Faglig netværksbuffet på RE

Engelsklærere fra hele Vesthimmerlands Kommune var tirsdag inviteret til faglig sparring, god mad og inspiration på Ranum Efterskole.

”Ideen er, at vi skal have en god faglig diskussion, lære hinanden at kende og inspirere hinanden i forhold til fagligheden i vores daglige undervisning. Den slags har jeg som lærer nogle gange savnet lidt,” siger engelsklærer på Ranum Efterskole, Therese Olsen, der var initiativtager til arrangementet. Den strengt faglige anledning var ’en udredning af bekendtgørelsen om den mundtlige engelsk-eksamen i 9. og 10. klasse’, men når fagfolk mødes opstår der altid andet og mere end det, der står i programmet.

”Bare det at møde nogle af sine kollegaer fra andre skoler og høre, hvordan de gør tingene, er jo inspirerende. Vi har selvfølgelig vores kollegaer i det daglige, men til sådan et arrangement her kan vi blive rigtig engelsklærer-nørdede, og det er dejligt en gang imellem,” griner Therese Olsen.

Til det mest nørdede havde man i dagens anledning hidkaldt Tanja Christensen, der er pædagogisk konsulent ved Center for undervisningsmidler i Hjørring, og hun roste også initiativet.

”Strengt fagligt er det nødvendigt at komme ud og forklare, hvordan den mundtlige eksamen skal foregå i 9. og 10. klasse, for det er der stadig en del der er usikre på. Men jeg er også sikker på, at lærerene får meget andet og mere med herfra. De hører lidt om, hvad der er kommet af nye materialer siden sidst, og jeg håber da, at de går hjem med en fornyet gejst og undervisningsglæde. Især hvis man er engelsklærer på en lille skole, kan det nogle gange være en god ide at komme ud og få noget sparring og opbygge et netværk,” siger Tanja Christensen.



da_DKDanish