Mindevideo, folketingsvalg og åbent køkken

Kære læser

Det har været en fantastisk efterskoleuge! Vi kan godt mærke, at vi hastigt nærmer os slutningen af skoleåret. Det har været en uge med fokus på at forevige de mange minder fra efterskoleåret, husene, fagene, turene mv. Humøret er højt og der hygges virkelig alle steder på skolen. De sidste mundtlige prøver afsluttedes i denne uge og vores udenlandske gæster er draget videre. Vi påbegynder en periode hvor der både kigges fremad mod nye udfordringer og der kigges bagud for at mindes alle de gode oplevelser og historier fra året.

Mindevideo 2014/15

Tirsdag var alle elever med til at lave årets mindevideo. Vi havde hyret fotografer, kameramand og drone ude for at filme eleverne, aktiviteter og skolen. Der er ingen tvivl om at eleverne nød at forevige deres minder på denne måde og humøret var helt i top. Flere billeder kan ses på facebook.

Nye EVS frivillige

I denne uge fik vi også besøg af David og Richard, som vil være vores nye EVS frivillige i det nye skoleår. De besøgte skolen for at få et indtryk af dagligdagen, rutinerne og forventninger på Ranum Efterskole College. De glæder sig til at starte op efter sommeren og vi glæder os til at arbejde sammen med dem. David skal bl.a. assistere i spansk, fysik, global perspectives og matematik. Richard skal bl.a. assistere i fransk, engelsk, business studies og global perspectives. Begge frivillige vil derudover deltage i profilfag, idræt, valgfag samt oprette egne projekter i løbet af skoleåret som vil bidrage til den internationale udveksling her på skolen. David og Richard vil være på skolen og i husene i dagstimerne og aftentimerne.

Tak for besøget

Vores gæster fra Frankrig drog videre mod København og derefter tilbage til Paris, og sagde farvel med en fransk madaften. Tak for besøget.

Profilfag og aktiviteter i P4

Mens de sidste mundtlige eksamener bliver afrundet, fokuserer eleverne på at få det optimale ud af den sidste tid på skolen. Alle P4 fagene og planlagte aktiviteter summer af liv og entusiasme. Her er et billede med en gruppe elever der valgte at bruge dagen på hesteryg ude i den smukke natur. Flere billeder kan ses på facebook.

Ranum Efterskole College Folketingsvalg 2015

I anledningen af Folketingsvalget torsdag den 18. juni, lavede vi vores egen afstemning på skolen for at se, hvordan Folketinget ville se ud, hvis Ranum Efterskole 14/15 fik lov at bestemme. Afstemningen foregik på Skoleplan og lukkede sammen med de officielle afstemningssteder. Efterfølgende var der mulighed for at følge det rigtige valg på storskærmen i Fællessalen, indtil stemmerne på Ranum Efterskole College blev talt op. Med en stemmeprocent på 25%, blev resultatet som nedenstående.

 

Åbent køkken på søndag

Søndag den 21. juni kl. 17.-19.00 holder vi Åbent køkken og serverer dejlig aftensmad til de forældre og elever, som har mulighed for at deltage. Formålet er, at lokke så mange som muligt til at hente – så meget som muligt hjem fra værelserne, så det bliver lettere at overskue oprydning og rengøring i de sidste dage.

Den kommende og dermed sidste uge

Det er næsten ikke til at forstå, men skoleåret er ved at rinde ud og vi skal forberede os på at skulle sige farvel.

Hermed følger information om den sidste uge:

Mandag: Prøv et profilfag, fælles aktiviteter med grill-frokost i Rønbjerg, øve revy / awardshow og lanciers til gallafest. Mindebogsskrivning.

Tirsdag: Oprydning og rengøring af klasseværelser og områder. Aflevering af bøger mv.
Beachvolley, rundbold og så tester vi hele skolens løbetid. Der er også mulighed for at deltage i et Vildsted Sø Rundt for de seje. Om aftenen er der Sct. Hans bål.

Onsdag: Aktivitet- og sportsdag, hvor eleverne spiller mod lærerne. Hjemme-hos kontaktlærerne om eftermiddagen. Mindebogsskrivning i spisesalen, bål, sang og hygge.

Torsdag: Total oprydning på værelserne.
Livøtur med aktiviteter bl.a. professionelle Rib-speedbåde (vejrafhængigt), spisning og Livø-løb.
Mindebogsskrivning i spisesalen, bål, sang og hygge. Torsdag aften spiller bandet Souveniers i festsalen.

Fredag: Total hovedrengøring på værelserne. Eftermiddagen går med forberedelse til Gallafest.
Før og efter middagen vil der være foto-lounge med forfriskninger og fotografering af kontaktgrupper og gallapar.
Aftenen går med gallamiddag, lancier, dans, gallashow i festsalen. Mindebogsskrivning i spisesalen, bål, sang og hygge.

Lørdag: Værelserne ryddes. Dimission på plænen foran Hovedbygningen. Frokost og kaffe i spisesal og telt, mens eleverne krammer farvel ved Livstræet. Sidste krammer og rigtig god sommer.

Med venlig hilsen og rigtig rigtig god weekend

Ranum Efterskole College



da_DKDanish