Julenyhedsbrev december 2013

Kære læser!
Vi har haft en forrygende afslutning på første ½ år, og de sidste 14 dage er fløjet afsted, fordi alle har været optaget af
mange utallige opgaver og aktiviteter helt frem til Santa Ib ønskede god jul til alle eleverne.

Onsdag kom studieværten Mogens fra TV2Nord forbi Ranum Efterskole for at vurdere julestemningen og kåre det bedste juleværelse. Det blev et hyggeligt besøg og vinderne fik de tradionelle citronmåner, som Mogens deler ud på sin vej rundt i landet. Se indslaget her.

Fredag den 13. holdt vi et flot Luciaoptog og traditionen tro bliver
drengene vækket på deres værelser og kan nyde oplevelsen uden at skulle på morgenmotion.

Se video fra Sem.huset her

Lørdag og søndag fik vi besøg af godt 400 forældre og søskende hver dag. De oplevede den flotte Permanceforestilling “Et lysår en stjerne”. Forestillingen satte fokus på meningen med livet og rammede alverdens forskellige kulturer, ind i en fortælling, som tog udgangspunkt i de mange kulturprofilfag.

Udover forestilling på den store scene i festsalen, havde et kor og musikhold arbejdet intenst med at øve en række numre.

Medieholdet stod for at samle information og programmer. De lavede daglige reportager, og samarbejdede med Event holdet. Sammen skabte de en “rejse-oplevelser” fra forældrene ankom til Velkomsthallen og senere blev fulgt til gaten gennem cafeområdet, således at alle ankom og var klar samtidig til forestillingen lettede.

Efter forestillingen blev der serveret kulinariske indtryk fra hele verden, bl.a. kænguru og Frølår, samt paelia. Alle elever var en del af Performanceprojektet. En stor gruppe elever stod for et stort julemarked, hvor de bl.a. solgte lysestager lavet af det “livstræ”, der væltede under stormen. Andre solgte hjemmelavede Street T-shirts, og andre have bagt julesmåkager og lavet bolsjer. Særligt de hjemmelavede vafler var et stort hit.

Markedet gav et pænt overskud til vores venskabsskolesamarbejder. Efter julemarkedet var der orientering for ved elever og lærere fra respektive kulturprofilfag, og dagen sluttede med en fælles orientering om de mange profilfag, som der kan vælges imellem til 3. periode. Det blev en både flot og travl weekend.

Mandag morgen startede terminsprøverne for 9. årgang. Og 10. årgang fortsatte med OSO skrivning, om eftermiddagen skiftede eleverne plads og 10. årgang kastede sig over dansk stil i Kultursalen.

De internationale klasse holdt ligeledes terminsprøver i deres Cambridgefag. Både elever og lærere har haft en travl uge og alligevel har vi også haft tid til julehygge.

Om aftenen har der været julekortskrivning, julekonkurrencer, samt fuldt tryk på juleværelseskonkurrencen.

Torsdag eftermiddag var alle færdige med terminsprøverne og så blev der fløjtet op til årets store 80ér Høvdingebold konkurrence mellem kontaktgrupperne. Det blev en farverig og sjov eftermiddag, som sluttede med et hyggeligt fakkeloptog om aftenen, som markering af at vi nu har været sammen i ½ delen af vores efterskoleår. Lærerholdet var klar til kamp. Se flere billeder her.

Fredag gjorde eleverne julerent på værelserne, og selvom vi havde afsat 2 timer, var det en kamp for de fleste både at få alt julepynten ned, pakket og tid til at gøre rent. Efter et kontaktgruppemøde gik eleverne samlet til Ranum Kirke og til julegudstjeneste med vores lokale præst John Vestergaard. Det blev en smuk oplevelse, hvor kirken var fyldt til sidste plads.

Den efterfølgende julefrokost med alt tilhørende en klassisk julefrokost (minus promiller) skabte stor lykke. Der var i særdeleshed rift om risalamanden.

Vi sluttede skoleåret med en flot samling, hvor der både blev sunget julesange, kåret årets juleværelse (vær.36) og sunget Livstræet, inden alle dansede syngende ud af festsalen og løb skolen rundt til “Nu det jul igen..”

Ude på torvet samledes alle elever og ved fælles hjælp blev Santa Ib kaldt frem på sin kane. Kanen blev trukket af 2 smukke rensdyr efter kanen kom “lærlingen”, som er i lære som rensdyr til næste år.Santa Ib og hans assistent dele julegodter ud til eleverne og ønskede alle en god og sikker jul!

 
Fredag aften blev Kærhuset omdannet til en romersk sal med liggende julefrokost for alle ansatte arrangeret af bl.a vores gæstelærere fra Italien og Spanien. Julefreden har sænket sig over Ranum Efterskole og nu brænder kun lysene i juletræet på toppen af Seminariehuset og lyser ud over hele Himmerland.

Der er rigtigt meget at glæde sig til i det nye år, hvor vi bl.a. fejrer skolens 10. års fødselsdag og åbner en ny international ungdomsuddannelse, som giver adgang til alverdens universiteter.

Vi ønsker hermed alle en rigtig god jul og et fantastisk godt nytår!
Pas godt på hinanden!

Med venlig hilsen og rigtig god juleferie!
Olav Storm Johannsen
Forstander.

Den 2.+ 3. januar er Open Day / Åbent Hus for udlændinge og danskere bosat i udlandet, samt andre interesserede i Ranum Efterskole College.

I er også meget velkomne hvis er I interesserede i at høre om almen 9. og 10. klasse på Ranum Efterskole den 2.-3.januar.

Vi holder desuden Efterskolernes Aften den 8. januar fra kl. 16.-21.00

Kontoret er lukket til den 2. januar og vi glæder os til at se eleverne igen den 5. januar. Husk at alle elever skal have valgt deres 3. profilfag til den sidste periode og samme aften ses vi igen til endnu et efterskole ½ år. Se programmet her.

(Nb. Hvis du læste med så langt så klik på julekort billedet med sne, og se hvad mandagsvagtene hygger sig med i juletiden)



da_DKDanish