Cambridge-inspiration fra hele verden

To af RE’s lærere er netop hjemkommet fra International teachers conference i Cambridge. Med sig har de ny inspiration og mod på mere internationaliseret undervisning.
Cambridge
”Det er altid inspirerende at møde kollegaer fra hele verden og høre om, hvordan de håndtere deres undervisning. Og så er det en øjenåbner i forhold til at forstå, hvor attråværdigt vores skolesystem i Danmark egentlig er.”
Sådan siger Charlotte Linder, der som underviser i Cambridge-engelsk på Ranum Efterskole var med på den årlige Cambridge-konference for tredje gang. Konferencen er for alle skoler i hele verden, der er certificeret til at undervise i et eller flere af Cambridge-programmets fag. I år var overskriften ‘Confident learners, confident teachers: New ways of looking at leadership’ – et tema, der i høj grad kom til at handle om elevernes medbestemmelse i undervisningen, deres ansvar for egen læring og graden af almen dannelse i deres uddannelse.

Godt netværk
”På de punkter er vi jo langt videre end de fleste andre lande, og mange kigger i vores retning for at lære,” siger Charlotte Linder, der dog også kommer hjem med notesbogen fuld af nye kontakter.

”Det er jo en fantastisk mulighed for at netværke, og jeg har fået kontakter i både Ghana og Inden, hvortil vores elever rejser hvert år. Samtidig er det også en god mulighed for at udveksle erfaringer med andre danske efterskoler, der tilbyder Cambridge-kurserne,” siger Charlotte Linder.

Udvide tilbuddene
For kollegaen Lise Brix Ramløse var det første gang, hun mødte det verdensomspændende Cambridge-program, og det gav mod på at udvide tilbuddene.

”Hele Cambridge-konceptet er jo ret nyt for mig, så det var overraskende, hvor omfattende og udbredt programmet egentlig er. Der er rigtig mange spændende fag, man kan udbyde, hvis man har kompetencerne. På Ranum Efterskole har vi efterhånden haft konceptet inden for dørene i flere år, så jeg tror, vi er ved at have den nødvendige erfaring til at udvide tilbuddene,” siger Lise Brix Ramløse.

 



da_DKDanish