Følg fire tidligere elevers rejse

Hey guys, nu kommer det første rigtige opslag. For lige at opfriske, så er det os 4, der rejser jorden rundt. Hver gang vi rejser fra ét land til et andet, vil der komme en lille opdatering.

Nu er vi på sidstedagen for vores første destination. De sidste 3 uger har vi været i Nepal, og i morgen er det tid til at tage videre til Singapore.

Vi startede med et par dage i Kathmandu. Alt var nyt og spændende, så vi styrtede bare rundt og nåede nærmest at se hele byen på meget få dage. Vi så både templer, ligbrænding (nepalesisk begravelse) og store stupaer (hvid rund bygning med Buddhas øjne).

Derefter gik turen til bjerget. Det er her Ranums venskabsskole ligger. Vi boede hos to forskellige familier. Den ene besøgte Amalie tilbage i 2016, da hun var i Nepal med Ranum. Vi nød en uge i familiernes selskab, hvor vi legede med børnene, besteg et bjerg og blev indviet i deres kultur. I oktober fejrer Nepal Dashain, som kan sammenlignes med dansk jul, da det er en familie højtid. Vi var så heldige at være en del af dette, da vi blev velsignet 12 gange… hver. Vi blev herudover også tvangsfodret med dal Bhat – en nepalesisk ris og linse ret. Fint de første par gange, men for meget af det gode i længden. Det var alt i alt en fantastisk oplevelse som kun kan opleves i Nepal. Mon ikke vi kommer tilbage?

Herefter gik turen til Himalika Resort. Dette sted kan sammenlignes med paradis på jord. Vi slappede af i hængekøjer ned til floden, boede i luksus telte – reference til luksuslejren fra divaer i junglen – og river raftede i vand fra Himalaya bjergene. Hvis I nogensinde skal til Nepal er dette et must. Bidur (en ven af Ranum) stod for alt dette, og han kan virkelig anbefales, hvis man gerne vil et smut til Nepal.

Vi var også en tur til Chitwan National Park, hvor vi fik set den nepalesiske jungle. Dette var ikke vores kop te, da det hurtigt blev kedeligt at følge efter en guide, som kun kunne snakke om fugle og elefanter. Vi kan nu sige at vi ved ALT for meget om Nepals Wild life.

Den sidste uge blev brugt i Kathmandu. Her blev der slappet af fra morgen til aften. Vi fik set et par templer mere og lidt Buddha’er. Derudover besøgte vi et børnehjem. Vi havde medbragt brugt tøj hjemmefra til børnene, og det kan virkelig anbefales. Her oplevede vi en livsglæde og hjertevarme, som vi aldrig har oplevet før. Det gjorde det dog mere hjerteskærende, da vi hørte deres livshistorier. Flere børn var blevet udsat for overfald, prostitution, fattigdom, alkohol og narkotika. Hvis dette er interessant for andre, så tag fat i Olav, da mange steder er korrupte.

Generelt gennem rejsen har vi allerede lært en del. Man får af og til skubbet til sin grænse, hvilket er virkelig sundt en gang i mellem. Man får virkelig udvidet sin horisont og lærer at tackle svære og pressede situationer, som vil opstå, når man rejser i længere tid. Kan på det varmeste anbefale, at man bare én gang prøver at træde ud af sikre dejlige Danmark og skubbe sine grænser😊

Alt i alt har vi haft tre skønne og lærerige uger. Hav det godt til vi skrives igen.