’Fosterbrødre’ gjort vinterklar

Ved en dristig aktion natten til tirsdag blev Ranum Efterskoles berømte skulptur ’Fosterbrødre’ klædt på til vinteren.

Det vides endnu ikke med bestemthed, hvem de venlige sjæle er, men mistanken samlede sig hurtigt om skolens Design-hold, der har virket så mærkeligt hemmelighedsfulde på det seneste. Lærerne smilede nemlig også hemmelighedsfuldt og det plejer de ikke kl. 07.55…

”Vi skal nok have en lille “dialog” senere på dagen om det virkelig er nødvendigt med strikketrøjer til vores elskede skulptur,” siger forstander Olav Storm, der nær havde fået morgenkrydderen galt i halsen, da han mødte tirsdag morgen.

I første omgang så det nemlig ud, som om ’Fosterbrødre’ slet og ret var blevet udsat for graffiti-hærværk, og så havde en opringning til både politi og Statens Museum for Kunst formentlig været på sin plads.
Nu viste det sig heldigvis, at der blot var tale om varm efterårspåklædning.

Trøjens slogan “vi vil ud i verden” er et klart bevis for, at der må stå RE elever bag denne farverige happening!

 

 



da_DKDanish
en_GBEnglish da_DKDanish