Koncert, finalefodbold og gensynsdag

Kære læser!

Det har været en uge med stort fokus på det faglige, og alle elever har fået deres første standpunktskarakterer, og vi har afsluttet den første profilfagsperiode med evaluering. Tirsdag havde vi koncert med Dancer with Dirt og de tømte festsalen for stole og fyldte den danse glade unge. Torsdag tog pigerne en flot 2. plads i finalen i Nordjyske mesterskaber. Fredag drog hovedparten af eleverne afsted til deres første elevfest med temaet white sensations. Det er efter rygterne gået rigtigt godt.

TILLYKKE PIGER – SÅDAN!! 🙂 🙂 🙂 Torsdag eftermiddag tilkæmpede pigeholdet sig andenpladsen i kampen om det nordjyske mesterskab i fodbold. I en jævnbyrdig finale, hvor der blev fightet til sidste fløjt og Ranumpigerne endnu engang viste stort mod og sejrsvilje, måtte vi desværre se os besejret af pigeholdet fra HCI, der på en regntung og mudderglat bane fik tildelt et heldigt straffespark, som gav dem sejren… Trods et utal af nærkampe, spurter, fine stikninger og en håndfuld hjørnespark mod kampens slutning lykkedes det os ikke at få bolden i kassen, og vi måtte derfor tage til takke med 2. pladsen. MEN PYT, – der er nu nok at glæde sig over! Det har været to fantastiske og oplevelsesrige dage i Thisted, hvor der er genereret mange smil, 4 sejre, 1 uafgjort, 1 nederlag – og så har vi har præsteret kun at lukke to mål ind i seks kampe! Godt gået, tøser!

Pædagogisk har det været en super dejlig uge, med masser af spænding og energi op til elevfesten, fredag. Dog startede ugen lidt træls for 9 elever, som var på natterend, og det gav lidt pædagogisk opsamling. Vi bygger vores pædagogik på tillid og lejlighedsvis kontrol, og det var vist lige blevet glemt over ferien og rejseugen.

Lørdag blev hele skolen igen fyldt med godt 570 tidligere elever til en rigtig hyggelig gensynsdag. Vi sang livstræet og Gi´os lyset tilbage, så festsalen rystede og hele eftermiddagen summede huset af liv overalt. Om aftenen drog eleverne fra de seneste 3 årgange til en fælles RE-union fest og fyldte igen Haverslevhallen for anden dag i træk.

I den kommende uge er der almindeligt skema, og så er der opstart af de nye kulturfag. Det bliver spændende at afklare interesser og mål på de respektive kulturfagshold. Vi skal over de næste dage forme et fællesforløb, som forbereder elever og lærere til den store kulturfagsekspedition i januar. Mandag er der koncert med Keep Camping.Fredag er der frivillige forældre/skole samtaler omkring det faglige standpunkt, og så er der søskendeweekend med bl.a. halloween og Disneytema. Tilmeldingen er udsendt pr. skoleplan.

Vi glæder os til at se alle elever retur efter en velfortjent weekend, og gerne til vintertid – husk det nu!

Med venlig hilsen og rigtig god søndag!

Olav Storm
forstander



da_DKDanish