Selvværd, duelighedsprøver & første rejse, følg os her!

Kære læser

Tusind tak til de godt 2000 gæster som fandt til Ranum på Efterskolernes dag i søndags. Det blev en fantastisk flot dag med masser af aktivitet og ros til vores elever og særligt køkkenet og gastronomiholdet brillierede.
Vi fik udsolgt til 10. årgang alment forløb og har oprettet venteliste. Der er stadig pladser til 9. årgang og på international linje. 

Foredrag med Anders Kofoed

Et kanon godt foredrag, det løftede mig, jeg er klar på at blive verdensmester i mit eget liv osv. Der var rigtig god feedback til den erfarne foredragsholder og inspirator Anders Kofoed Pedersen fra Travel Ape. Anders har gæstet Ranum i 10 år og hvert år er det for mange elever en øjenåbner og et boost til deres selvværd.

OneDayFilmmaker

Journalist Erik Bjerre og manuskript forfatter Rune Lünell holdt over to dage et forrygende kortkursus i journalistiske fortælleteknikker og teknikken at optage korte og skarpe videoer. Eleverne producerede en række sjove og lærerige indslag, som kan ses på vores youtube. Se en af dem her:

Følg os på rejserne

Vi rejser ud i hele verden, 3 gange om året. Nogle rejser allerede fredag d. 30 sep og de sidste er hjemme igen d. 8 okt. Klik på en rejse for at komme direkte til deres facebookside, som indeholder rejseopdateringer, billeder og historier.

Duelighedsprøver

Eleverne på sejlads har i denne uge bestået den praktiske prøve og nu skal øvelser og teori kombineres i praksis på dybt vand. I vinterhalvåret tager eleverne den teoretiske prøve og så kan de tage et Duelighedsbevis eller kørekort til at sejle en båd i slutningen af skoleåret.

Kulturfagsvalg

Valget til kulturfag er nu afsluttet og eleverne har valgt nye kulturfag for de næste 3-4 måneder. Kulturfagene sætter fokus på at integrere den faglige værktøjskasse fra skolelivet med det at opdage og udforske fremmede kulturer, samfund og andre livsformer. De nye kulturfag Australien, US Virgin Island, Animal Welfare og US Roadtrip med High school exchange, blev alle stemt ind. De nye kulturfag starter i uge 43 og løber indtil slutningen af uge 6. Eleverne forbereder i forløbet en kulturrejse på 2 uger under temaet Verdensborgerskab.

I den kommende uge

I den kommende uge er alle profilfagshold afsted på deres første profilfagsrejse. De forskellige hold har forberedt sig og planlagt vidt forskellige profilfagsrejser. Musik og dans rejser til England. Musik følger i Beatles fodspor i Liverpool og Dans indtager London og skal øve og optræde i danse verdenes store metropoler. Adventure drager til Sverige for at besøge og blive udfordret på vores venskabsgymnasie Utsikten, hvis elever og lærere vil tage sig kærligt af vores elever og øve sig på dem i deres uddannelse som naturvejledere og friluftsinstruktører.

Waterperformance er rejst afsted i første hold til Portugal, hvor Atlanterhavets bølger og kystens fantastiske natur, skal give dem nye udfordringer på surfboardene. Dykning rejser godt 80 elever til Malta og eleverne afslutter her deres første Padi Open Water og Advanced forløb. Sejlads drager til Kroatien og skal sejle i 7 døgn på 8 større sejlbåde.

De kreative fag Visuelt Design og Street performance drager til Barcelona, mens Gastronomi og Konditori indtager den kulinariske scene i København. Gastronomi skulle mandag have været på besøg på Svinkløv badehotel, men det brændte desværre ned, så nu starter de i stedet den gastronomiske rejse i Skagen på Ruths hotel. Ridning drager til Læsø, hvor de skal prøve kræfter med islænderridning i skov, klit og ved stranden. 
Følg holdenes mange spændende rejseoplevelser på vores hjemmeside og ved at like profilfagssiderne på FB.

Det har været en rigtig god efterskoleuge, hvor rejsesommerfugle har svævet frit og hvor den første efterårsstorm fik eleverne til at krybe tættere sammen i fællesskabet. Vi glæder os rigtig meget til at dele alle rejsefortællinger og se eleverne igen om en uge. 

Rigtig god weekend

Olav Storm Johannsen
Forstander



da_DKDanish