Nye elevers dag, sidste skoledag og en film om Ranum

Kære læser

Roen har lagt sig over Ranum efter en uge med fart på, som nu er gledet over i en tiltrængt Kristi Himmelfartsferie. De fleste elever er rejst på forlænget weekend, og når de kommer hjem, kan de fortælle om blandt andet det første møde med de nye elever, om sidste skoledag, som viste sig at være en overraskelse, og måske også om vores kommende præsentations- og mindefilm. Derudover er der alle de andre små historier, som du selvfølgelig også kan læse om her i nyhedsbrevet. Vi håber, du vil læse med. God fornøjelse!

Nye Elevers Dag

I søndags bød vi alle de spændte og nysgerrige nye elever og familier velkommen, og vi havde glædet os rigtig meget til at møde dem. Der blev endelig sat ansigter på navnene, og de fik samtidig mødt deres kontaktgrupper og set skolen, som skal være deres hjem efter sommerferien. Alle var samlet til sang og præsentation på plænen, og efterfølgende hørte de om fag, rejser, efterskoleliv og en masse andet.

Det giver en mærkelig fornemmelse for de nuværende elever at møde dem, som skal overtage skolen næste år. Dem, som skal bo på deres værelse, have deres kontaktlærere og sidde på deres pladser. Men det er jo en del af efterskolecyklussen, at man skal give det videre, når man selv skal videre i livet. Derfor er det slet ikke så underligt, at man får en lidt mærkelig fornemmelse i maven. Den vidner om, at året snart er slut, og det betyder, at man kommer til at reflektere over, hvad man har oplevet. Det er store følelser, der er på spil, og derfor er det vigtigt at snakke med kammerater og familier og lærere om det. Forhåbentligt afløses knuden i maven af varme og glæde over de nye venskaber og fantastiske oplevelser, man har haft.

Sidste skoledag

Eleverne fik sig en overraskelse i onsdags. Der stod nemlig evalueringsdag på skemaet, men da de kom ud fra morgensamling, var der stiillet an til sidste skoledag med tivolitema. Der blev skudt til måls, kørt på waterslide, hoppet og danset og løftet. Ved hver aktivitet kunne de tjene billetter til den store hovedattraktion: Sænk din lærer i dykkertanken. Og det blev de!

2. klassedag

Filmdage

I løbet af ugen har to filmhold fulgt vores elevers hverdage og aktiviteter. De har filmet og interviewet til to præsentations- og mindefilm, som vi glæder os meget til at dele med jer. Det bliver et fint minde, som man kan se tilbage på om mange år og forhåbentligt glæde sig ved og over tiden på Ranum. Vi gør naturligvis opmærksomme på, når filmene er klar, så følg med på Facebook og her i nyhedsbrevet.

Indvielse af Livø Havn

I splinternyt sejlertøj tog en gruppe weekendelever med til Livø for at indvie den nye havn. Tøjet er sponsoreret af Nordeafondens Kystpulje – de var skarpe, og det var sejladsvejret også.

Familiehøjskole i sommerferien

Tag på aktiv ferie i uge 27 eller 28 med hele familien på Ranum Efterskole College. Klik på billedet for at høre mere.

Den kommenge uge

I næste uge fortsætter de mundtlige prøver, og der er ikke almindelige timer. Knæk og bræk til alle dem, der skal en tur forbi det grønne bord. Det skal nok gå!

Rigtig god weekend

Hilsen alle os på
Ranum Efterskole College