Nyhedsbrev 15.11.13

Kære læser!
Den forgange har været en meget anderledes efterskoleuge for både 9. og 10. årgang. Eleverne i 10. klasse har været i brobygning i Års, Ålborg og Svenstrup fra kl. 7 til 16 hver dag. Og 9. årgang har haft fagdage med bl.a. naturfag, medborgerskab og studievejledning. Der var også tid til at samles om en film i verdensrummet.

Onsdag var alle i 9. klasse på studietur til Århus, hvor eleverne var på Steno museet og så udstillingen “Kend din krop”. En biolog underviste i unges forskellige syn på kroppen og forskellige kropskulturer. De fik endvidere undervisning i kroppens opbygning fra kromoson til det hele menneske. Efterfølgende var de på Naturhistorisk museum, hvor eleverne decikerede hjerter og lunger fra grise og derefter så på en rottes anatomi. Det var lidt grænseoverskridende, men lærerigt.

Rulleski er en ny aktivitet, som giver en fantastisk form og motorik. Der kommer god fart på og efter et par trænings-
gange kan alle finde ud af at styre de lange stave, og hurtige ski.

Pædagogisk. Eleverne været meget trætte om aftenen efter nogle lange brobygningsdage, dog har enkelte alligevel testet om vi var vågne ifht. at opdage natterend. Og det var vi så… Vi bruger nu noget krudt på at forklare, at det er dumt at vi skal bruge ressourcer på kontrol og overvågning, når friheden bliver ti gange større ved bare at holde den frihedsramme, der er på vores frie skole. En frihed, der betyder, at drenge og piger kan bo på de samme gange dør om dør, og frit besøge hinanden mellem 10-22. Den frihed skal ikke sættes overstyr ved natterend. Synderne har nu fået RE-tjeneste og yder til glæde for fællesskabet i køkken og festsal mv.
Drengebyt i kærlighedsgrupperne
.Torsdag aften byttede drengene plads i mellem deres kærlighedskontaktgrupper og der blev lidt stille ved bordene nogle minutter inden der kom gang i snakken og hyggen for alvor 🙂

I den kommende uge er vi tilbage ved en almindelig uge. Vi har mandag koncert med Nelson Can i samarbejde med ROSA.

Ny lærer i engelsk med særlige kompetencer inden for grønlandsk sprog og kultur. Anna Lynge er ansat som lærer og skal overtage et engelskhold. Hun har særlige kompetencer inden for grønlandsk sprog og kultur, hvilket vi har ledt efter gennem flere år.

Hygge på værelset, og det bliver endnu bedre, når juleudsmykning af skolen starter i weekenden den 23.-24.november. Vi opfordrer til, at der allerede tages “udstyr” med fra denne weekend. Og husk så lige de hjemme- / indesko!

Invitation: Husk, at der er Velgørenhedsmiddag for Nepalvenskabsskolen den 28.11. kl. 16.30 – 19.30. Arrangementet er åbent for alle – tilmelding til os@ranumefterskole.dk.

Til sidst lige en meget sjælden politisk kommentar og meget vigtig opfordring:
I den kommende uge er der kommunalvalg og valg til regionerne. Det vil betyde utroligt meget for Danmarks konkurrenceevne, unges fremtid og dannelse, ligesom det vil styrke de unges mulighed for at komme succesfuldt igennem deres ungdomsuddannelse, hvis DU vil stemme på en kandidat, der IKKE vil nedlægge efterskolernes 10. klassetilbud. Din stemme er afgørende – den er din anerkendelse af den frie skoleform.
(Husk, at Dansk Industri´s , Dansk Metals og KL´s konsulenter og direktører er lobbyister og IKKE politikere. De skal ikke sætte bestemme om der skal være en fri skole, det skal vore politikere, derfor brug din stemme)

Med venlig hilsen og god weekend!
Olav Storm Johannsen



da_DKDanish