fbpx
 

Indien 2012

Dagbog for Indien 2012 / Rejse og ankomst

12. jan. 2012.

Verden er blevet lille. Der finds ikke laengere hvide pletter paa verdenskortet. Alt er opdaget, set og dokumenteret… om ikke andet saa paa tv eller I glittede magasiner. Men vi har nu efter 36 timers rejse, fundet vores eget lille sted, som med garanti ikke ligner noget som helst andet, vi nogen sinde har oplevet. Mitraniketan hedder det.

Her startede en mand I 1950erne en skole for lavkstefolk, og siden har projektet vokset sig stoerre og stoerre, saa det I dag rummer skole fra 1 til 9 klasse, hojskole og en lang raekke vaerksteder og uddannelses/muligheder inden for alt fra landbrug til snedkeri.

Da vi ankom tog naesten hundrede elever imod os med klapsalver og vi fik overrakt de traditionelle blomsterkranse, foer de fleste af os tumlede om kuld paa vores senge efter den lange rejse.

Udenfor vejrer kokus/ og bananpalmerne, og vi glaeder os til at komme I gang for alvor og sende yderligere nyheder hjem.

Kh

Indiensholdet.

Indien 13. Januar 2012

Så fik vi gang i det, vi er kommet herned for. Fra morgenstunden fordelte vi os i forskellige grupper, der hver især havde forskellige opgaver. Nogle passede børn i den lokale børnehave, andre underviste en 9. klasse og atter andre havde livlige diskursioner med de unge på højskolen om deres liv – der viste sig at ligne vores egne i forbavsende grad på trods af de forskellige udgangspunkter.
En lille håndfuld drenge havde besluttet sig for at melde sig til praktisk arbejde og blev sendt i marken. Det gjorde dog ikke så meget, da resten af markarbejder-holdet viste sig at bestå af smukke unge indiske kvinder, der bar de traditionelle farvestrålende sarier og absolut ikke var uimodtagelige for vestlig charme.
Med andre ord er vi i dag for alvor kommet i kontakt med både lærer og elever på Mitraniketan, ligesom vi alle sammen er blevet langt mere fortrolige med omgivelserne. Mødet har vist sig ganske uproblematisk, da inderne er meget åbne og imødekommende og som oftest får sig et godt grin hvert minut.
Da den væste hede havde lagt sig ved 16-tiden, gik vi en tur ned til den nærliggende by, hvor vi besøgte templet og sendte et par bønner til den lokale gud Kali. Vi fik os også et par chok, da det gik op for os, at den indiske måde at sende bønner af sted på er ved at bruge fyrværkeri og kanonslag, der helt sikkert ikke er lovlige hjemme i Danmark. Så er man sikker på at fange Kalis opmædksomhed.

Indien rejse 2012

Indien d. 15 Jan

Nu ved vi, hvordan en forkælet elefant, ser ud. Dagens første udflugt gik nemlig til et nærliggende rehabiliteringscenter for elefanter, og der skortede det ikke på pleje af de store dyr. Først fik vi lov at overvære, hvordan to elefantpassere skrubbede og badede en ældre hunelefant – ja, de børstede endda tænder på hende – og interesserede fik selv lov at vade ud i søen og deltage vaskningen. Siden så vi den blive fodret, inden vi modtag den traditionelle ‘snabel-velsignelse’, som elefanter fortager i templer overalt i Sydindien. Det sker ved, at snablen bliver lagt på hovedet af den, der skal velsignes. Til sidst fik selv lov at ride en lille tur.

Efter en kort hvilepause i middagsheden gik turen til Trivandrum, hvor den stod på traditionel indisk danseforestilling i en lille lukket, varm og roegelsestyk teatersal, men det bidrog kun alt sammen til den magiske stemning. Paa busturen hjem blev vi fanget i en lokal festival med optog, store kuloerte lamper og fyrvaerkeri, inden vi godt traette i Indiens tykke og tropiske moerke kunne ramme vores senge efter en hurtig og noget forsinket aftensmad.

Indien d. 16 jan

I dag rejste vi fra den 3. verden og ind i den 4. Fra potentiel, altid lurende fattigdom og armod til et sted, hvor naturen helt suverænt sætter dagsordenen for menneskernes tilværelse. En time i bus førte os op i højdedragene, hvor det sydlige Indiens oprindelige stammebefolkning efterhånden har samlet sig efter at være blevet fordrevet fra de mere beboelige områder. Her i kløfterne mellem bjergene hersker stadig Indiens oprindelige jungle, og her bor stammefolkene på jord, de har fået stillet til rådighed af staten. Indkomsten kommer fra dyrkning af peber og tapning af gummi. Andet kan befolkningen ikke dyrke, selvom jorden er yderst frugtbar, da flokke af vilde aber og elefanter tiltrækkes af spiselige afgrøder og ikke kun raserer markerne, men også bringer beboerene i fare. Hvis et barn bor for langt fra de interimistisk opførte skoler, er skolegang umulig, da risikoen for at bive overfaldet af vilde dyr på vej til skole er for stor.

Efter det lille virkelighedstjek stod eftermiddagen på almindeligt samvær med inderne på Mitraniketan, og det blev både til en omgang høvdingebold og en lille lokal cricket-match på gæstehusets gårdsplads.

{igallery id=5381|cid=121|pid=1|type=category|children=0|showmenu=1|tags=|limit=0}

 

Indien 17. januar

Så blev det shoppetid, men der er altså langt fra Strøget i København – eller handelsgaden i nogen som helst anden dansk by – og til M. Gandhi Rd. i Trivandrum (eller Thiruvananthapuram, som inderne kalder den!).

Efter ca. halvanden time på små hullede veje, trillede vi i vores hårdt prøvede, men trofaste bus ind i byen, der er hovedstad her i delstaten Kerala.

Sidste forberedelse bestod i en gentagelse af de nøje formaninger om aldrig at lade piger gå alene sammen – altid mindst en dreng i hver gruppe – og aldrig at sige ja tak til den ellers indbydende friskpressede juice, der blev falbudt fra de mange fortorvsbode. Derefter begav vi os ud i mylderet.

Trivandrum huser en lille million indbyggere og skulle efter sigende have et ‘landsbyagtigt’ præg, men det var meget svært at få øje på i dag på M. Gandhi Rd. Eller også betyder ‘landsby’ bare noget andet i Indien. Dette var India City Life unplugged i med trafikpropper, en kakofoni af horn i alle tonearter og små arrige tuctuc-taxier, der snittede hjørnerne, tog chancen indenom og betragtede fem centimeter som god plads.

Det var et besøg ind i en verden, hvor blege europæere stadig er et særsyn, og hvor den støvede, trafikos-tunge hede langt oversteg, hvad enhver god dansk hedebølge nogen sinde har præsteret.
Man kunne få den tanke, at heden var et salgstrick, for i de bedre butikker var der naturligvis aircondition, og det var simpelthen nødvendigt for de fleste af os at træde ind i disse med jævne mellemrum.

Derfor kom de fleste af os også hjem med rigeligt af gaver til familie og venner – og måske også en del ting, som det kan være svært at forklare fornuften i.