Afskedsuge og god sommerferie

Kære læser

Et ordsprog siger at man ikke skal græde over at det er slut, men glæde sig over at det skete. Det giver mening, men det bliver aldrig let at sige farvel til sine unger, og ganger man det med 400+ så er det næsten uoverkommeligt.

Afslutningsugen begyndte allerede søndag eftermiddag med “henteting” og lancier arrangement for forældre og søskende.
De sidste prøver sluttede tirsdag, hvor alle elever og lærere drog på Livøtur. Turen foregik både med færgen og i super hurtige RIB både.

Solens skinnede fra en skyfrihimmel og der var masser af tid til både oplevelser og hygge på den smukke ø.

Onsdag

Onsdag fik eleverne klø af lærerene i fodbold. Traditionen tro var lærerne i festhumør og fightede i bedste sportsånd eleverne ud af banen. Om aftenen var der sidste kontaktgruppedag og mange besøgte deres kontaktlærer hjemme. Om natten blev eleverne vækket til et horror-natteløb, hvor lærerne tog revanche for elevernes natterend i løbet af året.

Se hele den spændende kamp på vores youtube kanal eller se den herunder.

Torsdag

Torsdag stod på oprydning og rekorddag, samt Skt.hans. Heksen futtede til vejrs på trods af silende regn, og hele aftenen var der hygge og mindebog skrivning.

Fredag

Fredag skinnede solen igen og det samme gjorde skolen efter den store hovedrengøring i husene. Fredag aften holdt vi en rigtig flot gallafest i Kulturhuset. Lærerne serverede en 3 retters menu og der var rigtig flotte elevindslag og sang. Aftenen blev rundet af med årets største Awardshow, hvor både elever og især lærerne foldede sig ud på slapline i festsalen.
Den sidste nat blev både meget lang og alt for kort. Der blev skrevet i mindebøgerne og grædt i alle husene til den lyse morgen.

Lørdag

Lørdag morgen kom alle forældre og søskende for at pakke biler og skoleåret sluttede med en fantastisk smuk Dimission på den store plæne foran hovedbygningen. Vi var ca. 1500 samlet på plænen for at sende de 400 unge afsted ud i verden med taler, sange og et tårevædende musik nummer af Simon og Anne, samt elevtale af Laura Emilie. Præsidenten for Rotary Løgstør kårrede Årets Kammerat, valgt af eleverne, og prisen gik fortjent til Asta Sofie W.Tjellesen fra København. Der blev også uddelt priser for årets højeste gennemsnit i 9. og 10. årgang, både på almen og international linje, samt på AS linjen.

Se alle billederne fra Dimissionen.

Til sidst fik alle elever overrakt deres prøve- og eksamensbeviser, samt skolebillede. Mens forældre og søskende samledes til frokost, så dansede Ranum Efterskole College årgang 12 en sidste gang i kæde omkring Livstræet i skolegården, og blev til sidst symbolsk omfavnet af alle lærerne. Der blev givet kæmpe kram og Livstræet blev vandet med tårerne fra ungdommens øjne, der på engang kiggede ind i et liv udenfor REC fællesskabet. Se videoen med året 2015-16 i billeder stemningssat med egen sang “Until we meet again”.

Skolen er helt tom nu. Vi har planlagt næste skoleår, hvor 430 elever starter den 7. august. På lørdag starter sommerskole for godt 65 elever fra hele verden. De skal i 4 uger lære engelsk, science, dansk kultur og prøve en masse profilfag, samt på ekskursion til København.

Skolens kontor er lukket i uge 28-29, men vi svarer på info@ranumefterskole.dk.

Tak for et rigtigt godt skoleår og rigtig god sommerferie til jer alle!

Rigtig god sommer!

Med venlig hilsen!

Olav Storm Johannsen
Forstander



da_DKDanish