at blive voksen, at man lærer at tage sine egne valg og ikke ledes i en træls retning for accept og fællesskab. Nu er der åbnet for en dialog og samtidig er det sundt, at fællesskabet udfordres og at eleverne står sammen om at ville hinanden det godt og holde fat i de, der har svært ved at klare sig.

Sejlads i Perdica på den græske ø Aegina 2011.

I den kommende uge er der igen gang i de skriftlige prøver og forberedelserne til de mundtlige prøver, se skemaet under undervisning.
Tirsdag aften er der et tilbud om en biograftur til Løgstør, hvor eleverne kan se Justin Bieber i “Never say never”. Eleverne har selv lavet en række musikvideoer udfra hans musik, som bliver vist i salen inden forestillingen. Skolen sørger for transport og betaler indgang for de der har bidraget med en film, mens andre elever selv må købe en billet.
Onsdag eftermiddag får vi besøg af et kor og musikhold fra Løgum Kloster højskole. Og sidst på eftermiddagen drager alle afsted til Sildeløbet i Nibe.
Torsdag er der Cambridgeprøve i English as Second Laungage. Det bliver rigtigt spændende at se resultatet af de mange måneders intense træning!

Med venlig hilsen og rigtig god weekend.

Olav Storm
forstander.

Nyhedsbrev 30. april 2011

Kære læser!
Eleverne vendte mandag aften tilbage efter en solfyldt påskeferie, og gensynsglæden smittede af på humøret hele ugen. Selvom det var en kort uge, så var den fyldt med aktivitet og liv ude og inde. Vejret har været helt fantastisk og selvom aftenerne kan være kølige så var der forleden fyldt på plænen foran Seminariehuset til rundbold, arrangeret af to elever.

Ugen der gik: Tirsdag eftermiddag samledes alle elever i festsalen for at skrive Blå-bog og under kyndig ledelse af Niels og Carl, fik alle mulighed for at skrive om hinanden til den store mindebog. Luften svirrende af kælenavne, succes / fiaskohistorier, scoringer – og benægtelser, samt fremtidsdrømme og sjove citater fra de sidste 8 måneder, 3 rejser ud i verden, masser af fællesskab og aktivitet. Den blåbog er et følsomt projekt og derfor vil alle få mulighed for i deres kontaktgruppe at arbejde den godt igennem inden trykning.
Onsdag aften havde vi en super koncert på Imaginationloftet med Rudolf Spencer. De skabte en intens og smuk stemning på loftet, som fangede alle. De delte efterfølgende over 170 gratis demo-cd ud, og fik dermed skudt godt gang i deres turne.
Torsdag aften holdt en gruppe elever foredrag om deres rejseoplevelser og ophold på Ranum Efterskole, ved den lokale Brugsforenings generalforsamling.Fredag var danseholdet i Løgstør, hvor de dansede for til DD dag, Dansens Dag i Danmark. På søndag optræder danserne igen i Kildeparken i Ålborg.
I samlingerne har vi fokuseret på sang og fællesskab, samt givet oplæg til de forestående skriftlige prøver.

Pædagogisk har vi haft en fantastisk uge, bortset fra et enkelt tilfælde af natterend, hvor en fødselar ville fejres i et andet hus ved midnat, og en pædagogisk flytning af 2 drenge, som havde opbrugt en perlerække af pædagogiske snakke.

I profilfagene har eleverne afsluttet deres præsentationsforberedelser og er ved at være klar til at fortælle og vise billeder fra de mange ekspeditioner. Vi har lagt en del billeder på hjemmesiden og flere kommer til i den kommende uge.
Sejlerne er i gang med den praktisk duelighedsprøve og flere har også valgt at gå i gang med en VHF prøve, og skal også til eksamen i disse fag i næste uge.

I den kommende uge er der start på de skriftlige afgangsprøver for 9. og 10 klasse. Programmet er findes på hjemmesiden under Undervisning. Eleverne er forberedt gennem hele året og specielt de sidste dage, og selvom det er første maj på søndag, så krydser vi fingre for at alle er friske til en god afslutning på deres skolegang i den danske grundskole. Fredag den 6. maj er der Nye Eleversdag, hvor de nye elever møder deres kommende kammerater og lærere i kontaktgrupperne og i profilfagene. Det er første gang vi arrangerer det på en fredag og vi opfordrer alle nuværende elever til at blive til efter den fælles samling kl. 16, og de der vil hjem kan tage afsted efter kl. 17.
Vi glæder os rigtig meget til at se alle de kommende elever og samtidig er det også en markering for det nuværende elevhold,af at deres efterskoleår er ved at rinde ud, når de krydser deres eget spor fra da de selv var til Nye eleversdag i maj sidste år.

Program uge 18.
Mandag er der prøver i dansk skriftelig fremstilling kl. 9 for 9. årg kl. 13 for 10. årgang se flere detaljer i skemaet – for de der ikke er til prøve, er der idræt.
Tirsdag er der retskivning og læsning for 9 årgang – 10. årgans elever med fransk og tysk har en enkelt lektion fra 9. – 10. – de resterende elever skal til rengøring af værelser m.m. i den periode.
Over middag er der nogle enkelte lektioner for 9. kl. og for 10. kl.fra kl 14 er der profilfag. Onsdag er der prøver for 9 kl. om formiddagen i matematik for 10. kl. er der prøver fra kl. 13.30. når eleverne ikke er til prøve har de idræt.
Torsdag: Prøver i engelsk for 9. kl. kl. 09.00 – resten af eleverne fra 9 årgang arbejder med udtræksfag – 10. kl. idræt
Prøver i engelsk i 10. kl. 12.30 til 15.00 –  9. kl. idræt på samme tid
Rock Band om aftenen
Fredag: fra kl. 9 prøver i tysk for 9. og 10. kl. de resterende 9. årgangselever har de resterende udtræksfag Historie, samfundsfag og kristendom.
Elever, der ikke er til prøve har “showfag” – og forbereder, at der kommer nye elever senere på dagen kl. 15.

I aften er der stor bryllupsfest på skolen, og alle weekendeleverne har fået uddelt roller, som de skal spille under festen. Demn pinlige moster, beduggede onkel, den selvglade far og misundelige søster etc.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend.

Olav Storm
forstander.

Nyhedsbrev 24. april 2011

Kære læser!
Så er der påskeferie og alle elever og ansatte er hjemme for at slappe af og lade op til de kommende sidste måneder. Rejserne fik overalt forventning – ingen uheld eller alvorlige pædagogiske historier. Holdene kom spredte afsted og landende igen lige så spredt, så det var rigtigt dejligt at have alle samlet igen i de 3 dage inden Påskeferien. Hele skolen summede af aktivitet og historier fra de mange rejser og i løbet af de næste 2 uger vil disse, samt billeder og film blive forberedt til den store fremlæggelse for resten af skolen og senere for forældregruppen i begyndelsen af juni. Der er lagt nogle billeder på billedsiden, så nyd dem!

Der er rigtigt meget at se frem til i den kommende tid. Først og fremmest står forberedelserne til de skriftlige prøver foran os alle. Vi har brugt flere fagdage på at forberede prøverne i sidste uge, men der er stadig meget at se til og det er vigtigt, at eleverne har styr på alle skolesager og at deres computer er klar til prøverne. Ved siden af prøverne trænes der til Sildeløbet i Nibe, hvor vi forventer at godt 170 elever deltager! Og den 18. maj er der Aftryk musikfestival i Bælum.

I profilfagene arbejdes der intenst på at samle indtrykkene fra profilfagsrejserne, og på at forberede en god afslutning inden fagene glider over til at supplere aktivitetsprogrammet under prøveperioden. I sejlads er alle bådene nu søsat og eleverne træner til den afsluttende praktiske prøve i duelighed. Flere elever er også igang med at tage et VHF certifikat og når også her et mål, som få voksne sejlere har.

Der bliver god brug for cyklerne frem – for alle elever – til sommerferien, så alle skal have en cykel og cykelhjelm klar til efter påske.

I den kommende uge er der tirsdag eftermiddag lærersamling, og imens arbejder eleverne med Blå-bog skrivning i en stor workshop, hvor alle kan skrive til og om alle. Om onsdagen er der om aftenen Rudolf Spencer band, et helt forrygende band, som vil sikre en musikalsk oplevelse og bevægelse hos alle. Fredag er der dansens dag. DD dag i hele Danmark og RE stiller op med godt 40 dansere i Løgstør. Om aftenen er der “Bryllupsfest” på skolen, så husk kjole og hvidt, samt den lange fest kjole, og en tale til det lykkelige “par”. Temafesten holdes for de elever, som bliver i weekenden. ( tilmelding mandag aften ved ankomst).

I den efterfølgende weekend, er der fredag den 5. maj fra 15.-ca.20.30 Nye Eleversdag for næste årgang RE elever. Det betyder, at vi rigtig gerne vil bede de nuværende elever, som har mulighed for det, om at blive på skolen indtil kl. 17.00, så de kan være med i velkomsten. Dans og musik skal være med, da det er en del af deres opvisningsprogram, at tage i mod de kommende elever.

Påsken har budt på fantastisk vejr og det skulle fortsætte ind i den kommende uge, så husk solcremen og nyd livet udendørs!

Med venlig hilsen og rigtig god Påske!
Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev 16.4.2011

Kaere laeser!

Nyhedsbrevet bliver kortfattet i denne uge, fordi jeg sidder ombord paa en 43 fods sejlbaad i Athens havn og med en elendig netforbindelse.
Der er ellers et hav af nyheder og oplevelser at berette om fra de mange profilfagsrejser, som i disse timer og dage sluttes af. De fleste af rejsegrupperne har skrevet hyppigt paa profilfagssiden / se profilfagsrejser. Og her kan I laese om rejserne og de mange erfaringer de unge har gjort sig paa deres ekspeditioner ud i verden. For sejlerne slutter togtet foerst sent soendag aften og det bliver sikkert en haard start paa de naeste 3 skoledage. Samtidig bliver det ogsaa en rigtig god tid, hvor hele huset vil summe af historier og billeder fra rejserne. Vi paaskelukker paa onsdag til kl. 14.30- og oensker alle en rigtig god paaske uge og ferie!

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander 

Nyhedsbrev 8. april 2011

Kære læser!
I disse dage drager alle ud på den 3. og sidste profilfagsrejse til 7 lande og 3 kontinenter. Forventningerne har boblet i huset meget længe og særligt op til afrejse, er det helt fantastisk at mærke stemningen blandt eleverne. I de seneste måneder har det fælles tema for skolen været Dannelsesrejsen. Eleverne er i dag langt bedre forberedt og klar til at møde fremmede kulturer fordi de har forberedt sig grundigt gennem profilfagene og erfaringerne fra de første to rejseuger, gør dem mere trygge og har lært dem styrken i et godt kammeratskab og åbenhed overfor andre at kende. Dannelsesrejsen er ud over en rejse ud i verden også en rejse ind i sig selv og en karakterdannelse. Det giver styrke at bevise, at man er i stand til at nå de mål som er sat og samarbejde om det.

Ugen har ud over de boglige timer og forberedelserne i profilfagene budt på to spændende kulturelle aftenarrangementer.
Mandag formiddag fik vi besøg af dansekaravanen og danseholdet arbejdede intenst med at indøve den fællesdans, som senere på måneden vil blive danset over hele landet på samme tid. Gæsteinstruktørerne var særdeles professionelle og fik stor ros af eleverne efterfølgende.

Tirsdag aften fik vi besøg af Kirsten og Marie, de to unge musikere er upcoming stjerner på de unges scene. Musikken er helt unik og samtlige elever blev rusket igennem i øregangene på Imaginationloftet.

Onsdag aften fik vi besøg af en Ghanesisk dansegruppe. Aftenens program blev indledt med et spændende billedoplæg til Ghana af Søren Christensen, som har rejst i landet flere gange. Billedfortællingen blev afløst af insisterende afrikanske trommer og scenen blev fyldt med magiske og imponerende dansere fra Ghana. Hver dans blev præsenteret med dens historie og kulturelle betydning. Eleverne stod til sidst op og klappede i takt til rytmerne så hele festsalen gav genlyd. Efter en kort pause var der afrikansk danseworkshop for de elever der havde lyst og igen var der mange der kastede sig ud i udfordringen og fandt frem til deres indre afrikaner.

Pædagogisk har det været en god uge, selvom nogle elever desværre hævder at have mistet penge fra deres ulåste værelser og skabe. Når det sker så indskærper vi eleverne, at de skal bruge elevbanken, låse deres skabe og døre, så det ikke frister andre. På trods af disse episoder har eleverne fungeret rigtigt godt sammen, og glædet sig til næste uges oplevelser.

I den kommende uge kan I følge med i de rejsenyheder, som vil blive bragt her på siden. Vi forventer at kunne opdatere hen på eftermiddagen og husk at intet nyt er godt nyt – for nogle gange er det også vigtigst at være i nuet og suge indtryk og erfaring til sig, frem for at skrive hjem.

Sidst på næste uge kommer de første elever retur, og det er vigtigt at kontoret får besked, hvis elever ændrer de weekendplaner, som er noteret på skolen. I uge 16 er der undervisning og vigtige fagdage med optakt til de forestående prøver.

Glæd jer til at læse med i ugens løb her på siden og til at se billeder og film fra rejserne senere. Kontoret er åbent formiddage mellem 9. – 12.00 i næste uge.

Med venlig hilsen og god weekend

Olav Storm
forstander.

Nyhedsbrev 2. april 2011

Kære læser!
Åbent Hus dagen blev en flot og positiv dag for både gæster og elever. Skolen tog sig rigtigt godt ud i det flotte solskinsvejr og eleverne havde deres nye mindetrøjer på og overalt på skolen viste de frem og fortalte om livet på Ranum Efterskole. På plænen foran Kærhuset stod en kæmpe Tipie og gæsterne kunne nyde en forfriskning, mens de overværede en verdensrekord. Gastronomiholdet og i alt 30 elever stod for at bage verdens længste hvidløgsflüte på hele 12 meter. Den tidligere rekord var på 3,81 meter og dermed er der en god chance for at Ranum Efterskole kommer med i Guinness World of Records.

Ugen er gået med forberedelser til profilfagsrejserne i uge 15, samt til Åbent Hus dagen. Eleverne havde fri mandag, så alle mødte friske ind igen mandag aften, og ud over den boglige undervisning, har der været gang i udelivet. Bl.a. har en stor gruppe drenge fået gang i amerikansk fodbold.
Tirsdag og onsdag var mere end 40 elever til den teoretiske duelighedsprøve og på nær et par stykker, så bestod alle. Samme dage afholdt vi mundtlige prøver i Cambridge Engelsk – også her gik det efter lærerens vurdering rigtigt fint.Torsdag formiddag var alle inviteret til generalprøve på Ranum Skoles årlige musical “Heksen og Troldkongen”. Fredag havde vi profilfagsdag og samlede alle løse ender til rejseugen, og Åbent Hus dagen.

I den kommende uge har vi mandag Dansens dag, hvor 40 elever skal medvirke i en fælles forestilling.
Tirsdag er der fælleselevmøde, og om aftenen er der en koncert med “et par Skjønne piver”.
Onsdag får vi besøg af en dansetrup fra Ghana, og eleverne får en kort optakt med billeder fra Ghana. Efterfølgende skal vi opleve et forrygende danseshow, som i den grad vil være et godt oplæg til de forestående kulturmøder på profilfagsrejserne.

Torsdag drager Dans afsted til NY, og over de næste 3 dage drager alle afsted ud i verden på den sidste store profilfagsrejse.

I uge 16 er der 3 undervisningsdage og eleverne kan drage hjem på påskeferie onsdag eftermiddag fra kl. 14.30.

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev 27. marts 2011

Kære elever og forældre!
Det har været en fantastisk dejlig uge, hvor eleverne har nydt at være sammen og det endelig ser ud til at blive lysere og varmere. Mange elever har ladet op til den private elevfest arrangeret i samarbejde med forældrerådet, og de så alle totalt festklare ud. I bussen kunne de læse i den nye profilavis, som netop er kommet fra trykken. Avisen fortæller om Ranum Efterskole gennem både elevernes og ansattes fortællinger. Den er fyldt med billeder fra livet på skolen, rejserne og de mange arrangementer.

Ugen har budt på masser af faglig undervisning, profilfagsforberedelser til rejserne og flere små events i fritiden. Mandag og tirsdag blev en række elever interviewet til profilavisen, og onsdag var der kontaktgruppefotografering foran den “tapet” skov, som to elever har fået sat op på naturfagsgangen. Billederne pryder nu kontaktgruppeskiltene i spisesalen og er meget fantasifulde. En elev skulle svæve, 2 bære sminke, 3 være klædt ud som det modsatte køn etc. Sejladsholdet har knoklet med at forberede sig til den teoretiske duelighedsprøve, som finder sted på tirsdag og onsdag. Der er ca. 40 elever, som skal til prøve og det er rekord på én prøvegang.
Torsdag eftermiddag var profilfaget Guide afsted på deres rundtur i Nordjylland og det var på trods af en temmelig blæsende dag, en fin og lærerig oplevelse, samt afslutning på faget.

Pædagogisk har vi haft en stille og fredelig uge, hvor eleverne har nydt hinanden og ladet op til elevfesten med test af høje hæle og sminke i alle afskygninger. Festen tema var rød-gul-grøn.
Vi også ved at sætte farver på – og få indrettet Imaginationloftet med 20 kæmpe sækkestole, og på gangene i Seminariehuset har vi fået nogle sjove “puf” møbler, som man både kan sidde og flyde i. Tanken er at skabe mere liv på gangene og i fællesrummene.

I den kommende uge kommer eleverne retur fra kl. 17. mandag eftermiddag, og det er rigtigt vigtigt at alle har pakket til profilfagsrejserne i uge 15, hvis man ikke skal hjem søndag den 3. april. Forældre og elever skal være opmærksomme på rejsebrevene fra de forskellige profilfag, med rejseprogram, pakkelister og praktiske informationer er angivet.
Torsdag stiller vi en kæmpe stor lavo op på plænen foran Kærhuset. Tanken er at afprøve en ny fællesskabsform, hvor vi vil bruge lavoen som et samlingspunkt for fællesskab på tværs af profilfag, klasser, huse osv. Et sted hvor vi er en “stamme” og hvor der er plads til masser af fortællinger, samvær og aktivitet omkring bålstedet. Eleverne kan fra fredag – søndag sove i lavoen i soveposer.
Klik på billedet for at læse Ranum Efterskole´s 2011 profilavis

Vi har åbent Hus på næste lørdag den 2. april kl 13.-16. og håber, at I har lyst til at sende budskabet ud i omgangskredsen, så venner og bekendte også får mulighed for at stifte bekendsskab med Ranum Efterskole. Vi har ledige pladser fra 2012-13. ( og enkelte ledige pladser i 9. klasse til 2011-12). Det er en “blivelørdag”, men eleverne kan tage hjem efterfølgende til søndag.

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev 18. marts 2011

Kære elever og forældre!
Så er vi landet nogenlunde igen pædagogisk. Det har været en erfaringsrig og aktiv uge på alle fronter. Vi har brugt ugen på pædagogisk arbejde og på fagligt fokus. Den engelske gæstelærer Carl Bennison, som har været tilknyttet skolen i efteråret, er ansat som timelærer frem til sommerferien i musik og engelsk. Det er en stor fordel for international klasse, som om kun 2 uger skal op til deres afsluttende Cambridge Engelsk prøver. Eleverne har fået deres udtalelser udleveret fra projektopgaverne og samlet set har de klaret det flot! I dag har vi haft samtaler med nye elever til næste skoleår, og samtidig 170 gæster fra Erhvervsskolerne i Års til konference i Ranum Event. Det er dejligt, at der er liv i huset og weekendholdet har hjulpet rigtig fint med bl.a. at fortælle om den internationale klasse, Nepal rejsen og vist rundt på skolen.

I profilfagene er det ved at være alvor i forberedelserne til ekspeditionerne i uge 15. Ridepigerne var i Herning fredag til en stor rytter og hestemesse, om kort tid skal de fleste op til Ryttermærke 4 og målet er sat mod Spanien og den spanske rideskole. Dykkerne har haft svømmehalsprøver i weekenden, og er nu klar til de sidste teoretiske prøver inden rejsen til Rødehavet. Sejladsholdet er ved at være klar til den teoretiske duelighedsprøve forud for togtet til Grækenland. Dans arbejder med Zumba forud for rejsen til N.Y., og musik spiller Beatles forud for deres ekspedition til London. Gastronomi var på fødevaremesse i Ålborg og har sat kursen mod Paris. Adventureholdet er ved at bygge formen helt op til strabadserne på Gran Canaria. Ligesom eleverne lærer de forskellige sikkerhedsteknikker ved f.eks. klating.

Pædagogisk har ugen budt på en række møder. Mandag var der for første gang på RE et pædagogisk møde mellem to forældrepar og elever foran alle eleverne i festsalen. Konfrontationen viste, at vi ved dialog og åbenhed, kan løse en vanskelig pædagogisk konflikt. Både elever og de to unges forældre gav efterfølgende udtryk for, at det var en svær situation, men at det var den nødvendige vej til en konstruktiv løsning, hvor en af de 3 hjemsendte drenge fik mulighed for at vinde ny tillid i fællesskabet. En anden dreng er bedt om at blive hjemme og den 3. dreng er endnu ikke afklaret.

De elever, som blev sendt hjem til afklaring for nattesvir mødte torsdag aften til et fælles elev- og forældremøde omkring spørgmålet, hvordan kunne det ske og hvem havde hvilken rolle i gruppen. Der er nu truffet klare aftaler for de videre konsekvenser og forløb for hver elev.
Igen var det et vanskeligt møde og samtidig var det vigtigt at både forældre og elever fik mulighed for at få en gensidig forklaringsramme på forløbet og opbygget en tillid til, at vi kan se konstruktivt fremad. Der er meget at lære og hvis jeg skal bruge et billede på processen, så er vi i færd med at klippe græsset kort, hvor det er nødvendigt, men samtidig give plads til, at der også er plads til at “for-glem-mig-ej” kan blomstre til sommer. Mao. så arbejder vi for at bevare friheden og undgå stramninger for de elever, der fint kan fungere inden for de fælles regler og rammer, som vi har på skolen, og stramme for de få, der ikke helt kan – endnu.

I ugens løb har vi haft vi fulgt katastroferne i Japan. I valgfaget psykologi har vi arbejdet med transaktionsanalyse og kommunikation, mens eleverne i valgfaget svømning både får motion på cykelturen til Rønbjerg og i svømmehallen. På løbeholdet arbejdes der mod at deltage i Sildeløbet og vi forventer at op mod 150 elever vil deltage.

I den kommende uge er der fokus på den faglige undervisning, og Guideholdet skal på rundtur i Nordjylland og guide hinanden frem til nye eventyr. Dykkerne skal bestå de sidste OpenWater test. Hardball klubben har indkaldt til medlemsmøde onsdag aften, og vil fortælle om nogle spændende ture i foråret. På fredag afholder forældrene i festudvalget endnu en elevfest og samme dag holder vi ansatte en personaleaften. I weekenden den 27.3. udkommer den nye profilavis, som vi tog fællesbilleder til i onsdags. Bare det nu snart ville blive rigtigt forår!

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev 11. marts 2011

Kære elever og forældre!
Det har været en noget anderledes uge end vi er forvænt med på RE og desværre ikke til den positive side. Ugen har ellers budt på masser af aktivitet og fagligt indhold, samt en rigtig hyggelig fastelavnfest torsdag aften. Desværre har den positive energi i fællesskabet været hårdt prøvet af nogle kedelige pædagogiske episoder. I ugens fællessamlinger har vi derfor haft et nødvendigt fokus på rammerne for fællesskabet på skolen og bla. stillet spørgsmålet “Kan man få for meget frihed?” Det spørgsmål rumsterer fortsat hos flere elever og særligt dem, som nu er til afklaring hjemme. Billedet er fra fastelavn, og bort set fra denne aften, har vi alle været lidt bundet op!

Det startede med, at 3 drenge havde optrådt krænkende overfor en pige, hvor grænsen mellem leg og sjov blev overtrådt så alvorligt, at skolen besluttede at sende dem hjem for at få luft til at danne et overblik. Sagen er ikke endeligt afsluttet, og har været en stor udfordring at håndtere, fordi en gruppe elever har været meget aktive på facebook. Heldigvis har det vist sig, at der er en velvilje og åbenhed imellem flere af de implicerede familier til at indgå i en konstruktiv dialog.

Svaret på spørgsmålet “kan man få for meget frihed?”  ligger i høj grad i de unges handlinger, og derfor har vi besluttet at anvende flere vågne nattevagter. Allerede samme aften opdagede vi, at en mindre gruppe elever holdt fest med alkohol i en lejlighed i seminariehuset. Disse elever er også sendt hjem til afklaring, og deres familier inddraget. Her måtte det jo så meget gerne være stoppet, men i dag fredag, fik vi en mistanke om, at der måske var euforiserende stoffer på et værelse i Kærhuset, og fik med forældrenes accept dannet os et overblik. Der blev heldigvis ikke fundet stoffer, men det tager kun kort tid at nedbryde tilliden og herefter anvender vi kontrol til at genopbygge den igen. Derfor har vi bedt eleverne om en test. Vi reagerer hellere én gang for meget – end for lidt på et stofrygte.

En lidt “komisk” sidehistorie: Samtidig med at denne historie udspillede sig havde en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet inviteret sig selv ind på skolen og interviewede uden tilladelse flere elever. Det kan jo nok få en forstander til løbe stærkt, men heldigvis var temaet for besøget at kun finde ud af, hvad unge i Vesthimmerlands Kommune har af fremtidsdrømme. De var blevet vist til Ranum af en lokalpolitiker i Års, og efter at have interviewet en stofmisbruger i byen, så var de pendlet tilfældigt ind ad døren til efter-skolen. Jeg solgte dem historien om en by i udvikling, under temaet, når et gammelt træ falder, så gives der plads til nyt liv. Herefter viste jeg dem videre mod vest, men det kan godt være, at vi igen skal læse i avisen om nedtur og forfald i Ranum i det tillæg, der udgives med EB 26.3. Jeg håber, at de vil vende blikket og se på mulighederne og drømmene istedet og spørge sig selv, hvorfor landets 3. største efterskole ligger her i Vesthimmerland.

Fin fastelavnsfest med Thai-tema. De to fra Ekstra Bladet ærgede sig over, at de ikke var kommet dagen før, da jeg fortalte dem om det hyggelige og farverige fastelavnsbal med Thailandsk mad, som vi torsdag aften holdt på Imaginationloftet. Stemningen på formiddagssamlingen var ikke i top, men det er utroligt vigtigt, at vi fokuserer på at lave efterskole for de 95%, der vil os 100% og det blev en dejlig aften. Menuen var temmelig eksotisk og bød bl.a. på krebs, frølår og mange forskellige Thai variationer af nudler mv.

Lærerne har holdt udviklingsseminar, og diskuteret skoleåret videre gang. Det har givet en masse nye ideer og et godt fodslag. Eleverne byder også ind med spændende ideer til et Talent Show, en kontaktgruppe inde-fodboldturnering, og en henholdsvis pige- og en drengeaften. Selvom der har været pædagogisk modvind, har vi masser af energi og ser frem til nogle dejlige forårsmåneder.

Hestepigerne er til Hingstekåring på messen Hest og Rytter i Herning i dag, og det er et absolut højdepunkt for holdet. Det samler og styrker gruppen at være afsted en hel eftermiddag og aften omkring deres fællesinteresse. Det er også det helt rigtige tidspunkt fordi der desværre har været en periode med uregelmæssig undervisning i ridning, grundet ferie og sygdom.

I fredagens samling fremdrog jeg de fælles erfaringer i ugen og konklusionen er, at eleverne ihvertfald har lært noget om vilkårne for en fri debat, demokratisk dannelse og livsoplysning, fordi de har erfaret, at selvom der graves grøfter og debatteres livligt på nettet og i fællesskaberne, så er det vigtigt at acceptere, at der er forskellige holdninger og normer, at vi er forskellige og at denne mangfoldighed også er livsnerven i det demokratiske fællesskab. Det er en hård proces og derfor kan mange have brug for at få luftet ud hjemme, skulle I have spørgsmål eller bekymringer, så står både kontaktlærere og jeg til disposition! Den endelige afslutning på de pædagogiske sager vil blive kommunikeret ud med næste nyhedsbrev, eller når det er betimeligt ifht. sagernes udvikling. Det vil ske i fortrolighed og med respekt for at arbejdet med unge kræver tålmodighed og at man sætter sig ind i sagen – også fra de unges syn og normer.

I denne weekend er dykkerholdet på skolen og optaget af svømmehalsøvelser. De er utrolig glade for at kunne komme til Rødehavet alligevel, og vi arbejder meget bevidst med at perspektivere og inddrage den politiske situation i vores forberedelser til rejsen.

I den kommende uge er der først og fremmest almindelig undervisning i alle fag og igen har vi gang i en lang række spændende aktiviteter i fritiden. Der er også interview med nye elever på fredag den 18. om eftermiddagen og de elever som har lyst er meget velkomne til at medvirke til det praktiske ved rundvisninger og oplæg.

Nogle uger er det rart at der kommer en fredag og som billederne herunder vidner om så er der masser af smil og godt humør glæde sig over! Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Musik på tur!

I uge 9 var musikholdet på besøg på Lynghøj Efterskole. Vi mødtes med deres musikhold i musiklokalet, hvor vi hilste på hinanden og skiftedes til at spille de sange for hinanden, som vi havde øvet os på. Bagefter valgte hvert hold en sang, som de skulle lære de andre. Det gik virkelig godt – og vi havde en rigtig hyggelig dag med morgenmad og frokost i deres kantine, sammenspil og rundvisning på deres efterskole.
Vi sluttede dagen af med, at vi alle stod foran klaveret og sang, mens Fuglsang spillede dertil. Da vi havde øvet sangen et par gange, blev vi delt op i drenge/piger og sang den igen, mens det blev optaget. Bagefter så vi billeder, som Lynghøjs musiklærer Rasmus havde taget i løbet af dagen.
Mens vi ventede på, at bussen skulle hente os, gik vi hen i musiklokalet og jammede med det andet musikhold. Det var rigtig sjovt at komme ud og spille for nogen, og samtidig høre, hvad de havde arbejdet med. Derudover fik vi jo også snakket med andre på vores alder, der har den samme interesse som os. Så alt i alt var det en virkelig god og hyggelig dag på Lynghøj Efterskole!

Skrevet af Laura og Lea fra musikholdet

Nyhedsbrev 4. marts 2011

Kære elever og forældre!
Ferien var god for os alle, og ugen har på mange måde været en ny start på foråret og den næste profilfagsperiode. Vi har ud over den almindelige boglige undervisning startet en række nye profilfag og valgfag op. Bl.a. er eleverne om torsdagen optaget af svømning, klatring, zumba, fodbold og om onsdagen kører der psykologiundervisning.
Selvom det har været temmeligt koldt og skiftevis tø og frost, så er adventureholdet i fuld gang med den fysiske træning til stabadserne på ekspeditionen til det noget varmere Gran Canaria i uge 15.
 

Pædagogisk har vi fulgt op på den proces vi startede i begyndelsen af februar, og vi arbejder målrettet med at sikre, at alle elever får og giver plads til hinandens udvikling. De få, der ikke har forstået vigtigheden af dette, oplever på denne årstid at blive presset af både lærere og kammeraterne, som mister tålmodigheden. Det er en fælles opgave at holde de klare grænser, som skal til så alle kan trives sammen. Det er et projekt, som skal lykkes og i denne uge skriver vi på mindetrøjen, så vi håber, at alle kommer helt med til sommerferien. For nogle vil det kræve en ny start og ekstra indsats i fællesskabet. Vi er optimistiske!

I den kommende uge har vi fastelavnsfest om torsdagen! Husk udklædning og sminke mv. Alle lærere holder samling samme aften og vi glæder os til at se fantasien blomstre.

Jeg er afsted på efterskolernes årsmøde, interessen for Ranum Efterskole er stor og mange undrer sig over, at vi er nået så langt på bare 6 år. Når jeg ser på vores elever og ansatte, så er det ikke underligt. Vi har et fælles mål og tør træffe de valg, som fører os til målet. Det er den proces, der giver os mening i det vi gør og som gør at vi både sammen i det store fællesskab og i mindre interessefællesskaber, kommer ud over kanten og udvikler os som personer! Nu er det tid at springe ud sammen med foråret og nyde det i fulde drag!

Med venlig hilsen

Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev 27. februar 2011

Kære elever og forældre!
Vinterferien slutter i aften, når eleverne igen vender tilbage mellem kl. 17. og 21.00. Vi håber, at alle har haft en god ferie med tid til at få ladet batterierne op til de kommende måneder. Der er kun små 6 uger til, at vi alle drager ud på den sidste ekspedition. Nogle for at samle inspiration og træne til deres profilfag, og andre for afslutte deres færdigheds-prøver f.eks. i Dykning. Vi har sammen med den tekniske arrangør besluttet at gennemføre den oprindelige rejse til Rødehavet og arrangøren holder os skadesfri for de ekstra omkostninger.

Dykkerrejsen til Egypten er endelig faldet på plads, idet der er genindsat fly. Vores rejsetider bliver som følgende, der kan dog forekomme ændringer:
Afrejse fra Billund: 08.04.11 kl. 07.15
Hjemkomst til Billund: 15.04.11 kl. 22.15
Vi rejser med bus til og fra Billund, og der bliver mulighed for afsætning i Viborg. Nærmere info følger.

I den kommende uge starter vi nye profilfag og der er således nye skemaer til alle elever. Det bliver spændende at følge bl.a. adventureholdet, som har en stor udfordring i forhold til vintervejret. Indholdsplaner og mål for de nye fag vil blive udarbejdet i de næste uger med eleverne og så publiceres de på hjemmesiden – Undervisning.

Mindetrøjer og RE skoletrøjer kan bestilles hele uge 9. Der er åbent i danselokalet på den kreative gang for tøjprøvning hver dag mellem 12.30-13.00. Husk at komme forbi, så du får den rette størrelse trøje. Hættetrøjen er betalt og det er kun hvis du ønsker en anden trøje eller andet RE beklædning, at du skal betale mere.

Der er samtaler med de nye elever, som ikke kunne være med sidst fredag den 18. marts og invitationerne er sendt afsted.

Vi glæder os alle til at det bliver forår for vinteren tærer betydeligt på varmebudgettet og vi trænger til at se grønt græs, blåt vand og lys igen!

Med venlig hilsen

Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev 18. februar 2011

Kære læser!
Netop landet efter en lang eftermiddag og aften med forældresamtaler, kan jeg overordnet konkludere, at vi har stævnen den rette vej og er på kursen i skole-hjem samarbejdet. Der var et godt flow over dagen, og mange fandt også tid til at nyde en forfriskning eller middag i kantinen. Nu er det vinterferie og alle er vendt hjem på ferie.

Det har været en hektisk uge præget først og fremmest af OSO og projekt fremlæggelser. At dømme efter lærernes feedback og energiniveauet blandt eleverne, så blev der kæmpet i fremlæggelserne og der var god opbakning fra tilhørerne. Tirsdag og torsdag aften havde profilfaget Helvedes køkken inviteret gæster udefra til finalen mellem de to hold. Torsdag eftermiddag fik vi besøg af TV2 nord, og som noget ret unikt blev resultatet af konkurrencen mellem de to hold.

Sikkerhed til søs! Et andet og bestemt mere alvorligt emne for denne uge har været kæntringsulykken ved Præstø, og det har været vigtigt, at vi informerede og talte med eleverne om forløbet. Pressen har haft travlt med at perspektivere over ulykken generelt, og vi har også måttet redegøre for vores sikkerhed i forbindelse med sejlads. I en orientering nedenfor har vi samlet en redegørelse for den maritime sikkerhed på Ranum Efterskole.

Bus forbi Ranum og et lokalpolitisk svigt. Vi har i den forgangne uge måttet kæmpe for at lokal politikerne i Vesthimmerlands Kommune ikke støtter en regional nedlæggelse af den direkte busrute mellem Ranum til Hobro. Region Nord arbejder på en trafikplan, hvor der kun køres mellem de store byer og uden om de mindre byer. Ændringen betyder at der indsættes en “fødebus” mellem de små byer til Løgstør og Års, og det vil betyde 1-3 skift for eleverne – inden de når til en togforbindelse, samt næsten umulige vilkår for de ansatte og praktikanter, som pendler fra togstationerne til arbejde på Ranum Efterskole. Det er uholdbart og unødvendigt!
Ranum Efterskole er en af de største brugere af den berørte rute 57, og vi ser det som en alvorlig forringelse af infrastrukturen på egnen. Derfor er det meget overraskende og skuffende, at kommunalbestyrelsen ikkevil lytte et forslag fra R og SF om at indstille til Regionsrådet, at busrute 57 skal køre via Haubro Ungdomsskole og Ranum Efterskole med til sammen 400 elever om eftermiddagen specielt på fredage og søndage. 
Rute 57 vil køre stort set tom mellem hovedbyerne, når de lokale skoleelever er nået hjem. Der har ikke været en høringsproces af brugerne i oplandet, men vi har stadig mulighed for at ytre os i forbindelse med regionens endelige møde om sagen, når regionspolitikerne skal tage endelig stilling senere på foråret.
 
Mottoet er derfor “kør ikke uden om kunderne! Knæk rute 57 efter 15 på fredage og søndage”. Så eleverne kan komme direkte til og fra toget i Hobro.

I den kommende uge er der vinterferie og i uge 9 starter de nye profilfag og nye valgfag. Der er nye skemaer til alle elever og alle profilfagsrejser skulle komme endelig på plads.
Vi arbejder stadig med dykkerrejsen til Rødehavet og er optimistiske, nu hvor Udenrigsministeriet ikke længere fraråder rejser til Rødehavs kysten. Se nedenstående orientering til forældrene til dykkerholdet.

1. marts er en vigtig skæringsdato for valg af uddannelse efter sommerferien og studievejleder Ib Christensen hjælper gerne, hvis der er spørgsmål. Heldigvis ser det ud til at langt de fleste er afklarede og har afsluttet processen.

Rigtig god vinterferie og vi glæder os til at se alle friske igen den 27.2. fra 17.00

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Orientering 14. februar 2011

Ulykken ved Præstø har givet anledning til spørgsmål fra pressen, forældre og elever. Derfor giver vi her en grundig orientering om sikkerheden ved de maritime aktiviteter på Ranum Efterskole.
Vi følger ulykken sammen med eleverne i fælles-samlingen dagligt og sender mange tanker afsted til alle på den berørte efterskole, og deres familier.

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Mindetrøje 2011 – og RE skoletøjbestilling inden 8. marts 2011

Eleverne kan bestille dagligt ml. 12.30-13.00 ved henvendelse i Danselokalet. Her kan de prøve mindetrøjen og det andet RE skoletøj, som er ønsket i tøjudvalget. der er mulighed for at få trykt navn på tøjet og det anbefaler vi, at man investerer i. Vi forventer at kunne have skoletrøjerne klar inden sidste profilfagsrejse.

Nyhedsbrev 11. februar 2011

Kære læser!

OSO og projekt ugen er forløbet med stor energi og et meget positivt fagligt fokus stort set alle elever. Der har været rigtig meget gang i vejledningen og for flere var det ogå tæt på deadline, før der blev afleveret i dag fredag. Samarbejdet i grupperne har været udfordrende og lærerigt, og kun få grupper har oplevet væsentlige problemer. Lærerne fortæller begejstret om forløbet, om de elever der virkelig viste selvstændighed og storarbejdsiver, samt de få elever, der måtte bæres over stregen idag. Energien smitter helt sikkert af til de kommende ugers skolearbejde og resultatet af projektugen ser vi efter fremlæggelserne i den kommende uge. I aften er der kæmpe elevfest – arrangeret uden for skolen af forældreråd og elevernes eventudvalg. De har fortjent en super fest!

Ugens startede kulturelt søndag aften med Super Bowl for en snes elever. Ikke alle holdt til den bitre ende, men stemningen var helt amerikanst hele natten. Mandag aften havde vi besøg af Hottrup Efterskole, som viste deres års skuespil og stemningen var super i festsalen. De overnattede på skolen og fik også et lille indblik i livet hos os. Onsdag aften var vi til musical på Fjerritslev gymnasium, og eleverne far totalt høje af diskodans, sang og skuespil, da de kom retur sidst på aftenen.

Pædagogisk var det en udfordrende uge for en mindre gruppe drenge, da andre elever simpelthen mistede tålmodigheden med deres drillerier og drengestreger og ikke særligt kammeratlige adfærd. Derfor blev de interviewet omkring deres adfærd og deltagelse i det fælles på skolen, og nu skal der andre boller på suppen, så de også er med til at støtte aktivt op om skolens formål og fællesskab. Det er ikke usædvanligt at grænserne – også i elevflokken udfordres på denne årstid, men det er afgørende for kvaliteten i opholdet, at der stilles skarpt på de få der måske ødelægger det for de andre elever!

Fredag er der skolehjem-samtaler og alle forældre skulle være have været i kontakt for en aftale om tidspunkt mv. Har I ikke haft kontakt med kontaktlæreren, så ring til vedkommende eller til skolen mandag!
Vi glæder os meget til at se de der har tid og mulighed for at komme på fredag! Ib Christensen vil også kunne hjælpe med studievejledning, hvis der er nogle som har behov for det stadigvæk.

Dykkernes rejse til Rødehavet hænger i en tyndtråd pga. urolighederne i landet. Flyene er aflyst og vi arbejder på højtryk for at finde et nyt sted for træning og uddannelse, samt kulturbesøg i det sydlige!

Der er rigtig mange glade elever på skolen lige nu, det blæser og er råkoldt, men inde på værelserne sminkes og males der til det store karneval. I køkkenet bages fastelavnboller og om lidt samles alle til aftensmad. Efter oprydningen er de mange festklædte elever på vej til deres private elevfest – og så er det weekend!

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev 4. februar 2011

Kære læser!
Så skiftede vi måned, samtidig smeltede isen og vinden ruskede voldsomt i træer og bygninger. I fællessamlingerne har vi fulgt den spændte situation i Egypten tæt ifht. folkets kamp for frihed og demokrati. Det er også et stadig mere aktuelt spørgsmål om situationen udvikler sig så vores dykkerhold kan rejse til Rødehavet i uge 15 eller vi må finde et alternativ. Vi træffer først en endelig beslutning omkring rejsen, når vi i samråd med vores tekniske arrangører har fulgt situationen nogle uger, og vi håber på en hurtig overgang til fredeligere reformer mod et demokratisk styre.
Følg med i rejseinformationerne og afrejsetiderne for de forskellige profilfag under fanen Profilfag – profilfagsrejser. 
I samlingerne har vi haft ikke mindre end 3 premierer på RE film. Først så vi Jana´s video til Danmarksindsamlingen. Onsdag så vi en film fra Nepalholdets rafting tur optaget af gæstelærer og journalist Erik Bjerre. I torsdags så vi så en videodagbog fra Nepalrejsen, og der var både grin og måben i salen.

Vi har i denne uge lagt skinnerne til en hektisk projekt og OSO uge, og samtidig har der været tid til at lade op til næste uge. I onsdags var der igen gang i Hardball klubben og igen var det en stor succes. Kuglerne flyver gennem luften og suser gennem blodet, så drenge kan være drenge igen.
I dag fredag har 9. klasse været på naturfagsekspedition til Nordsømuseet. De stod op allerede kl. 06.30 og sluttede sent om eftermiddagen, så trætheden lyste ud af de alle ved ankomst til skolen. I aften og i weekenden er der fodboldturnering i Løgstør og vi har flere hold med.

Pædagogisk har det været en god uge, og tirsdag var der kontaktgruppemøder, hvor elever og lærere bl.a. talte om fællesskab og ønsker til de kommende måneder. Der kom rigtig mange gode ideer frem f.eks., thailandsk aften, fællessovning i festsalen og fastelavnsfest.
Der har været et enkelt tilfælde af smugrygning og vedkommende er sendt hjem til personlig afklaring i familien. Et drengeværelser har været igennem den store pædagogiske rundtur med hus- og kontaktlærere, så nu forventer vi, at der kommer mere orden på værelset.

I den kommende uge er der fokus på projekt- og OSO skrivning for alle eleverne, og der er hver dag mange lærere til at vejlede eleverne igennem opgaveskrivningen.
Vi forventer, at eleverne arbejder intenst i løbet af dagen og derfor tilbyder vi to spændende arrangementer i løbet af ugen.
Mandag aften får vi besøg af Hottrup Efterskole, som vil opføre deres dramaforestilling i festsalen.
Onsdag aften er vi inviteret til at se Fjerritslev Gymnasiums musical Boggie Nights. Det bliver et brag af en forestilling, som også give et energiboost til resten af ugen.
Fredag holder forældreråd og elevernes festudvalg en elevfest uden for skolen. Forældrerådet kan godt bruge lidt forstærkning i form af frivillige forældre til det praktiske.

Skole-hjem samtaler fredag den 18. februar.
Vi er nu godt halvvejs i skoleåret og det er et godt tidspunkt at tage en samtale om, hvordan det går fagligt og socialt på skolen.
Det er også nu, at forældre og elev skal træffe endelig beslutning om, hvad der skal ske efter sommerferien.  Derfor holder vi et kombineret kontaktlærer- og faglærermøde på skolen fredag den 18. februar. Det er kontaktlærerne der står for den vigtigste samtale, og vi vil tilstræber, at faglærerne er til rådighed hver time i 20 min. i mellem kontakt-lærersamtalerne. I løbet af weekenden og inden tirsdag vil alle forældre blive kontaktet af kontaktlæreren enten på mail eller telefon for at aftale tid til en samtale.
Enkelte kontaktlærere kan desværre ikke deltage, og informerer selv forældre og elever om dette og aftaler et andet tidspunkt.
Samtalerne afvikles i Multikulturhuset og der vil være forfriskninger i kantinen.

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Vedr. situationen i Egypten og dykkerrejsen i uge 15.
Vi følger spændt udviklingen i Egypten og ønsker for alle en fredelig løsning på vejen til en mere demokratisk samfundsmodel.
Eleverne er naturligvis spændte på, om turen til april kan gennemføres. Vi har netop talt med vores rejsearrangør, og de forventer, at situationen er kommet under kontrol, længe før vi skal derned, så pt. er der ikke grund til at tro andet, end at rejsen gennemføres.
Vi er selvfølgelig meget opmærsomme på udviklingen dernede, og finder et alternativ, hvis det bliver nødvendigt.

Nyhedsbrev 29.01.2011

Kære læser!
Ugen har været præget af undervisning, karaktergivning, elevsamling, Uddannelsesmesse, Studievejledning, forberedelser til OSO og projektskrivning. I og for sig en almindelig uge på Ranum Efterskole, og dog en helt speciel uge i den 163 årige uddannelsestradition i byen. Fredag var det uigenkaldelig sidste dag for den første videregående uddannelse i Nordjylland, og den eneste videregående uddannelse i Vesthimmerlands Kommune. Ranum Seminariets sidste hold pædagoger dimmenterede og der blev holdt en kæmpe fest for alle med tilknytning til stedet om aftenen.
Vi holder et minuts stilhed for en uddannelse som startede samtidig med at Danmark fin sin første grundlov og som på trods af centraliseringsbølge efter bølge fik lov at leve i 163 år. Ranum Efterskole overtog hele seminariebyggeriet i 2009 og nu rykker vi ind i de ledige lokaler i hovedbygningen. Planen er at lave et internationalt sproghus, samt samle administrationen på skolen.

Ugen der gik: Tirsdag hold eleverne deres egen elevsamling uden voksne og det gik efter deres udsagn rigtig godt. Lærerne holdt faggruppe udviklingsaften og blev efterfølgende inviteret til at spise i profilfaget Helvedes Køkken. Her serverede et dedikeret køkkenteam en gourme-middag i en designet restaurantstemning. 5 kokketræer herfra!
Onsdag var godt 50 elever i Ålborg til Uddannelsesmesse for at samle indtryk til fremtiden. I denne uge og i de kommende uger er der fuld drøn på uddannelsesvejledningen og fra studievejleder Ib Christensen lyder en kraftig opfordring til alle nuværende elever og forældre til at få snakket uddannelsesvalg og fremtiden igennem i de kommende uger.
Fredag var der fagdag fokuseret på OSO opgave og projektskrivning i henholdsvis 9. og 10. klasse. Eleverne skulle nu være klædt godt på til at kaste sig ud i den store udfordring.
Fredag aften drog 26 elever på vinterovernatningstur og hyggede sig gevaldigt omkring bålet med bl.a. spøgelseshistorier, inden de krøb i soveposerne for at sove under åben himmel og i shelters. Resten af weekendholdet har arbejdet med Lego Mindstorm robotter og nu er der dømt hygge frem til den store håndboldfinale i morgen, søndag.

I aften er der TV Show med Danmarks Indsamlingen.
Vi støtter indsamlingen bl.a. ved en film instrueret af eleven Jana.
Send en stemme via “sms  til 1212 tekst stem 86” så støtter du med 20,-kr. og stemmer på Janas og elevernes film.

Igen i år har vi overordnet prioriteret at støtte vores venskabsskoler i Nepal, men det betyder ikke, at vi ikke vil være med i den fælles store Danmarks Indsamling.

I den kommende uge har vi hovedsagelig almindelig undervisning og profilfag, samt gang i aftenklubberne. Husk at tilmelding til den kommende weekend skal ske søndag aften ved ankomst!

Rigtig god weekend og send lige en sms til 1212 tekst stem 86..

Olav Storm
forstander.

Nyhedsbrev 21.01.2011

Kære læser!
Norge, Nepal og USA, historierne fra det kolde nord, fjerne østen og det glamorøse vest har sviret ugen igennem. Elever og ansatte har fået kulturoplevelser med dimentrale modsætninger og det er lidt surrealistisk at høre historierne fra langrendsture og styrt på snowboard blande sig med fortællinger fra U landet Nepal og det rige super amerikanske, som den internationale klasse har mødt på nærmeste hold i Miami.
Ugen blev først og fremmest præget af gensynsglæde og samtidig med at vinterens frost og sne løb sammen i en gigantisk sø i kælderen af Kærhuset, så er det også nu, at vi kan se frem til det sidste halvår med fornyet energi og et styrket fællesskab.

I løbet af ugen har eleverne arbejdet intenst med de boglige fag og fået feedback på deres terminsprøver. I profilfagene samlede vi op på rejseoplevelserne, og samtidig har vi gang i forberedelserne og planlægningen af den 3. profilfagsperiode. I takt med at lærerne og eleverne samles og får snakket sammen i de nye profilfagshold sættes mål og aktiviteter i fastere rammer, og inden for næste uge er alle hold og rejsemål lagt fast.
Sejlads planlægger et togt til Grækenland, Dykning har alt på plads til Rødehavet, Adventureholdet har øje på Gran Canaria, mens danserne arbejder på at komme til New York. Musik sigter efter London og Gastronomi mod et flydende gastromisk flodtogt i Holland sammen med Imaginationholdet.

Fredag og lørdag har vi haft interview med nye elever, hvor vi har spurgt ind til både familie- og skoleforhold, samt interesser for at afstemme forventningerne til det kommende skoleår. Interviewet med de nye elever markerer også for det nuværende elevhold, det skæringspunkt, hvor de selv mødte til interview forud for deres ophold. De godt 60 elever, som blev på skolen denne weekend, har fortjent en kæmpe ros for deres indsats med at vise rundt, holde oplæg om International klasse og Nepalrejsen.
De nye elever fik en forsinket julegave med hjem i form af en ny RE rygsæk til at samle forventningerne i til skolestart den 7. august 2011.

I den kommende uge er det først og fremmest de boglige fag og forberedelserne til OSO og projektopgaven i uge 6 det handler om. Pædagogisk har vi haft lidt tummel med noget natterend, og så har vi en natnisse, som kun iført underbukser og nissehue laver løjer på gangene. Tja.. nisser er ikke altid lige hyggelige, men da det nu er slut på julen, så gå ind og sov!
Tirsdag er der lærersamling om eftermiddagen. Temaet er kompetenceafklaring -og udvikling i faggrupperne og efterfølgende er vi inviteret til finalemiddag i profilfaget Helvedes Køkken. De har gennem de sidste måneder trænet til den endelige finale, hvor de skal lave en prof. restaurant i Kærhuset og servere ala carte for hinanden og lærergruppen.

På fredag er det uigenkaldeligt sidste dag for VIA University College pædagoguddannelsen i Ranum og en ære på 163 år med læreruddannelse, HF og pædagoguddannelser i Ranum er slut. Det er ikke en god nyhed for Vesthimmerland og Ranum, men når store træer skoves, skabes luft og plads til spirende nyt. Og om kort tid er hovedbygningen en central del af Ranum Efterskole med bl.a. en samlet administration og et nyt undervisningsmiljø for den internationale linje og sprogfagene. Vi ønsker pædagoguddannelsen held og lykke i fremtideni Viborg.

Med venlig hilsen

Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev 16.01.2011

Kære læser!
Netop hjemkommet fra Nepal og efter at have modtaget eleverne fra Norge, så kan jeg igen konstatere, at det har været 2 helt fantastisk vellykkede rejser med masser af indhold og oplevelser, og heldigvis uden alvorlige ulykker. Nu venter vi spændt på at høre mere fra Miami gruppen, som kommer tilbage på torsdag. Der er rigtig mange spændende historier, som skal fortælles de kommende uger og vi samler billeder og fortællinger til hjemmesiden, så I kan følge med.

Rejsen til Nepal gik over alt forventning. Vi havde et tæt pakket program med masser af udfordringer og oplevelser. Besøget på venskabsskolen blev en succes, hvor eleverne selvstændigt stod for et varieret program med bl.a. renovering af legepladsen, bygning af vindmøller, penalhus- og skoletaskeprojekt, T-shirt og maleprojekt mv. På den anden venskabsskole, gymnasiet på toppen af bjerget, blev der trænet foldbold, undervist i geografi, snakket pigesnak og lavet teambuilding. Der blev knyttet tætte bånd mellem eleverne og børnene på venskabsskolen i Meetche, så det var svært at sige farvel, da vi efter nogle dage drog videre til raftingturen og besøget i Chitwan Nationalpark.
Vi kom meget tæt på både den nepalnesiske kultur og natur, og eleverne brugte den sidste dag på at samle indtryk til deres store artikelprojekt, som skal munde ud i et magasin om de unges kulturmøder og rejsen. Eleverne skal desuden ud og holde oplæg om deres rejseoplevelser og hvis I har lyst til at få besøg på den lokale skole eller til et fyraftensmøde på arbejdspladsen, er I velkomne til at kontakte skolen.

Rejsen til Norge, blev også en stor succes, og at dømme efter eleverne, som stod af bussen fredag på RE, så havde de brugt alle deres kræfter på skibakken og på det store fællesskab på hotellet. Selvom flere elever blev ramt af influenza og enkelte kom lettere til skade på skibakken, så må det betegnes som billigt sluppet, når 210 rejsende kaster sig ud i skiløb og vinterliv på en gang. Afterne blev brugt til spil, hygge ved pejsen og samlinger. Både hotellet og skiområdet ved Skarslia er perfekt til efterskolebrug.

I den kommende uge er der igen fokus på den boglige undervisning og vi glæder os til at få Miamiholdet hjem igen på fredag. Fredag og lørdag er der Interview med nye elever til skoleåret 2011-12 og vi opfordrer nuværende elever til at blive i weekenden og hjælpe med at vise rundt og fortælle de nye elever om efterskolelivet på RE.

Med venlig hilsen

Olav Storm
Forstander

1
2

Nyt fra Miami.

19. januar.

Kære RE
 
De sidste par dage har været en skøn blanding af virksomhedsbesøg, alligator-nusseri, strandture og et besøg på Miami Museum of Science.
 
Fredag var vi på besøg hos DSV, et meget stort dansk speditionsfirma, som har afdelinger rundt om i verden. Eleverne blev budt på Dunkin Donuts og snakkede med tre danskere som alle havde taget turen over Atlanterhavet til et job hos DSV i Miami, med alt hvad det indebærer af fordele og ulemper. Der er masser af materiale til OSO-opgaverne, hvis nogle skriver om internationale jobmuligheder.
 
Derefter kørte vi til The Everglades – det enorme sumpområde, der dækker hele Sydflorida. Det var en meget unik naturoplevelse. Vi sejlede i airboat (måske ikke så godt for naturen) i et tilsyneladende endeløst område, der faktisk minder lidt om Vilsted Sø, når man trækker alligatorer og eksotiske fugle fra. Derefter var vi til alligatorshow. Alligatorer kan ikke slet så meget som spækhuggere og delfiner, showet bestod stort set i at de krøb op af vandet og åbnede munden, som de så lod stå åben. Meget fascinerende ur-dyr.
 
I Miami Museum of Science prøvede vi flysimulatorer og så en 3-D film om dinosaurer plus prøvede en masse eksperimenter. En tur på en go-kart bane blev måske højdepunktet for nogle efter en hel uge med flotte biler lige meget hvor man kigger hen. Der var dømt benzin i blodet efter de tre heats på banen.
 
I dag mandag skal vi til the Keys. Det hører I nærmere om senere – der bliver taget en masse gode billeder.
 
Kærlig hilsen os i Miami  

14. januar.

Hej RE og RE-forældre,
 
Miami Vice, 2. afsnit
I dag har solen skinnet fra en skyfri himmel, og vi nyder en smule sommer her midt i vinteren. Vi har været på faglige ekskursioner i dag – først til en dansk virksomhed SBS, Scandinavian Boiler Service, hvor vi blev vist rundt og hørte en masse om, hvordan det er at arbejde i udlandet og særligt USA som dansker.
 
Herefter blev vi hentet af Jon Rosenthal, der er dansk konsul i Miami. Specielt Ashley var meget imponeret over hans bil – en flot Jaguar – som vi blev enige om var temmelig classy. Vi kørte dog efter ham i vores eget skrummel af en minibus hen til retsbyningen i Fort Lauderdale (lige nord for selve Miami). Her overværede vi nogle retshøringer og talte med en meget sød dommer, Judge Ginger Lerner Wren, som var meget begejstret for at få besøg fra Danmark. Hun er gift med en dansker og talte med os om forskellene mellem det danske og det amerikanske retssystem. Og der er stor forskel. Vi så bl.a. en pige først i tyverne, der havde siddet fængslet, og nu deltog i høringen i fangedragt, håndjern og fodlænke, fordi hun havde kørt uden kørekort. Judge Ginger Lerner Wren arbejder for et mere humanistisk retsvæsen, hvor man prøver at få de kriminelle på ret fod i stedet for kun at fokusere på straf, og hun sagde til os, at vi var “very fortunate to live in Denmark”.
 
I aften har vi været i biografen, hvor de fleste så komedien “Little Fockers”, mens andre valgte “Tron”.
 
I går kom vi ikke til Key West – det skal vi i weekenden – men var i stedet i Miamis Seaquarium, hvor vi så imponerende shows med spækhuggere og delfiner. Vi overvejer at indføre nogle af træningsprincipperne i undervisningen, for de dyr var da ekstremt dygtige! 🙂 I går aftes fik eleverne så endelig efter mange forespørgsler afløb for deres shoppetrang i den megastore Savgrass Mills Shoppingmall/outlet, eller hvad det nu var – det var i hvert fald forbrugsamerika for fuld udblæsning.
 
Efter aftenens film, der blev set i en anden Mall, det er simpelthen der biograferne ligger, kom så dagens bemærkning. Thea faldt på knæ, for at tigge om endnu en gang shopning med ordene: “Vi har jo ikke engang været i det her center i 2 dage!” (Hun ville vist have sagt 2 minutter…) Men der var ingen nåde, vi måtte hjem til Motel Blu, så vi er friske til endnu en dag i Miami i morgen.
 
Kærlig hilsen Miami-holdet

12. januar.
Hej RE, Vi er kommet godt til Miami. Det var en meget lang tur, men alt gik godt. Efter mellemlanding i Paris kom vi på flyet til USA. Flyveturen over Atlanterhavet tog næsten 10 timer. Vi ankom kl. 15.45 lokal tid (dvs. 21.45 dansk tid).

Vi bor på et ægte amerikansk motel i North Miami (lidt slidt og med værelser rundt langs en svalegang, nøjagtig som man ser det på film). I morges stod Louise og Caroline ekstra tidligt op for at gå i bad og gøre sig klar, og de havde rigeligt med tid, kl. var nemlig blot 2.00 om natten. Det opdagede de dog først, da de havde været i bad (de havde selvfølgelig glemt at stille urene tilbage).

I dag har vi været på besøg på Montessori Middle School ? en ny public school med fantastiske faciliteter. Det var et meget spændende besøg, hvor RIC lavede oplæg for to forskellige klasser om Danmark. Specielt den første klasse, hvor eleverne var 11 år gamle deltog meget interesserede i oplægget. Det, der svarer til en 8. klasse fra skolen, lavede et spændende oplæg for vores elever om USA og Florida og serverede efterfølgende Key Lime Pie for os ? en speciel dessert fra Key West, der er det sydligste punkt i Florida. I morgen kører vi i øvrigt til Key West ? en tur på ca. 250 km, som går over en række øer og broer ? bl.a. den berømte 7-mile bridge, der som navnet fortæller er 11 km lang.   

Mange kærlige hilsner fra RIC?s Miami-hold.

Nyt fra Nepal

13.januar. Flyet i Kiev venter 2 timer på os. Efter planen har vi 20 min. fra vi lander i Kbh til toget kører og håber at vi kunne nå det. Ellers tager vi første gennemgående tog.

13. januar. Hej! Vi er på vej fra Delhi til Kiev. Men er landet i Azerbaijan for at tanke. Og fordi vi i forvejen er 4 timer forsinket håber vi, at flyet fra Kiev til København venter på os. Ellers kommer vi senere hjem. Mere information følger. Alle er ok, selvom vi nu har rejst 24 timer. Mvh Olav.

12. januar. Så er Nepal-holdet klar til hjemrejsen efter en helt ubeskrivelig tur og mange indtryk der skal bearbejdes. De er her til middag fløjet fra Kathmandu. 1. hold forventes at være hjemme torsdag aften og 2. hold fredag morgen. Alle er ved godt mod, enkelte med trætte maver. På snarligt gensyn fra Nepal-holdet.

12. januar. Hej. Sidste dag i Kathmandu. Sightseeing, templer, kultur og i eftermiddag har eleverne arbejdet med deres egne projekter og artikler. I aften skal vi sige farvel til vores venner og guider ved en middag. Vi har kun enkelte trætte maver og håber at alle er klar til afgang i morgen. Hilsner fra Nepal-holdet.

11.januar. Vi er nu tilbage i kathmandu efter en spændende tur til national parken. Eleverne har reddet på elefanter, set en vild tiger, næsehorn og besøgt elefant føde og baby center. I morgen er der kulturdag og egne projekter. Hils alle! Mvh Olav

10. januar. Hej! Vi er nu tilbage i Kathmandu efter en spændende tur i National Park. Eleverne har redet på elefanter, set en vild tiger, næsehorn og besøgt elefant føde/baby center. I morgen er det kulturdag og egne projekter. Alle er ok men temmelig trætte. Hils alle! Mvh Nepal-holdet.

9. januar. Hej! Så er vi på vej til National parken efter en hyggelig teltlejr ved floden og spændende rafting tur. I aften skal vi overnatte i en lodge i junglen. Alle er stadig raske. God rejse til Norge alle sammen. Mange hilsner fra os i Nepal.

7. januar. Vi er tilbage fra landsbyen og på vej tilbage til Trisuli river, vest for Kathmandu. Alle har det godt, ingen syge og alle ved godt humør. I morgen skal vi rafte ned mod Shitwan National Park. 

6. januar. Med våde fødder nåede vi landsbyen, hvor vi blev varmt modtaget af de glade nepalesiske børn. Efter nogle timers hygge og leg måtte vi desværre forlade skolen for at gå op til landsbyen, hvor vi skulle overnatte. I dag har vi gang i projekter på primary og highschool, hvor vi fremlagde vores projekter med kæmpe succes. Det var en stor oplevelse. Alle har det godt. I morgen skal vi desværre forlade landsbyen og skolerne. Mvh Nepal-holdet.

4. januar. Alle er kommet 4. timer forsinkedetil Katmandu

Hej. Så er vi ved at lette fra kbh. Vi flyver med det mindste jet fly jeg nogensinde har fløjet i til Kiev og videre til Delhi. Alle er ok. Mvh Olav

Lidt fra Norge

14. januar. Alle er kommet godt med busserne og glæder sig til at komme hjem. Vi forventer at følge planen og er endeligt hjemme i Ranum kl. 14.00

12.januar. Med høj sol, højt humør og ingen skader (næsten) går skituren mod sin afslutning. Der har værert kørt på ski og ski. Der er kommet roser fra andre personer der befinder sig i det Norske snelandskab. Så det er med glæde at vi sender alle en hilsen fra norge.

11.januar. Alle elever har det stadig godt. De første 2 dage er gennemført uden større skader ( Der har været et par ømme ben, et par skrammer, en enklet tur til lægehuset)
Alle har haft et højt humør på trods af sne og udfordringer.

10. januar. Alle elever er nu ankommet og inkvateret på Skarslia.
Alle har det godt og har været ude på ski. Der er lidt sne men vi kan godt bruge lidt mere.
Idag har det sneet – så det var hyggligt. Alle er klar til en god og hyggelig aften. (Hvis vi kan holde os vågne efter en lang bustur.)

Nyhedsbrev fredag den 18. december 2010

Kære læser!
Juleferien er lige begyndt og markerer samtidig en vigtig milepæl i efterskoleåret. Vi er kommet godt i mål på det første halvår af skoleåret 10-11, med et meget lavt frafald og med en masse positive og forventningsfulde elever, som nu kan se frem til at skulle rejse til Norge, Nepal eller USA i januar, samt starte deres 3. profilfagsperiode i foråret.
Vi havde en fin afslutningsuge, som naturligt nok blev præget af terminsprøver i alle fag, værelsesrengøring torsdag og i særdeleshed juleafslutningen fredag. Der har været en rigtig god stemning i ugens løb og fredag boblede skolen af julestemning, glædeskram og et hav af forventninger til aftenens store elevjulefest.

I løbet af ugen har der også været gang i klubberne, særligt Hardball har haft en forrygende succes og er nu oppe på 55 medlemmer, hvoraf mange har deres egne våben og beskyttelsesudstyr. Der er en del blå mærker og selvom andrenalinen bedøver mange små skrammer, så kan man godt høre at deltagerne er totalt brugte efter et par timers intensiv kamp i den tidligere svømmehal.

Først på ugen fik vi den kedelige besked, at en elev, som var syg hjemme, var blevet indlagt søndag med meningitis og straks satte vi gang i information til elever og forældre via mails. Det ser ud til at eleven er sluppet uden alvorlige mén og med forskrækkelsen. Vi opfordrede også eleverne til at spare på nærkontakten – også ved fredagens elevfest, men det er ikke sandsynligt, at den henstilling blev fulgt!

Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle!

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev fredag den 10. december 2010

Kære læser!
Performanceprojektet i weekenden blev en stor succes, som vi alle har levet længe på i den efterfølgende uge. Normalt vil energien hurtigt vende og der vil blive en nedtur efter opturen, men i denne uge, har der været rigtig god energi blandt eleverne!
I de boglige timer er der set fremad mod den forestående terminsprøve og meldingen er klar. Det er nu det gælder for alle om at vise hvad man kan bogligt! Vi har undervisningsfri i dag, fredag og eleverne er hjemme til opladning til terminsprøven.

I denne uge har vi også haft valg til profilfagsperiode 3. Der er kommet mange spændende ideer og tanker frem, og tirsdag holdt vi fremlæggelse af ideerne, inden kontaktlærerne interviewede hver elev om interesser, ønsker og drømme. Der mangler kun få stemmesedler at blive afleveret og det må meget gerne ske på mandag. Se stemmesedlen på dette link:

I samtalen med kontaktlærerne var der også lejlighed til kort at give en personlig evaluering af det første ½ år, og selvom der stadig er enkelte der er usikre, så lyder det til at vi er på rigtig kurs og at forventningerne er super høje til forårets mange udfordringer og oplevelser.

Onsdag fik vi leveret en hel stud på ca. 250 kg. Og hele eftermiddagen arbejdede eleverne i Helvedeskøkken med at partere og pakke kødet til fryseren. Det var en kæmpe oplevelse for mange at se, hvordan det virkelig foregår inden man kigger ned i frysedisken i et supermarked. Kødet er økologisk og har gået på en stor naturgrund.

Torsdag tog eleverne hjem efter en kort dag, som sluttede med en samling, hvor temaet var forberedelse til terminsprøverne i den kommende uge, se skemaet under Undervisning. Da rigtig mange skulle med busserne mod Ålborg og Hobro, og ikke havde busklippekort, opstod der en væsentlig forsinkelse for bussen. Og jeg har lovet at bede forældre og elever om at købe klippekort enten i bussen eller på et billetkontor, så vil chauføren kunne undgå forsinkelser fremover.

Pædagogisk har det været en god uge, og som nævnt i indledningen, så har energien efter performanceprojektet i weekenden været høj. Turen til det julepyntede Ålborg var en succes, som på trods af kulde og masser af sne, satte den rette stemning til ugen.
Vi mærker altid en vis hus-uro omkring projektuger, og det har kunne mærkes på nogle eleverm som ikke har sovet så meget som de burde. Det giver så anledning til at andre elever gerne vil have, at der sættes mere tilsyn ind på nattevagten – og det giver så anledning til en pædagogisk diskussion ifht. hvor vi bruger vores resssourcer. Den tager vi med eleverne i den kommende uge.

I den kommende uge er der fokus på to ting: Julehygge og terminsprøverne. Det lyder måske som en modsætning, men pudsigt nok er terminsprøvetiden også en tid, hvor alle laver det samme på de samme tidspunkter, og har fri på samme tid, uden at have lektier for. Derfor bliver fællesskabet tættere og der opstår mange hyggelige stunder rundt omkring på både værelser, i fællesstuerne og i klasserne. Ved siden af terminsprøvene er der også erhvervsvejledning for 10. klasse, julerengøring af klasseværelser og værelser mv.

På fredag slutter vi med en juletradition, hvor hele skolen tager i Ranum kirke til julegudstjeneste. Efter en traditionsrig julefrokost danser vi gennem hele skolen og til sidst rundt om det store juletræ i festsalen. Så ønskes der god jul og godt nytår til alle!

De fleste elever skal med til aftenens elev-forældreråds julefest, så de bliver på skolen til kl. 17.00 – og de elever der skal direkte hjem på ferie, kan rejse fra kl. 14.30. Der er en juleforfriskning til forældre som henter i kantinen mellem 14.30 og 17.00. I juleferien er skolens kontor åbent den 21. og 22. december.

Med venlig hilsen og rigtig god forlænget weekend.

Olav Storm
forstander

Orientering vedrørende hajer og dykning – 8.12.10
Efter de sidste dages forfærdelige hajangreb ved turistbyen Sharm el Sheik, vil vi gerne knytte et par kommentarer, inden profilfaget dykning starter op i foråret.
Når vi tager til Egypten, skal vi bo og dykke ud fra Afrikas fastland i nærheden af byen Marsa Alam ca. 300km syd for Sharm el Sheik, der ligger på Sinai-halvøen ?altså et helt andet sted, end der hvor der i øjeblikket sker hajangreb.
Normalt er hajer ganske fredelige at dykke med, men ingen af de gange, vi har været i Nakari, har vi dog set hajer. Generelt er hajangreb i Egypten uhyre sjældne ? ifølge tv2 har der i løbet af de sidste 50 år kun været 4 hajangreb ved Sharm el Sheik, hvilket skal ses i forhold til de mange millioner turister, der hvert år gæster badebyen.
I øjeblikket er verdens førende hajeksperter i Sharm el Sheik for at finde ud af, hvad der ligger til grund for den usete aggressivitet nogle hajer udviser ?hvad de når frem til bliver spændende i forhold til fremtidige rejser til Egypten.
Vi vurderer dog ikke, at der er øget risiko ved at tage til Nakari til april, men vi følger naturligvis sagen nøje.

Det blev en fantastisk Performanceforestilling og Event. Der var fuld gang i alle elever både på scenen, i udstillinger og i Helvedes Køkken, samt i Kampsport. Eleverne samarbejdede flot om at få dagen til at lykkes for de mange besøgende søskende, forældre og bedsteforældre. I alt ca. 550 gæster så skuespillet og blev bevæget af Beatles temaet i stykket “Will It be?”. Se og læs mere i næste Nyhedsbrev.

Med venlig hilsen
Olav Storm

Nyhedsbrev 3.12.2010

Kære læser!
Det har været en fantastisk uge med totalt meget gang i de kreative projekter og forberedelse til de to store begivenheder: Performanceprojektet og Julehygge!
Det er stort set umuligt at beskrive den stemning, som har fyldt skolen med godt humor, stor energi og en iderigdom, som i morgen lørdag vil udspille sig på forskellige scener rundt på skolen. Den bedste måde at få et indtryk af det store projekt er at komme på besøg på lørdag til en af de to forestillinger kl. 13 og kl. 15.30 i Festsalen.
Og jeg kan kun på det varmeste anbefale at I tjekker ovenstående link til reelev.dk for her har Medieholdet designet deres egen RE hjemmeside og viser video fra ugens gang!

Ugen startede med, at vi gik en ny morgenmotionsrute – den følger skolestien og er oplyst og ryddet for sne. I samlingerne har der været fokus på at styrke det personlige rum i fællesskabet og det har givet anledning til en del krammere efterfølgende.

Socialt har ugen været i top – kun sneen har givet anledning til vaskere og fights.

Vi har også fået et nyt medie internt på skolen, idet en gruppe elever har startet radio REtard. Den sender hver eftermiddag og aften – i værelses-primetime!

I den kommende uge er der fokus på valg til 3. profilfagsperiode: Der er kommet mange spændende og nye ideer på banen,og de er under bearbejdning til en stemmeseddel. Valget foretages i første runde tirsdag og endeligt i løbet af ugen, så vi formentlig kan sætte de nye profilfagshold på torsdag. Det er en god ide at snakke valget godt igennem ifht. interesser og økonomi – læs mere her på siden tirsdag.

Vi glæder os rigtig meget til at se så mange som muligt til performanceprojektet i morgen, tag mange småpenge med og prøv lykken i den fine Nepal Tombola, inden I går ind i Helvedes køkken og smager på de utallige retter, som er blevet øvet og forberedt igennem ugen. Vi ses, hvis vejret er med os!

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev fredag den 26. november 2010

Kære læser!
Vinter med frost og sne allerede i slutningen af november, har givet en tidlig julestemning og vi er stort set klar. I går tændte vi lyset i juletræet på toppen af Seminariehuset. Træet kan ses helt til Rønbjerg 4-5 km væk. Det står som et vartegn og varsel om juletiden for alle på egnen. I den store hall ved festsalen er træet også klart og foran Kærhuset er træet allerede pyntet med lys. I spisesalen hænger den store adventskrans og er klar til at blive tændt på søndag.
Julestemningen er rykket ind overalt også på værelserne, hvor der er blevet rigtigt hyggeligt. Desværre er musene også rykket ind – over alt! Vi har altid haft problemer med mus efter høsten af den store mark ved siden af Kærhuset. Men i år er der rigtig mange mus og selvom vi har sat fælder overalt, så giver det problemer. Skadedyrsbekæmpelsesfirmaerne er taget med på råd og flere elever “evakueret”, de der satte krummer frem og navngav musene er løbet over ende- af mus, så forhåbentlig flytter musene tilbage i naturen igen…Nok om mus!

I denne uge har vi ud over de boglige timer og profilfagene haft flere spændende aktiviteter. I onsdags startede Hardball endelig med rigtig spil. Den renoverede hal er blevet godkendt af politiet, og der er godt 50 elever tilmeldt klubben. Vi har hyret en gæsteinstruktør. Og ansat Kurt Andersen som IT og servicetekniker, han er mekaniker på Hardball og styrer holdene. 

Torsdag eftermiddag og aften holdt vi kontaktgruppedag, hvor de fleste kontaktgrupper var på besøg hjemme ved kontaktlærerne. Enkelte blev på skolen og hyggede sig med lækker mad, snak og spil. To busser sørgede for at transportere eleverne hjem til de kontaktlærere, som bor i Ålborg og omegn. Det giver nærhed og styrker både kontakten til læreren og sammenholdet i kontaktgruppen.
Fredag var der fagdag i medborgerskab, hvor vi bl.a. fik besøg af en modstandsmand fra 2. verdenskrig. En gruppe elever var i Ålborg, hvor de overværende en retssag.
International klasse havde prøvedag og fik testet det niveauet.

Pædagogisk har det været en god uge, bortset fra at vi mandags måtte sende to drenge hjem efter, at de havde røget på et badeværelse i deres lejlighed. Sagen er ikke afsluttet endnu, men den ene er udmeldt af forældrene. Mørket og kulden har gjort morgenmotionen til en stor udfordring for flere. Vi har diskuteret flere alternativer, for det står fast at det giver en god start på dagen at komme ud på en kort trave/løbetur inden morgenmaden. På mandag er der ikke morgenmotion istedet går vi en ny rute sammen. Den er asfalteret og oplyst og lidt kortere end sommerturen. Den slutter ved spisesalen og morgenmaden er forlænget til 07.50, så man kan gå direkte til morgenmad og videre til undervisningen.

I den kommende uge indledes Performanceprojektet, hvor alle elever er engageret i forskellige projekter og arbejder med tværfaglige kreative og imaginære projekter. Temaet er overordnet rummet, og musikalsk indrammes det af et Beatles. Der er to forestillinger og aktiviteter, så der er mulighed for at få en hyggelig eftermiddag.
Eleverne vil være optaget af projektet hele lørdagen og søndagen bruger vi på hygge- og opladning til den følgende uge. Der er undervisningsfri fredag den 10. december, og eleverne kan derfor rejse hjem fra torsdag kl. 14.30.

Vi ved at mange får julekalendere på værelset og vil gerne opfordre til at man tager en lille adventsgave med til hinanden som overraskelse, det er helt frivilligt!

Vi glæder os til evt. at se jer på lørdag!

Med venlig hilsen og rigtig god weekend.

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev fredag den 17. november 2010

Kære læser!
Det har på mange måder været en af de bedste uger for mange og samtidig en hård uge for få. Master Fatman temaet mandagaften blev en forrygende succes, Køkkenteamet sørgede for en forrygende Tahi-inspireret middag med både søde, og særdeles stærke indtryk til smagsløgene. Efterfølgende gik eleverne til pep-talk i hallen og fortsatte ud på deres værelser. De næste timer var der total hygge og god karma på 99% af værelserne og eleverne fik en rigtig god snak. Alle lærere var på arbejde til lærersamling og efter mødet var vi med til værelsessnakkene. ved den afsluttende aftensamling var stemningen ved at løfte taget i festsalen og der var stor ros til initiativtagerne til Master Fatman temaet. Det gentager vi helt sikkert igen på et tidspunkt, og måske kan vi på Master Fatman “himself” med – det vil være lige i hans ånd!

Ud over denne dejlige aften, har vi haft normal skoleuge med profilfag og undervisning. Det er dejligt at mærke at der virkelig er et positivt fokus og engagement i timerne, og det tegner lovende for de kommende terminsprøver i uge 50.
Onsdag formiddag fik vi besøg af uddannelsesredaktør og journalist Jacob Fuglsang fra Dagbladet Politiken. Jacob deltog i 2010 ekspeditionen til Nepal og skrev efterfølgende flere artikler om rejsen og om at rejse med danske efterskoleelever i et U-land.
Jacob Fuglsang kom med en chek på 20.000,- kr. fra Politikens Læserservice, hvor læserne i sommers kunne vælge at donere deres ferieavis til bl.a. Ranum Efterskoles Venskabsskole i Nepal. Jacob holdt efterfølgende et spændende oplæg for nepalholdet om de journalistiske virkemidler og formidlingsformer på en rejse.

Pædagogisk har vi haft en god uge overordnet set. Men mandag valgte jeg at sende en elev til test pga. en mistanke om stofmisbrug. Det viste sig desværre at mistanken var begrundet og prøven var positiv. Vi har valgt, at eleven skal stoppe og har talt med eleverne om sagen. Det er et fælles elev og lærer ansvar at holde stoffer og røg ude af skolen, og det er underordnet om det er weekendmisbrug eller her på skolen. Vi skærper efter denne erfaring vores opmærksomhed omkring misbrug og har desuden inviteret en konsulent på området til at komme og holde oplæg både for elever og lærere. Vi håber stærkt på, at vi har vist en tydelig grænse og ikke bliver udfordret yderligere på denne.

Weekendlisten er et vigtigt reskab for os ifht. at planlægge arbejdet og bemandingen for en weekend. Og da vi har oplevet at flere elever og forældre alt for sent giver besked eller ikke giver besked om ændringer, så må jeg indskærpe at det altså er søndag ved ankomst, at man skal udfylde weekendlisten for den kommende weekend. Vi laver stikprøver hver weekend på om de elever der siger de rejser hjem også tager hjem og vi
kontakter de forældre, hvis elev har skrevet sig på weekendlisten til at blive, men som tog afsted alligevel. Så derfor kære nuværende forældre: Vil I ikke være rare at få lavet klare weekendaftaler – senest søndagen i forvejen!

Hjemrejsen fredag kan først ske kl. 14.30 – efter samlingen, og der kan ikke gives fritagelse pga. ønske om tidligere hjemrejse. Det kan have konsekvens for statstilskuddet til forældrebetalingen og skolen, hvis en elev tager tidligere afsted. Tak.

Husk, at der er bliveweekend i RE Performanceprojektet den 3.-5. december. Og vi glæder os til at se så mange som muligt til et spændende projekt og forestilling lørdag den 4. december. Se ovenstående tilmelding og program.
Husk også, at der er undervisningsfri fredag den 10. december, og at eleverne kan tage hjem torsdag fra kl. 14.30.

I de kommende uger er eleverne meget velkomne til at julepynte deres værelse og fra uge 48 laver vi en juleværelseskonkurrence. Mere herom i de følgende Nyhedsbreve.

Hermed ønskes I alle en rigtig god weekend!

Med venlig hilsen
Olav Storm

Nyhedsbrev fredag den 12. november 2010

Kære læser!
På trods af slud og stærk vind har har vi haft  en hyggelig uge, og er på sporet igen efter en lidt turbulent sidste uge med Brobygning og projektuge. Vi har haft en dejlig uge med mange af nye initiativer og profilfagsaktiviteter. 

Denne uge har budt på et nyt skema for mange elever med nye profilfag. De nye profilfag er kommet rigtigt godt fra start, og der har været en fantastisk stemning på skolen bl.a. det nye gastronomifag “Helvedes køkken” har givet genklang og stor opmærksomhed blandt de andre elever.
Nepalholdet er også kommet godt i gang og havde blandt andet besøg af journalist Erik Bjerre, som deltog i Nepalrejsen 2009. Han deltager igen i 2011, og lavede et fint oplæg omkring formidling af den personlige oplevelse i forskellige medier.
Kampsport, design, medie, Duelighedsteori, dans og musik, er også kommet godt i gang, sammen med det nye profilfag i Digital spejlrefleks fotografering”. ved siden af de mange profilfag kører et kursus i førstehjælp og alle elever skal igennem de 4-6 timers intensiv undervisning.

I dag fredag har vi Strabadstur med temaet “På flugt” for alle Nepaldeltagerne og de weekendelever, som har lyst til at deltage. I alt er 46 elever ude på en lang hike, som flygtninge. De har været holdt tilbage i en lejr på ubestemt tid, er blevet testet både på udholdenhed, mod, hurtighed og kulturelviden. Nu vandrer de 8 hold afsted rundt om Vilsted Sø, ca. 21 km, i gennem regn og buldrende mørke. I løbet af natten vil de opleve at blive forfulgt, sendt fra en lejr til en anden og i morgen tidlig skal de testes i et bassin i Rønbjerg. De sejeste får lov til at fortsætte til søndag middag!
Temaet “På flugt” er aktuelt, fordi vi søndag deltager i Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. Nepaldeltagerne bruger strabadsturen til at ruste sig til de mange udfordringer de vil møde på rejsen i uge 1 og 2 til gæsteskolerne i Nepal.

I den kommende uge vælger eleverne sig endeligt på de forskellige opgaver og projekter i det forestående Imaginationprojekt i uge 48. Der bliver rigtig mange aktiviteter og temaet er igen Rummet. Husk, at der er forestilling lørdag den 4. december. Program og tilmelding udsendes her på siden i næste nyhedsbrev.
I den kommende uge er der mandag aften lærersamling og efterfølgende har vi premiere på et nyt tema: En Master Fatman aften, hvor det gælder om at komme i balance med sig selv, sit værelse og efterskolelivet. Alle lærere deltager og der skal både snakkes ind til kernen af fællesskabet og hygges ude på værelserne.

I denne uge blev elevernes elevfestudvalg med stor tilslutning valgt som “Ugens elever” og den ære omsætterde sammen med forældrerådet i en juleelevfest – arrangeret uden for skolen den 17. december – forlyder det..
Til nuværende forældre, vil jeg gerne bede om, at I husker jeres elev på at udfylde weekendlisten søndag aften. Det er kun dejligt, at så mange har lyst til at blive på skolen, og vi har brug for at have et endeligt overblik allerede fra mandag af hensyn til bemanding og køkkenet.

Hermed rigtig god weekend og kommende uge til alle!

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev fredag den 5. november 2010

Kære læser!
November og vinter-efterskole-tid kom samtidig…Og det har været en udfordrende uge både for elever og lærere. Ugen har været præget af, at 10. klasse har været i Brobygning og 9. klasse har haft et stort tema om Rummet. De har været i hver deres verdener og først om aftenen, har de igen kunnet samle sig om efterskolelivet. Det forstyrrer efterskolefællesskabet og desværre giver det også anledning til mere uro. Torsdag aften fik vi besøg af 25 musikere fra Nordjysk Musik konservatorium. De gav en forrygende koncert med mange genre i festsalen og det blev således en fin afslutning på den første novemberuge i vintermørket.

Brobygning: Vækkeurene ringede allerede ved 5.tiden, og lidt over kl. 6 kørte busserne afsted til Ålborg og Års med alle 10. klasse eleverne. Her var de så i brobygning i 5 dage og fik en smagsprøve på deres videre ungdomsuddannelse. Efter en lang skoledag ude af huset, kom de tilbage med meget blandede oplevelser. Nogle helt høje af at have fået lov til at skrue, bage og eksperimentere. Andre nedslåede over kedelige og umotivede forløb. Der er mindst lige så mange oplevelser af ugens forløb, som der er elever, men brobygningen er en obligatorisk del af efterskoleopholdet for 10. klasse og vi må i den uge sende mange lærere på kursus eller på afspadsering, da statstilskuddet går til brobygningsskolerne. Det betyder også at flere kontaktlærere er væk i ugen og tilsammen gør det at vi oplever, at vi har brug for samle elevflokken igen.

Rum-projekt for 9. klasse: Mens 10. kl. har været i brobygning, har 9 klasserne ud over de almindelige timer haft harft en emneuge omkring Rummet. Denne gik i bund og grund ud på, at eleverne skulle tage stilling hvilke elementer, der var vigtige i forhold til at bygge deres egne månebyer.  Som optagt til dette så eleverne filmen Abernes planet om mandagen, denne var med at skabe undren hos eleverne, om hvordan vi mennesker påvirker naturens kræfter. Tirsdagen blev så brugt på, at eleverne i mindre hold fik forskellige ekspert-uddannelser omkring de fem emner: Lys, Transport, Energi, atmosfære og sundhed, som er grundlæggende for at kunne skabe liv ude i Universet. Hele onsdagen og torsdag eftermiddag stod i månebyens tegn, hvor eleverne i nye grupper skulle bruge den viden de fik om tirsdagen til komme med deres bud på en månelandsby. Selvom oplægget har været det samme, er der kommet fire helt forskellige bud på en fremtidig måneby.  Fredag blev brugt på fremlæggelser fra de forskellige grupper. Disse vil sammen med de skriftlige begrundelser for elevernes valg, give en vinder, som vil blive offentlig gjort, til en fællessamling i løbet af næste uge.

I den kommende uge starter et nyt kapitel i efterskoleåret, nemlig 2. profilfagsperiode.
Eleverne har frem til uge 9 valgt nye profilfag og samtidig kommer alle igennem et førstehjælpskursus. Flere elever har fået 2 profilfag, som et nyt forsøg. Det kan f.eks., være Duelighedsteori i Sejlads og Medie. Kampsport starter op med 2 hold og vi indkøber nyt grej. Tandbeskytterne skal eleverne dog selv erhverve.
I klubfagene starter vi onsdag Hardball på forventet godkendelse af den ombyggede svømmehal fra Politiet. Det betyder, at de elever, der er interesserede i Hardball skal melde sig ind i RE Hardballklubben og have en underskrift fra en forældre/værge med til skolen.

Nepalholdet starter også op i den kommende uge. Holdet og weekendeleverne (frivilligt) skal ud på en “strabadstur” fra fredag til lørdag eftermiddag. Ideen er at prøve at leve som under primitive forhold og med beskeden kost (måske suppe 😉 Det bliver både rigtig koldt, vådt og sikkert en kammeratskabsoplevelse for livet! Søndag den 14.11 samler holdet ind for Dansk Flygtningehjælp i Ranum og Vildsted.
Læs mere under fanen Nepal 2011.

Morgenmotion bliver indtilvidere den klassiske Søtur, men fra tirsdag morgen starter også en fælles gymnastik-dans-sports time for ALLE elever fra kl. 08.-09. i den store sportshal. Det bliver rigtigt sjovt at være samlet alle sammen omkring den samme aktivitet. Efterfølgende er der så rengøring af værelser og samling.

Det var alt for denne uge, og selvom det måske kan lyde lidt træls, at nogle elever ikke forstår at respektere de fælles regler og rammer, så er det et fåtal og dermed overkommeligt for alle at hjælpe hinanden på banen igen. Nu ser vi frem til at få gang i efterskolelivet efter Brobygningsugen og håber, at I allerede har sat kryds i kalenderen til at komme forbi lørdag den 4. december til Performance forestilling. Husk også allerede nu at forberede julepakkekalenderen og tag et par lys med på værelset (skal stå på et ikke brændbart underlag f.eks., af glas).
Som Henrik Nordbrandt skrev i et digt: “Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” Så er det jo rart, at “et efterskoleår svarer til 7 menneskeår”, og deraf vil jeg udlede, at også November går hurtigere til ende på RE, så vi kan komme i julestemning!

Med venlig hilsen og rigtig god weekend.
Olav Storm
forstander

Læs det seneste profilfagsmagasin fra profilfagsrejserne i uge 41.

Nyhedsbrev lørdag den 30. oktober 2010

Kære læser!
Sikke en uge! Først indviede vi den nye flotte kantine i Semianriehuset tirsdag, så var vi med i Danmarks største kor til spil dansk dag torsdag, samme eftermiddag fremlagde profilfagen deres rejsebilleder og historier for alle elever i festsalen. Torsdag aften holdt vi halloweenfest med bl.a. rap koncert. Fredag efter fagdag i dansk, var der faglige skole-hjemsamtaler og om aftenen havde elevfestudvalget og forældrerådet arrangeret en stor (den største til dato) elevfest uden for skolen. Mens eleverne festede kunne forældrene deltage i Forældreparkering med teenage dilemmaspil, ostebord og aftenen sluttede med teenagefilm og chips i Verdensrummet. Det har været en hektisk og spændende uge for alle på skolen og en god start på det næste kapitel i efterskoleåret.

Ny spændende kantine i Seminariehuset: Tirsdag åbnede vi den nye kantine i seminariehuset og fremover spiser alle elever aftensmad på samme tid. Kantinen er fuldstændig nyindrettet og nymalet. Der er bl.a. lavet 3 forskellige buffetter, samt kaffe/te-bar, fiskehjørne, ostebord, frugtbazar og 2 store fritstående salatbarer. Eleverne kan fremover drikke økologisk mælk fra køledispensorer, så mælken altid er frisk og vi undgår et hav af bundslatter. Aftensmaden serveres fremover på bordene af bordformændene, som møder 10 min. før kontaktgruppen. Det betyder meget mindre ventetid og en dejlig rolig stemning i spisesalen, hvor vi også kan spille hyggemusik i det nye højtalersystem.
Eleverne fik ved indvielsen et kort oplæg fra køkkenchef Lars Jeppesen om de mange nye ideer og indretningen af kantinen og derefter gik de ad den røde løber samlet til spisesalen, hvor der ud over forfriskninger også var søde overraskelser på bordene. Om aftenen var der oksetyndsteg med bagte kartofler og forskellige sovse. Eleverne har taget godt i mod de nye omgivelser, og det samme har køkkenpersonalet, som nu slipper for at rende på trapper og kan arbejde i et samlet arbejdskøkken med mere effektive arbejdsgange.

Faglige samtaler: Afviklingen af de faglige skole-hjem-samtaler forløb flydende, idet forældrene ankom ca. 30 familier i timen. Logistikken er hyperkompleks, men i løbet af den afsatte tid, fik forældre og elever arrangeret sig med de lærere, de ville have en faglig samtale med. Ind i mellem var der tid til at besøge den nye kantine og nyde den hjemmelavede hønsekødssuppe, salatbaren, eller smage på ribbensteg og de råstegte kartofler. At dømme på stemningen og lærernes oplevelse af samtalerne, så blev det en god og konstruktiv eftermiddag og aften, hvor der naturligvis både blev sat mange mål og lavet aftaler for de faglige præstationer videre i skoleåret.

Ny lektietid og lektiecafe: I forbindelse med, at vi har samlet alle elever til spisning på samme tid i den nye kantine, så er det blevet muligt at lave lektietid for alle elever på samme tid i begge huse mellem kl. 17-18. Nu er det muligt for eleverne at lave lektier i grupper på tværs af husene i f.eks., deres klasseprojektgrupper og de kan sidde samlet i den store spisesal i Kærhuset, bare de giver lærerne besked. Ellers er det stadig meningen, at man læser lektier og er på sit værelse i lektietimen. Hver eftermiddag er der også faglige lektiecafeer med lektiehjælp specifikt i 1-2 fag mandag til torsdag.

Socialt var der stor gensynsglæde mellem både elever og ansatte efter ferien, da alle har været væk fra hinanden i 2 uger på henholdsvis rejser og efterårsferie. Rejsehistorier, rygter og nyheder svirrede i luften, og det varede noget inden, der var nattero den første aften. Mandag startede almindeligt skema igen og igennem ugen har eleverne arbejdet med afslutningen af deres profilfag.
Den første uge efter efterårsferien er altid meget følsom overfor hjemve og usikre elever, men mod forventning, så var det kun få elever, som havde svært ved at løsrive sig fra hjemmevanerne og komme i efterskolegear igen. I ferien meldte 2 piger, som længe havde været usikre sig ud, og der er således plads til 1-2 nye elever, hvis I kender nogen, der er gået kold i deres skole og har brug for nye udfordringer.

I den kommende uge er der brobygning for 10. klasse og alle elever er afsted til Ålborg eller Års fra meget tidlig morgen til sen eftermiddag. 9. klasse har et naturfagstema med Rummet og der vil være mange forskellige aktiviteter. Se skemaet under undervisning.

Overgangen til indesko-sæsonen gik også godt. Det var kun få, som ikke havde husket det. Husk at det er i denne weekend at vi stiller om til vintertid, så er der en time mere at sove i og blive klar til en ny uge efter elevfesten. God weekend!

Med venlig hilsen
Olav Storm
forstander

Nyhed: Forældreparkering på Ranum Efterskoler!
Faglige skole-hjem samtaler fredag.:
Elevkarakterer forud for samtaler sendes ud pr. mail til de forældre, der har givet funktionelle adresser. Øvrige sendes ud pr. post til modtagelse fredag.

Nyhedsbrev lørdag den 23. oktober 2010

Kære læser!
Så er det sidste weekend i efterårsferien. Vi glæder os til at se alle eleverne igen og til en travl uge med masser af fællesskab og aktivitet frem til fredag, hvor der er faglige -skole-hjem samtaler, og hvor eleverne i øvrigt holder deres første “private” elevfest i samarbejde med forældrerådet. I løbet af ugen skal sejladsholdet også op til deres praktiske duelighedsprøver, og efter et langt efterår og forberedelserne i Frankrig er de klar!

Ugens gang: Selvom, der har været lukket på skolen i ferien, så har der været gang i flere aktiviteter. Teknisk personale har arbejdet intenst på at gøre den nye kantine under festsalen klar til åbningen mandag. Taget på multikulturhusets Kultursal er blevet skiftet. Taget på den gamle svømmehal, i dag Hardball- og skatehal er blevet tætnet.

I den kommende uge sker der bl.a. følgende:
Mandag – inde eller hjemmesko skal bruges overalt indendøre..
Profilfag skal være klar til fremlæggelser fredag: billeder, plakater, artikler, film etc.
Tirsdag samling med fokus på profilfagsrejserne og forberedelser til syng dansk dag torsdag.
Torsdag formiddag kl. 11.00 – 11.30 deltager vi i den landsdækkende spil dansk dag med alle elever og ansatte i Festsalen. Vi synger sammen med DR P4 og rigtig mange andre skoler, og de der måtte have tid og lyst til at være med er velkomne!

Torsdag aften er der Halloween aften, og et indslag bliver rappergruppen Aros Records- google dem på facebook. Husk uhyggeligt tøj…
Fredag er der faglige skole-hjem samtaler fra kl. 14.00 og i festsalen mulighed for at se billeder og høre lidt om de mange profilfagsrejser.
Fredag aften og nat holder eleverne deres første elevfest og vi har som noget nyt tilbudt at stå for “forældreparkering”. Hvad det indebærer er endnu ikke afklaret, men det kunne være fælles film, Pædagogiskdebat med forstander, “tegn og gæt” for teenage forældre, en lur på din elevs værelse indtil det bliver tid til afhentning efter elevfesten. Forhåbentlig har I tid til at sove længe lørdag morgen. Programmet for “forældreparkering” slåes endeligt op onsdag – her på siden.

Husk at være udhvilede inden I kommer tilbage til skolen, i morgen søndag, og husk hjemme- indesko, samt vintertøjet!!

Med venlig hilsen og rigtig god weekend til alle!
Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev lørdag den 16. oktober 2010

Kære læser!
Så er vi alle hjemme igen efter nogle fantastiske rejser. Ca. 275 elever og lærere har været på ekspeditioner til Tjekkiet, Berlin, Tyrkiet, Wales og Frankrig. Og der har ikke været nogen ulykker på nogen af rejserne!!

Meldingerne i de indløbne sms fortæller om positive unge, store oplevelser og ikke mindst et fantastisk kammeratskab. Som de sidste kom sejlerne i hus ved midnat og vi har haft en fin tur. Det hele gynger stadig efter 5 dage på bådene, og efterårsferien er kærkommen!

I løbet af de næste uger vil elever og lærere sætt ord og billeder på deres oplevelser på de mange rejser og I vil så kunne læse med her på siden. Undervejs på rejsen har elever og ansatte sendt sms hjem til skolen og de er lagt på siden profilfagsrejser. Her kan man danne sig et hurtigt overblik og få et par snapshots af rejserne

I ugens løb har godt 15 ansatte arbejdet på skolen med at omdanne kantinen i Seminariehuset til en ny og spændende spisesal. Og selvom der stadig er et stort arbejde i den kommende uge, forventer vi at kunne indvie den mandag den 25. oktober til frokost.

Pædagogisk har rejserne en positiv effekt på relationerne mellem elever og lærere, og vi har rigtig positive forventninger til det kommende efterår.
Torsdag den 28. oktober holder vi Halloween fest – så alle elever skal medbringe “uhyggelig” udklædning!
Fredag den 29. oktober er der faglige skole-hjem samtaler fra kl. 14.-21. se program under Undervisning.

Fredag den 29. oktober har elevernes fest udvalg i samarbejde med det frivillige forældreråd besluttet at holde den første elevfest ( uden for skolens regi). Forældrerådet og elevrådet mødes søndag den 24.10 til et forberedelsesmøde. (Herefter vil jeg annoncere et evt. forældreprogram ifbm. at mange sikkert gerne vil vente på skolen til festen er slut).

Nyd efterårsferien, de mange rejsefortællinger og vi glæder os til at se jer til samtaler den 29. oktober.

Med venlig hilsen
Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev fredag den 8. oktober 2010

Kære læser!

I dag har mere end 26.000 tilsluttet sig kampagnen!

Elever og lærere er i disse dage på vej ud i verden for første gang i dette skoleår og foran dem ligger rigtig mange udfordringer og oplevelser.
I morges drog eleverne på det internationale hold til Wales til Yale University College, og i eftermiddags trillede bussen med godt 70 dykkere afsted mod Billund. De er først fremme ved destinationen i Tyrkiet tidligt i morgen, så det også noget af en strabadstur de er ude på. Tidligt søndag morgen drager sejlads afsted til Frankrig via København og de kan se frem til 6 dage på Middelhavet i 4 ens charterbåde. Søndag eftermiddag kører Adventure og Ridning sammen afsted i en dobbeltdækker til Tjekkiet, og endelig drager medie, dans, design og musik afsted meget tidligt mandag morgen til det pulserende kulturliv i Berlin.
Det er vidt forskellige rejsemål og projekter eleverne skal ud på, men fælles for alle gælder, at de alle kommer hjem med rygsækken fyldt op med stærke kammeratskabs-oplevelser indenfor og på tværs af deres profilfag.

Interesserede kan følge med her på siden og på Facebook siden, facebook.com/ranumefterskole, hvor vi forsøger at bringe nyt fra rejserne løbende.
Husk, Intet nyt er godt nyt – og lidt nyt er mere spændende!

Ugen der gik: Alle profilfagshold har igennem hele ugen haft meget travlt med at forberede deres afrejse og arbejdet med teori og øvelser ifht. rejsemål og aktiviteter.
I løbet af ugen har der været en del besøgende. Bl.a. har vi haft besøg af hele Vesthimmerlands brandberedsskabskorps både tirsdag og torsdag. Torsdag aften var der endvidere et spændende foredrag med langturssejleren Asger Hunø, hvor han fortalte om sit togt rundt om England og retur til Rønbjerg.
Det er blevet mørkt om aftenen og det kan mærkes at eleverne hygger sig mere indendøre. Der bliver bagt kager og boller i husgerning og selvom nogle drenge legede lidt rigeligt med brun kagedej på nogle toiletter og skabte en del panik, så har det været nogle hyggelige aftener.
I klubberne har der bl.a. tirsdag været boksetræning og torsdag aften var der Zumba dans.

Bogligt har hovedparten af eleverne været til faglig bedømmelse med deres lærer og standpunktet bliver efter efterårsferien mailet eller sendt til forældrene. Selvom der har været rigtig meget nyt at lære for de fleste elever ifht. at flytte hjemmefra og leve sammen med mange andre unge i en travl efterskole hverdag, så har vi også et indtryk af, at de fleste har arbejdet målrettet med skolearbejdet.
Der er altid flere kulturer, som mødes i den første tid klasseværelset, og ikke alle elever kommer fra skoler, hvor det er sejt at være dygtig og lære noget i timerne. Vi går ultimativt efter, at styrke det positive og anerkendende læringsfokus i klasserne, og er nået et godt stykke vej!

De to internationale udvekslingsgæster er nu rejst videre andre skoler efter 4 uger på Ranum Efterskole. Det har været spændende at have 2 unge fra henholdsvis kroatien og Brasilien boende og de har deltaget aktivt i flere timer med deres særlige fokus på Human Rights. De stod bl.a. for en del af timerne i den internationale klasse, mens de to faste lærere var i Cambridge på et seminar.
I de kommende 6 uger, får vi 3 praktikanter fra lærerseminariet i Ålborg. De deltager på profilfagsrejserne for at lære eleverne godt at kende, og to af praktikanterne skal desuden bo på skolen i deres praktik. Det betyder positivt, at der er flere unge voksne i fritiden for de unge.

Faglærer samtaler den 29. oktober 14-21.
Vi har nu åbnet for booking af samtale tidsrum til de faglige samtaler med lærerne fredagen efter efterårsferien. På siden Undervisning er der i venstre menu et tilmeldingsskema, som vi opfordrer forældre til at benytte snarest muligt.
Læs mere om samtalerne og afviklingen på Undervisningssiden og skemaet.

Hjemmesko gør indelivet mere hyggeligt og renligt. Derfor gentager vi successen fra sidste år og erklærer skolen for “hjemmesko-zone”. Alle elever skal derfor medbringe et par indesko, sandaler, hjemmesko, strikkede sokker til efter efterårsferien.

Vi glæder os alle rigtigt meget til at komme på rejse sammen med eleverne og I kan glæde jer til at kunne følge med på hjemmesiden, i det omfang elever og lærere kan få nyheder hjem. Efter rejsen bliver, der bl.a. til de faglige samtaler mulighed for at høre om rejserne og se billeder i festsalen. Næste nyhedsbrev bliver tidligst lørdag den 16.10.  og ind i mellem skriver Ib om rejserne.

Med venlig hilsen og god weekend
Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev fredag den 1. oktober 2010

Kære læser
Det blev et brag af en weekend, og der var rigtig mange der besøgte Ranum Efterskole, dels til forældre og søskende dagen lørdag og til Efterskolernes dag, søndag. Eleverne fik rigtig megen ros og anerkendelse for deres flotte udstillinger, aktiviteter og især positive rundvisninger. Festsalen blev fyldt 4 gange til oplægget om skolens værdigrundlag og vi sluttede dagen med et rekord stort antal indmeldinger til de kommende skoleår.
Tak til alle elever, forældre, besøgende og ansatte for en dejlig travl weekend.

Lidt helt utraditionel nyhedsbrevstale:
At dømme efter den store interesse i weekenden, så tegner fremtiden lys for Ranum Efterskole. Men måske får vi brug for lidt ekstra hjælp i forhold til at overtale politikerne til IKKE at spare på forældrenes tilskud. Nu er det jo politik, så alle kan sige deres mening, og må kæmpe denne. Derfor, hvis du synes, at også de næste elevhold og deres forældre skal have mulighed for at komme på efterskole – uanset om man er fra bedre stillede familier eller ej – så send en mail til en politiker og fortæl det – gerne inden den 5. oktober, hvor folketinget åbner!

Det koster ikke noget nu – men det kan koste rigtigt meget for den frie skoletradition i Danmark og for de kommende forældregenerationer. Efterskolen har bevist, at den giver de unge en ballast, som vi har brug for i det danske samfund og den skal styrkes i stedet for at svækkes.

Tirsdag aften havde vi også koncert med et af de upcomming bands, som Dansk Rock Samfund, ROSA, sender ud på demo-turneer. Bandet Drone spillede progressiv-grunge-pop, så hele festsalen blev blæst bagud. I DR P3 omtaltes bandet således: “Skarpladt præcision fra et af de met tighte og spetakulære bands i dansk upcomming musik. Overraskende iørefaldende”. Vi har hver år 3-4 bands på besøg, og denne gang blev elevernes lyttesanser udfordret helt til grænsen, det skal der også være plads til på efterskolen.

Pædagogisk har det været en god uge, selvom flere har givet udtryk for, at de var noget brugte efter snart 12 dages efterskoleliv i træk, og flere har ikke været hjemme i mange uger. Det er helt naturligt, og der har været rigtig meget at opleve og følge med i de sidste uger!
Vi håndterede noget natterend lørdag aften ved søndag at få samtaler med de implicerede og deres forældre. Og der er fuld opbakning til, at de tager rengørings, – og opvaske tjanser ugen igennem, samt risikerer at skulle tænke hjemme over formålet med opholdet, hvis det gentager sig inden profilfagsrejserne i uge 41.

I den kommende uge er der ud over de boglige fag en række forberedelser til profilfagsrejserne. De første hold drager afsted på fredag og de sidste mandag morgen tidlig. Alt information om rejserne ligger under fanen Profilfag – og i side menuen Profilfagsrejser.

Alle elever er hjemme i denne weekend, og det giver et velfortjent hvil til alle ansatte. Vi glæder os til at se jer igen på søndag, friske og klar til at rejse ud på eventyr med kammerater og lærere ugen efter.
HUSK pas og sygesikring, hvis du ikke allerede har afleveret det!

Med venlig hilsen og god weekend

Olav Storm
forstander

NB: Ranum Efterskole har fået sin egen officielle facebook side.
Der findes et hav af andre sider, men fremover vil vi forsøge at samle siderne på hovedsiden. Se linket på forsiden, og Like it, hvis I vil følge mere med end i Nyhedsbrevene.

Billederne øverst er inspiration til det nye profilfag i Fotokunst.Det nederste billede er fra en kapsejlads i forrige weekend, hvor holdet kom suveænt først i mål.

Efterskoleforeningen opfordrer: Det er af afgørende betydning for indsatsen for at begrænse besparelseskravene, at skolerne og deres bagland også kommer på banen. 

Efterskoleforeningen opfordrer derfor alle skoler til at finde 10 tidligere elever, som vil bidrage til en koordineret Facebook-event på tirsdag den 5. oktober, når Folketinget åbner. Det vil fremme vor sag, hvis de tidligere elever vælger en eller flere politikere og skriver på deres ?væg? på Facebook om efterskolens betydning for deres liv og karriere. Det er vigtigt at holde en god tone og udelukkende tale positivt om efterskolens betydning. Negative budskaber vil skade efterskolernes sag.

Tak til alle besøgende ved forældre-, søskendedagen lørdag

– og de godt 1200 gæster søndag!

Vi har aldrig oplevet så mange positive besøgende! Og både elever og ansatte er meget glade for den store opmærksomhed.

Der var aktivitet over hele skolen, både med profilfagene, de internationale linjer og i spisesalen, hvor gastronomiholdet serverede smagsprøver fra deres Verdens køkken.

Gæsterne til Åbent Hus strømmede ind fra tidligt på eftermiddagen og selv med ca. 60 rundvisere havde vi svært ved at følge med.

Vi fik mange tilmeldinger, og det er vi rigtig glade for, der er dog stadig plads i 9. klasse til næste år, men tøv ikke for længe med at aftale et besøg og sende en tilmelding for vi får stadig mange henvendelser efter weekenden.

På forældredagen lørdag, var der god tid og ro til at gennemføre kontaktgruppe samtaler og en hyggelig stemning på hele skolen. Nogle forældre undrede sig over, at der ikke var stole i den store hal, men det var der jo ikke plads til, når vi skulle danse vaga-vaga…

Efter samlingen i den store sal, var der et stort program med Adventure, klatring, dykning, sejlads, dans, medie, musik og boldspil, samt vandretur til Vilsted Sø.

Med venlig hilsen og tak for opbakningen!
Olav Storm

Nyhedsbrev fredag den 23. september 2010

Kære læser
I dag fejrer skolen sin 6 års fødselsdag. Fredelig morgen uden morgenmotion, profilfags dag hele dagen og masser af kringle efter en hyggelig samling. Og gaven? – en biograftur til alle elever. Vi skal se Hævnen i Løgstør Bio. Det er dansk drama af Susanne Bier. En film om venskab, hævn og utroskab, som trækker spor fra den brutale hverdag i en afrikansk flygtningelejr til postkort-idyllen i en sovende dansk provinsby.
Vi deler os i to grupper, da der ikke er plads til 230 i biffen. Det er helt sikkert en film både elever og voksne kan reflektere over – særligt når man er på efterskole. Vi glæder os til at tage imod ca. 500 forældre og søskende i morgen, og på søndag at få besøg af forhåbentlig mange interesserede familier på Åbent Hus dagen.

Ugen er gået med undervisning i de boglige fag og forberedelse til forældredagen og rejseugen i profilfagene. Aftenerne er gået med klubber og hygge i lejlighederne.
Pædagogisk har det været en god uge, og vi kan godt mærke at eleverne rykker tættere sammen.

Ranum Efterskole har fået sin egen officielle facebook side. Der findes et hav af andre sider, men fremover vil vi forsøge at samle siderne på hovedsiden. Se linket på forsiden, og Like it, hvis I vil følge mere med end Nyhedsbrevene.

Program søndag den 26. september:

13.00    Samling i festsalen m. fælles velkomst og sang.
13.20    Rundvisninger og aktiviteter på hele skolen.
           
            Mød og oplev eleverne fortælle og viser billeder fra:
            Dykning, Sejlads, Ridning, Adventuresport, Kampsport, Golf,
            Medie, Musik, Dans, Gastronomi og Design.
     
            Oplæg om skolens værdigrundlag, profil og undervisning.
            Hver hele time 14-15-16 i festsalen v. forstander.

13.-17   Forfriskninger i kantinen og spisesalen.

Besøg også profilfagsudstillingerne i Kærhuset og prøv at klatre i Multikulturhuset.

Vi glæder os til at se jer!

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev lørdag den 18. september 2010

Kære læser
Nyhedsbrevet er lidt forsinket, fordi vi i går aftes fik vi besøg af godt 130 unge fra sidste års elevhold, som var på vej til deres RE-union fest. Det var rigtigt dejligt, at se dem igen og positivt, at de stadig føler et stærkt fællesskab.
På næste søndag den 26. september, er der også mulighed for på Åbent Hus dagen at møde nogle af de gamle elever, som vil fortælle om, hvordan de har oplevet deres ophold på Ranum Efterskole.

I denne uge har eleverne haft normalt skema bortset fra tirsdag formiddag, hvor vi fik besøg af Anders Kofoed Pedersen fra Travelape. Han holdt et forrygende godt og inspirerende foredrag for alle eleverne om sine erfaringer i livet og som flere elever efterfølgende udtrykte det. “Det ku´ man bruge til noget”. Det kræver meget, at tale om personlig udvikling, selvværd og selvtillid til en større flok teenagere, men Anders formåede at holde alle fanget og ramte plet i sine spørgsmål til: “Hvordan når man frem til at leve sit eget liv og når de mål og drømme man har?”
Tirsdag havde vi også besøg af Løgstør Skoles 9. klasse, som fik en “efterskole” aktivitetsdag og indsigt i vores skoleform.
Onsdag holdt vi efter normalt skema en stor fællessamling med alle lærere og elever, hvor de nye profilfag til 2. periode blev fremlagt og der var mulighed for at stille spørgsmål til indhold og forløb, efterfølgende fik alle elever en personlig valgseddel og på mandag skulle de sidste nye profilfag gerne næsten være klar til fremlæggelse.
Torsdag aften skulle alle elever prøve den første aktivitet under det gastronomiske tema “Vilde dage på Ranum”. Og det gik noget vildt for sig, da eleverne skulle fange, aflive og tilberede deres egen ørred på grillen. (Billeder er på vej til billedsiden mandag-tirsdag). Hvis man er vant til kummefrysere, så rykker naturen i denne oplevelse ret tæt på. Biologilæreren assisterede sammen med køkkenpersonalet med aflivning og tilberedning, og på den måde fik eleverne også et fagligt indblik i fiskens anatomi mv.
Fredag havde vi fagdage og sluttede af med en hyggelig samling. Der er kun godt 40 elever på skolen i denne weekend, og dermed god plads til de gamle elever.

I profilfagene har eleverne i denne og den kommende uge travlt med at forberede deres aktiviteter og præsentationer til dels forældre- og søskendedagen på lørdag og dels til Åbent Husdagen om søndagen. Der blever både udstillinger og aktiviteter, samt mulighed for at få en rundvisning. Som noget nyt, er der også en gruppe tidligere elever, som fortæller om hvad de fik ud af deres efterskoleår på Ranum Efterskole. Se programmet under Åbent Hus.

Pædagogisk har det været en rigtig dejlig uge. Lærerne havde samling onsdag aften med temaet “kontaktlærerrollen”. Vi havde besøg af en tidligere kollega, og fik gennem hans reflektioner og erfaringer mulighed for at spejle vores egne erfaringer og praksis. Konklussionen er, at vi har et godt fælles fodslag og en god kollegial støtte, og det er det helt afgørende i samværet med de unge. Eleverne havde ikke klubber onsdag aften, og det betød masser af hygge og fællesskab på værelserne og i fællesstuerne.

Vi har i går sagt farvel til vores tyske AFS udvekslingsven, Erika, hun er på de 4 uger, hun har boet og arbejdet her, blevet en del af os alle. Og vi vil savne hendes dejlige smil og positive humør både i tysk timerne og i køkkenet, hvor hun har hjulpet til i hele perioden.
I mandags startede to unge studerende fra henholdsvis Kroatien og Brasilien og de skal være med i skolens hverdag og undervisning frem til rejserne i uge 41. Deres formål med opholdet er ud over kultur- og sprogudveksling, også at debatere Human Rights med eleverne og lærerne.

I den kommende uge, er der hovedsageligt fokus på de boglige fag og i profilfagene på forberedelsen af den kommende weekend.
I morgen søndag, er der foredrag med Cecilie Myrhøj, som har boet og arbejdet på vores Nepalnesiske vensskabsskole i 3 måneder. Foredraget er gratis og begynder kl. 14.30 i festsalen.
Fredag fejrer vi skolens 6. års fødselsdag sammen med eleverne. Det bliver stille og roligt, da der skal ske rigtig meget i weekenden.

Vi glæder os til at se rigtig mange til forældre- og søskendedag på lørdag. Se programmet under tilmelding og husk at sende en tilmelding med valg af én aktivitet inden mandag.
Vi ser ligeledes frem til at få besøg på søndag, hvor der er Åbent Hus fra 13-17. og hvor der er mulighed for at tilmelde sig de kommende skoleår på Ranum Efterskole. Der er stadig ledige pladser til det kommende skoleår 2011-12. Og som noget helt nyt har vi på Ranum Efterskole lavet en Europa klasse, hvor man kan  kombinere et udlandsophold på 12 uger i et europæisk land med et efterskoleår i 10. klasse. Vi har desuden for første gang rundvisning i den store hovedbygning, som efter sommerferien skal fungere som det Internationale Hus for sprogundervisningen og bl.a. huse Ranum Internationale klasse og Ranum Europa klasse. Verden bliver større… på Ranum Efterskole og vi håber, at I vil anbefale og invitere interesserede unge og forældre til at komme på besøg!

Med venlig hilsen og rigtig god weekend!

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev fredag den 10. september 2010

Ugens store oplevelse for de fleste har uden tvivl været sejlturen med Håbet, men ud over denne oplevelse, så har alle profilfagene også arbejdet med deres mål og der har været et hav at ture og oplevelser:
Adventureholdet startede deres profilfagsdage med skonnerttogt, og efterfølgende kørte de til Tingbæk kalkminer, hvor der var midnatsbesøg i kalkminerne og senere mountainbike løb.
Dans og Medieholdet var i Ålborg onsdag aften for at se og opleve dansefilmen SET UP i 3D., samt Toy Story3 ( medieholdet)
Ridepigerne var på besøg ved deres rideinstruktør Poul Hove i Thisted.
Dykkerne var i fjorden for at aflægge OpenWater prøver inden rejsen til Tyrkiet.
Sejlerne kom også på vandet i de mindre både. Ekstremt lavvande i Rønbjerg gjorde at Matcher 37 ikke kunne komme ud, og istedet for forberedte de rejsen til Frankrig.
Designholdet har lavet en kunsthappening, som skaber undren og nye åbner spørgsmål i efterskolelivet på RE. Oplev det selv, når vi holder forældredag og Åbent Hus den 25.-26. september. 
Fredag har 10. klasse holdene i formgivning og personlig udvikling været i Ålborg for at få inspiration og undervisning i arkitektur og design ved besøg i Utzon huset og på Nordkraft.
Udover alle disse spændende oplevelser og projekter, så har eleverne fulgt den normale undervisning man-tirsdag og fredag, samt deltaget i klubber og de ugentlige pligter. det har således været en rigtig travl og hektisk uge, men alligevel er vi godt 120 elever i weekenden og lige nu er der både faldskærmskursus og spilleaften i Kærhuset.

Ugen der kommer byder på en række forskellige aktiviteter:
Mandag drager fodboldholdet til Borremose Ungdomsskole får at få værdig modstand, og for at vinde over deres fodboldhold.
Tirsdag kommer globetrotter, freelancejournalist og foredragsholder Anders Kofoed og holder et super godt foredrag med titlen “Alle har et liv – der er værd at leve”. Vi har haft Anders på besøg de to tidligere år, og det kan siges meget kort: Han gør en forskel, fordi han formår at sætte en overordnet dagsorden for samtaler om selvværd, selvtillid og personlig udvikling i samspillet med andre unge og voksne. Foredraget er helt centralt i denne periodes overordnede tema i Indholdsplanen: Menneske, moral og etik.
Onsdag samles eleverne til præsentation af nye profilfag kl. 16.30, og valget sker i dagene efter. Eleverne har som udgangspunkt første prioritet ved det valg de foretog inden skolestart. Det er dog kun vejledende og det er muligt at vælge om, hvis man hellere vil have et af de nye spændende fag, som vi udbyder. F.eks. fotografering med spejlreflekskamera, eller et Guidekursus. Ved siden af det næste profilfagsforløb skal eleverne igennem et 8-12 timers førstehjælpskursus, som afsluttes med en intern førstehjælpsprøve.
Onsdag aften er der lærersamling, hvor vi arbejder med kontaktlærerrollen, som tema.

Forældre til elever, som er interesserede i Nepalrejsen til januar 2011.
Kom til Nepalforedrag den 19. september kl. 14.30 – 16.30 i festsalen med Cecilie Myrhøj, som lige er kommet hjem efter at have boet og arbejdet 3 måneder ved Ranum Efterskoles venskabsskole i Nepal.

Vi holder Åbent Hus den 26.september og gør i de følgende uger en del for at annoncere dette til interesserede. Der er dog intet i verden, som er bedre til at give andre lyst til at opleve Ranum Efterskole et år, end jeres oplevelser og fortællinger. Derfor fortæl dine historier videre, måske er du så den, der kommer til at gøre en stor forskel i en anden ungs liv med et efterskoleår på Ranum Efterskole. Der er ved at være optaget i 10 klasse til næste år, men god mulighed for en plads i 9. klasse. Vi starter næste år en ny Europæisk klasse, REC, hvor der er mulighed for 12 ugers ophold i et andet europæisk land med udvekslingsorganisationen AFS. Efter de 12 uger vender man tilbage til RE og afslutter skoleåret med en 10. klasseprøve. Der er desuden mulighed for at afslutte med en international Cambridge engelskprøve.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend til alle!

Olav Storm
Forstander

Nyhedsbrev fredag den 3. september 2010

Kære læser
Marken er majet og høet er høstet – i klart septemberluft med en snert af efterårets kølighed, holdt vi en vellykket høstfest torsdag aften. Det var en festelig afslutning på den første af de 10 måneder og igen var stemningen i top. Eleverne bidrog alle på forskellig vis til at skabe en super god stemning og en masse aktivitet.

Mandag til torsdag har vi kørt almindeligt bogligt skema med profilfag og selvom eleverne har været i gang hele dagen, så er der alligevel mange, der gerne deltager i klubberne om aftenen. Golfklubben fik hele 14 med på banen i Løgstør og onsdag aften deltog sejladsholdet i en kapsejlads i Rønbjerg.

Pædagogisk har det været en “rigtig” efterskoleuge, hvor det heldigvis er lykkedes at få en konstruktiv dialog og et fremadrettet samarbejde med de par elever, som trådte over grænserne i de fælles regler. Onsdag aften kom vi ind i den vanskelige situation, at der manglede et kamera og en computer og nogle penge. Heldigvis dukkede computeren og senere også kameraet op igen. Men historien gav en påmindelse om, at det er vigtigt, at man passer på sine ting og ikke frister andre, samt låser større værdier ind i sit skab.
Fagligt oplever vi, at der er et godt drive i undervisningen. I 9. årgang i dansk oprettes et 5 spor for at få en mere hensigtsmæssig fordeling af eleverne på de 4 niveauer.

I den kommende uge er der normalt skema mandag og tirsdag, mens onsdag og torsdag stor Limfjordens tegn. Vi har lejet skonnerten Håbet fra Svendborg og alle elever deltager i deres profilfagshold i et 3-4 timers skonnerttogt på fjorden. Undervejs skal de lære at sætte sejl og naviger skibet, samt løse forskellige opgaver om Limfjordens geografi, vandmiljø og samarbejde ombord på et skib. Ud over togtet skal de også bruge dagene på fordybbelse i deres profilfag og forberedelse til det kommende forældre-arrangement den 25. september og Efterskolernes dag den 26. september, samt de forestående profilfagsrejser i uge 41.
På fredag er der fagdag for medborgerskab og i Personlig udvikling, med en ekskursion til bl.a. Utzon huset og Kunsten i Ålborg. Om eftermiddagen starter faldskærmskursus og hvis vejret er med os, så kan eleverne på holdet springe allerede lørdag. Vi håber derfor på masser af vind til skonnerten onsdag og torsdag, samt vindstille i weekenden!

Med venlig hilsen og rigtig god weekend!
Olav Storm
forstander.

Nb. Vi laver forskellige PR tiltag op til Åbent Hus den 26. september og bl.a. er vi med i en kampagne i Ålborg, hvor færre af eleverne i folkeskolen kommer på efterskole end det er er tilfældet i andre dele af landet. Se linket.

 

Nyhedsbrev fredag den 27. august 2010

Kære læser
God stemning, blæst over Limfjorden og Himmerland, samt en fantastisk profilfags fredag med sol, smil og aktivitet over hele skolen. Kort sagt en rigtig god efterskoleuge med meget få buler i det pædagogiske kredsløb.
Og så oven i hatten en stor gave til Adventure holdet i form af 24 nye mountainbikes på en trailer – lige til at køre i skoven med!

Ugen der gik:
Søndag aften var der for første gang møde i det frivillige forældreråd, og det var rigtigt positivt at så mange mødte op. Der var en god debat omkring flere punkter, bl.a. forældrerådets rolle ifht. en evt. elevfest uden for skolens regi.
Forældrerådets tovholder og kontaktperson til forstander, blev Tina Englyst, som svarer på forældrerådets mail: se mere om forældrerådet i menu på denne nyhedsside.
Mandag holdt alle lærere et langt lærermøde og fik styrket det fælles fokus på pædagogikken i huset og processen i den faglige niveaudeling af eleverne. Vi er godt på vej, men vil arbejde med at sætte ekstra lærerkræfter ind på vores 9. klasses hold i dansk og engelsk, så vi bedre overkommer spredningen på holdene og får en bedre fordeling af eleverne antalsmæssigt på holdene. I en periode vil der således køre et ekstra spor i dansk og engelsk.
Tirsdag var alle lærerne med på værelsesrengøringen, så både ansatte og elever sammen kunne sætte overliggeren i et tilfredsstillende niveau. Det er udover en alvorlig sag, naturligvis også både muntert og sjovt, når alle arbejder sammen om et fælles projekt på sammen tid – også når det er rengøring.
Onsdag aften blev alle elever undervist i linedance i Multikultursalen og nu er de klar til den store høstfest på næste onsdag.
Torsdag var der filmklub og råhygge, flere elever var involverede i at lave den nye annonce for Åbent Hus dagen den 26. september.
Fredag skinnede solen og vinden havde lagt sig til det ideelle for udendørsaktiviteter som sejlads, ridning, adventuresport og dykning. Hele dagen havde alle eleverne travlt med profilfagsaktiviteter, og bl.a. i dans fik holdet besøg af en dygtig streetdance gæstelærer.

I den kommende uge er der ud over almindelig undervisning og profilfagene, samt klubberne, fokus på Høstfesten torsdag. Eleverne skal komme som farmerpiger og drenge – gerne i gummistøvler og ( sko til at danse i). Der bliver gang i Linedance og andre underholdende inde- og udeaktiviteter.
Denne weekend er der byfest i Ranum og dykkerweekend, så der er godt 120 elever i huset, og derfor fuld gang i mange aktiviteter. Vores gastronomihold skal tilberede verdens dyreste oksekød i samarbejde med chefkok Lars Jeppsen, som så sælges for 1 kr. pr. gram til byfesten. En anden flok elever skal forsvare skolens ære ved en gadeturnering i 7 mands fodbold. Det bliver festeligt!

Pædagogisk: Det er gået rigtigt godt med at få gjort værelser rent om morgenen hele ugen, bortset fra torsdag morgen, og så måtte vi jo til at indsamle mobilerne – se evt. sidste uges nyhedsbrev. Det gav en del frustration, men også respekt fra de andre elever ifht. at aftalen om, at mobilerne blev udleveret i tillid til, at alle var med på at tage et nap for hinanden på værelset om morgenen. Det vil sikkert blive bedre efter denne erfaring.
De 4 elever, der lavede natterend i sidste uge, har i denne uge fået ryddet betydeligt op i den gamle svømmehal og endda med rigtigt godt humør og opbakning fra frivillige elever.
2 elever har været i konflikt med IT reglerne og uploaded eller delt ulovlige film, det har Uni-C It udbyderen sporet og så har vi taget en alvorlig snak, samt sendt computeren med hjem til en rensning. Den slags oplevelser, er der mange flere end de 2, der bliver klogere af!

Nærmeste fremtid: Vi orienterer i den kommende tid om de forestående profilfagsrejser i detaljer. Hvert profilfag forbereder informationen til forældre og elever, og denne uploades her på siden, under profilfag. Desuden orienteres om de særlige tilbud, der er i 2. profilfagsperiode så eleverne har mulighed for at tage stilling til vilkårene for rejsen til Nepal som alternativ til Norges rejsen. Ifht. Nepalprojektet holdes, der en særlig orienteringsdag lørdag den 25. september.
Husk, at der er endelig tilmelding til faldskærmskursus i efteråret inden den 1. september. Se under Undervisning.

Det var alt for denne uge. Tak fordi du læste med så lagt og rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Olav Storm
forstander

Nyhedsbrev fredag den 20. august 2010

Kære læser

Bliveweekenden blev en stor succes, hvor alle eleverne rykkede tæt på hinanden og fik lidt mere tid til at finde sammen på tværs af husene og i mindre grupper. Det har været en rigtig god intro-periode, uden alvorlige uheld og med et stærkt elevengagement.

Gallafesten, fredag aften, gav et stærkt sammenhold og det var en god ide at trække en “date” i en spand, for så blev både drenge og piger blandet på tværs af husene også. Festen havde godt nok tappet de fleste for energi til lørdagens natursportstur, så flere grupper ikke kunne alle poster, men de fleste kom omkring kajak, golf, cykling etc. Lørdagen sluttede med film og dynehygge i festsalen.

Søndag var der IT opkobling til det trådløse net og mange elever forsvandt for en stund bag skærmen. Over middag var der strandtur til Rønbjerg. Det blæste noget, men humøret var også i top. En far tilbød at komme med sin speedbåd og i ly af Trendbugten fik en større gruppe elever en flyvende vandtur i en gummiring. Sådan et initiativ er bare rigtig velkomment.

Onsdag aften var alle inviteret til Picnic ved søen. Vind og vejr var med os og de lækre grillede burgere var et kæmpe hit! Kokken og lærerne udfordrede de elever, der havde mod til en svømmetur i søen og så var underholdningen sikret for resten af aftenen.

Torsdag havde vi samling om formiddagen, hvor vi kårede den første Ugens elev, med ret til at gå til buffetten hver aften før alle. Der var rigtig mange historier om gode kammeratlige tjenester og heltegerninger, lige fra at uddele slik til trængende, hovedbundsmassage, rengøringshjælp og at tage en strandet hestepige bag på cyklen helt til Ranum. Dette er en lille tradition, som vi som hovedregel har hver fredag, og den giver en god og positiv afslutning på ugen.

Socialt har vi haft en rigtig god uge og introperiode, og helt generelt er vi meget forventningsfulde og positive. Vi har godt nok haft et episode med natterend igen, men tacklet den i øjenhøjde og mener, at de to piger, der inviterede et par drenge til at se en film på terrassen ved midnat, og som grinede så højt, at nattevagten spottede dem, nok har lært af den aftale om totalrengøring af den gamle svømmehal over de næste mange eftermiddage og aftener. Vi vil helst ikke bruge flere ressourcer på vågne nattevagter, da det går ud over årets andre aktivitetstilbud. det får eleverne forklaret.

Mobiltelefonerne blev udleveret i går torsdag efter en lille samling i hvert hus. Eleverne fik stor ros for deres stærke fællesskab og måde at tage sig af hinanden.
Det er rigtigt svært for nogle at håndtere at være sammen med meget forskellige unge, men de optræk, der har været til kriser er gået mere eller mindre i sig selv, og eleverne har virkelig vist os og hinanden, at de gerne vil fællesskabet på kryds og tværs af typer osv.
Derfor er de blevet belønnet med den tillid og anerkendelse, at de nu kan beholde deres mobil resten af skoleåret. (Det gælder desværre ikke de få elever, som ikke får deres værelse godkendt om morgenen, så må de aflevere den igen, til de har lært det)…
Det glødede i mobilmasterne og smsér fra 10 dage væltede ind i Spisesalen og Verdensrummet. Men fremover er det vigtigt, at eleverne er med på, at mobilen er en privatsag og derfor ikke bruges i fællesarealerne, klasseværelser og spisesalen. Vi mener, at eleverne har bestået mobil-fri testen og at fællesskabet kan bære, at de nu har udvidede kontaktmuligheder hjem til igen. Det samme håb har vi for, at mor og far kan klare ikke at sende sms hele tiden selv om muligheden nu er der igen. Intet nyt – er som hovedregel den bedste nyhed. Fortsæt gerne med at sende et brev og en pakke en gang i mellem.

I den kommende uge er der normalt skema med boglig undervisning, profilfag og idræt osv. Klubberne starter op for alvor og de elever, der gerne vil springe faldskærm skal sørge for at melde sig til – se under Undervisning. Fredag er der profilfagsdag og i den kommende weekend er der blive-weekend for dykkerne.
Vi forventer, at rigtig mange elever vil benytte muligheden for at hygge sig sammen på skolen. Der er endvidere Multikulturhusfest, hvor elevene kan medvirke i forskellige aktiviteter, ligesom der er mulighed for at være med på det gastronomiske hold, som laver forfriskninger til kulturhusfesten.

Husk, at weekendlisten skal udfyldes ved ankomst søndag aften – inden kl. 21.00.

Med venlig hilsen og rigtig god weekend!

Olav Storm
forstander

nb. Frivilligt forældrerådsmøde kl. 19. søndag i Spisesalen Kærhuset.



da_DKDanish