Indholdsplan

Generel information om Ranum Efterskoles Indholdsplan

 

Skolens formål
Ranum Efterskole er en uafhængig selvejende institution. Institutionens formål er at drive en efterskole indenfor rammerne af gældende regler om frie kostskoler.
Ranum Efterskole skal tilbyde eleverne udviklende aktiviteter og en tryg ramme med fokus på såvel det faglige indhold som på personlig trivsel. Det hører med til skolens værdigrundlag at opøve eleverne til en sund og kvalitetsbaseret livsstil. Derfor tilbyder efterskolen to hovedlinier: natursport og imagination.

 

Natursport er en sammenkædning af naturoplevelse og det at dyrke sport i naturen. Naturen bliver læringsrum, og natursport er det konkrete fag, hvor eleverne udvikler en række generelle kompetencer og færdigheder. Imagination er et overordnet udtryk for kreativ udfoldelse i et fabulerende læringsrum. Imagination er en dannelsesproces, som giver indsigt i livet, og som sætter samtiden i relief.

 

Skolen skal give undervisning i de obligatoriske fag i forbindelse med folkeskolens 9. og 10. klasses prøver. Undervisningen i disse fag indgår i sammenhæng med de for skolen karakteristiske aktiviteter, sådan at praksis og teori opleves sammenhængende. Det prioriteres højt, at hver enkelt elev får den bedst mulige eksamen i alle fag, både i de mundtlige og i de skriftlige discipliner.

 

Efterskolens hverdag og dagligdag skal søge at skabe fri rum for elevernes personlige udvikling og styrke deres sociale og demokratiske kompetencer. Skolen skal indgå som en integreret del af lokalsamfundet og have et nært samarbejde med relevante lokale uddannelsesinstitutioner og foreninger.

 

Skolens værdigrundlag
Ranum Efterskole har som værdigrundlag den overbevisning, at det gode liv er at finde i en vekslen mellem individualitet og fællesskab, mellem udfordring og hensyntagen og mellem udfoldelse og tolerance. Vi værdsætter mangfoldighed og forskellighed. Vi lægger vægt på at lære – både individuelt og i fællesskaber. Et godt læringsmiljø er karakteriseret ved indbydende omgivelser, selvvirksomhed og arbejdsglæde.

 

Det er derfor skolens grundholdning, at den enkelte elev med sine unikke ressourcer, skal lære at navigere i en kompleks og foranderlig verden. Den enkelte elev skal finde et godt selvværd gennem personlig udfoldelse og gennem en øget forståelse af den personlige interaktion i et forpligtigende fællesskab.

 

På Ranum Efterskole indgår eleverne i et forpligtende fællesskab, hvor nøgleord som åbenhed, i møde-kommenhed, hjælpsomhed og gensidig respekt er centrale begreber. Vi forventer, at eleverne udviser godt kammeratskab, samt medvirker til at alle, der deltager i skolens liv får en uforglemmelig oplevelse.

 

Ranum Efterskole har rod i et moderne grundtvigsk livssyn, hvor fortællingen skaber et meningsfyldt billede af historien, nutiden og fremtiden. Et billede, hvor den enkeltes fortælling er vigtig for at kunne skabe sin egen identitet og modnes til kaste sig ud i verden med nysgerrighed og fantasi og med indlevelse og ansvarlighed. Fortællingen skal samle momenter til forløb og den enkelte elev skal lære at skabe sine egne meningsfyldte fortællinger i livet.

da_DKDanish